20-årige Victor Ramon er klar til professionel debut i Arena Randers: ”Jeg vil give alt, hvad jeg har”

Det nyeste skud på stammen hos Danish Fight Night er naturtalentet Victor Ramon, som bokser sin første professionelle kamp den 15. juni ved Jørgen ”Gamle” Hansen Memorial-boksegallaen.

Det nyeste skud på stammen hos Danish Fight Night er naturtalentet Victor Ramon, som bokser sin første professionelle kamp den 15. juni ved Jørgen ”Gamle” Hansen Memorial-boksegallaen.
Udover titelkampene og de øvrige spændende matchninger ved det store boksestævne i Arena Randers får publikum også mulighed for at se et spændende, ungt stortalent debutere, når det går løs i ringen.
Victor Ramon, som oprindeligt er fra Frederikshavn, men nu bor i Aarhus, skrev tidligere på året under på en kontrakt med promotor Mogens Palle som ny bokser hos Danish Fight Night. Og nu er han så klar til sin allerførste kamp som professionel i bar overkrop og med tyndere boksehandsker i vægtklassen super letvægt.
”Jeg glæder mig meget til at komme i kamp. Det er gået godt med forberedelserne. Jeg har trænet intensivt. Jeg har været i gang i 7 uger og har trænet 2 gange om dagen. Jeg har fået nogle hårde omgange sparring, så jeg føler mig klar. Jeg synes samtidig, at jeg har lært en masse. Jeg tager det mere roligt og bokser med et godt overblik og fyrer dermed ikke bare alle kræfter af med det samme,” siger Victor Ramon, som blandt andet har vundet det jyske U19-mesterskab som amatør og har bokset 19 amatørkampe med 17 sejre.
Det 20-årige naturtalent, som har verdensstjernen Canelo Alvarez som et af sine idoler, skal i sin debutkamp op mod den rutinerede venezuelaner Hermin Isava, som har 30 professionelle kampe på bagen heraf 10 sejre. Isavas negative rekordcifre skyldes primært, at han i sine seneste 11 kampe har testet meget stærke boksere, der samlet set har haft en rekordliste på 125 sejre og kun 15 nederlag. Han møder med andre ord stort set ikke nemme modstandere. Isava hentes endvidere ind til debutkampen, fordi han som regel går tiden ud i sine kampe og med sin hårdførhed dermed ventes at kunne give den hårdtslående, men uerfarne Victor Ramon nyttig erfaring i en kamp over den fulde distance. 
Victor Ramon har forberedt sig under træner Thomas Povlsens kyndige ledelse, og han kan derfor også hente inspiration og få nyttig sparring hos ubesejrede Enock Poulsen, der bokser hovedkamp i Randers samme aften.
”Jeg kender ikke min modstander, men jeg tænker bare på al den hårde træning, som jeg har gennemført. Jeg har sparret med nogle rigtig gode boksere. Når man ved, at man har knoklet hårdt i træningslokalet, så føler man også, at man er klar, når man skal op i ringen. Jeg er helt klar på opgaven. Jeg har også bokset amatørkampe, så jeg ved jo godt, hvad der skal til for at vinde,” siger Victor Ramon og tilføjer:
”Det har været fedt at forberede sig sammen med Enock Poulsen, som har en rigtig vindermentalitet. Vi er seriøse til træning. Vi presser hinanden – også under sparring. Han har givet mig nogle rigtig hårde omgange nogle gange, hvor vi er gået til den. Vi tager det seriøst til træning, og vi laller ikke bare rundt. Samtidig har jeg lært en masse gode ting af min træner Thomas Povlsen.”
Victor Ramon vil rent taktisk forsøge at skrue tempoet højere og højere op, jo længere han kommer ind i kampen. Og så vil han benytte sig af sin bevægelighed og slagkraft til at gøre livet surt for sin modstander.
”Jeg føler, at jeg har været meget eksplosiv under sparring. Det har vi også trænet en del på. Jeg har også fået ros for, at jeg er meget bevægelig. Og så slår jeg tørt, når jeg rammer. Man er ikke tvivl, når man bliver ramt af mig med min gode højre. Publikum kan forvente et brag af en kamp, og jeg vil give alt, hvad jeg har. Så må vi håbe på, at modstanderen er ligeså klar, som jeg er,” siger Victor Ramon.
Udover debutkampen er der som bekendt også spændende titelkampe og matchninger med følgende danske boksere i aktion: Enock Poulsen, Jeppe Morell, Ditlev Rossing, Sarah Mahfoud og Oliver Meng. Der er til gengæld afbud fra Heva Sharif, som ligeledes skulle have bokset en kamp i super letvægt. Men han har desværre pådraget sig en diskusprolaps og kan tidligst komme i ringen igen efter sommerferien.
Billetter: www.ticketmaster.dk
Direkte link: https://www.ticketmaster.dk/…/danish-fight-night-gal…/466769
 
Følg Danish Fight Night på Facebook: www.danishfightnight.com
Ekstra Bladet+ sender direkte fra boksestævnet.
Fakta om Victor Ramon
* Født: 22. februar 1999 (20 år), Frederikshavn
* Søn af en dansk mor og en halvt dansk/halvt spansk far
* Nuværende hjemby: Aarhus
* Højde: 179 cm.
* Kampvægt: Ca. 64 kilo
* Professionel debut: 15. juni 2019 i Randers
* Træner: Thomas Povlsen (Aarhus)
* Oprindelig Klub som amatør: Champs Camp i Aarhus
* Amatørkarriere: 19 kampe, 17 sejre. Jysk mester U19 (2017)
* Under uddannelse, HF-enkeltfag på VUC i Aarhus.
Tilbage til oversigt

Nyheder