Bomstærke Allan Mahfoud er klar til sin professionelle boksedebut: Jeg glæder mig til at vise, hvad jeg kan

Stortalentet Allan Mahfoud, som er lillebror til Sarah Mahfoud, er stolt over at debutere i Hillerød og især over at optræde på samme stævne som sin søster, der bokser sin første titelkamp.

Der bliver med garanti smæk for skillingen, når super weltervægteren Allan Mahfoud debuterer som professionel bokser ved promoter Mogens Palle og Brian Nielsens Danish Fight Night-stævne fredag den 27. april i Hillerød.

Den 24-årige bokser fra slotsbyen bliver nemlig qua sine evner i en boksering - med både EM- og VM-deltagelse på CV’et - betragtet som et af de største danske navne, der er skiftet fra amatørerne til de professionelles rækker. Det er en sjælden cocktail af exceptionelle tekniske færdigheder, fighteregenskaber og punch i næverne, som giver forhåbninger om en gylden fremtid i professionel boksning.

Hovedpersonen glæder sig til at få lov til at give prøver på sin kunnen. Men han mærker samtidig, at der er ekstra pres, fordi det netop foregår i FrederiksborgCentret i hjembyen Hillerød.

”Når det er på hjemmebane, vil man jo virkelig gerne præstere og yde sit allerbedste. En debutkamp er altid vigtig. Men på hjemmebane giver det lige lidt ekstra nerver. Alle venner og bekendte kommer jo for at se det. Der er mange forventninger, men jeg har trænet hårdt og er velforberedt, så det skal nok blive godt,” siger Allan Mahfoud. 

I det modsatte ringhjørne venter Faraday Mukandila fra Den Demokratiske Republik Congo. Afrikaneren står noteret for 3 sejre, 1 nederlag og en enkelt uafgjort. 

”Jeg kender ikke meget til ham udover hans rekordliste. Men det skal nok gå. Det har nemlig givet masser af selvtillid at træne så hårdt, som jeg har gjort. Når man mærker, at tingene lykkes til træning, så får man et ekstra løft. Jeg ved, at hvis jeg bare træner hårdt, gør som min træner siger og yder 100 procent i ringen, så er jeg stærk nok til at kunne besejre enhver modstander, der står foran mig,” lyder meldingen fra Allan Mahfoud, som kan mærke, at formen er helt i top.

Hele oplevelsen bliver ekstra speciel for den unge bokser, fordi han skal optræde på samme stævne som sin storesøster. I den ene af aftenens to hovedkampe bokser fjervægteren Sarah Mahfoud nemlig sin første titelkamp om det store forbund IBF’s interkontinentale mesterskab mod WBF-verdensmesteren Unathi Myekeni fra Sydafrika.

”Det har været en drøm meget længe, at min søster og jeg en dag skulle gøre det her sammen og bokse på det samme professionelle stævne. Jeg er stolt over at være på programmet sammen med hende. Men det kan også give mig ekstra nerver på. Når min søster bokser, er jeg nemlig mere nervøs, end når jeg selv skal bokse. Men hun har også trænet godt, og jeg ved, at hun er klar til at tage titlen. Så vi skal nok levere et par gode kampe,” siger debutanten, som glæder sig til at vise det danske boksepublikum, hvad han kan.

”Når jeg går rundt inde i byen, får jeg masser af tilbagemeldinger og spørgsmål om, hvor man køber billetter osv. Så jeg fornemmer, at der er en stor interesse for stævnet. Jeg er spændt på at se, hvordan opbakningen bliver, og jeg glæder mig rigtigt meget til at vise, hvad jeg kan, så alle kan se, hvor hårdt jeg har trænet.”

Allan Mahfoud har blandt andet sparret med stortalentet Oliver Meng, som også bokser samme aften i FrederiksborgCentret. De kommende dage venter mere sparring med andre profkollegaer og stærke amatørboksere, inden det altså går løs Store Bededag i FrederiksborgCentret.

I aftenens anden titelkamp skal danske Enock M. Poulsen for første gang forsvare sin IBF Jr. VM-titel i super letvægt mod den 24-årige hardhitter Robert Quaye fra Ghana.

Der er endvidere kampe med de danske Danish Fight Night-boksere Jeppe Morell, Jonas Madsen, Pierre ”Pretty Ricky” Madsen, Ditlev ”D-Struction” Rossing og Ali Mohamed. 

Sidst men ikke mindst er der en meget imødeset debutkamp til Diana Nadim, lillesøster til den danske fodboldstjerne Nadia Nadim, som altså bokser sin første professionelle boksekamp efter en imponerende amatørkarriere.

Stævnet indledes allerede klokken 18.30, og udover de 10 professionelle kampe, afvikles der endvidere 2-3 amatørkampe, hvor de bedste fra lokalområdet får mulighed for at snuse til savsmulden.

 

Billetter: www.ticketmaster.dk

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

--

Fakta om Allan Mahfoud

 

Tilbage til oversigt

Nyheder