Andreas Lynggaard er i topform før danskerbraget mod Jonas Madsen: Der er en stor chance for, at jeg slår ham ud

24-årige Andreas Lynggaard sparrer blandt andet med den stærke svensker Sven Fornling forud for det rent danske opgør den 5. januar om Jonas Madsens junior-verdensmesterskab.

Der er lagt op til et ekstremt spændende danskeropgør om IBF’s junior VM-titel i letsværvægt, når Mogens Palle fejrer sit 60 års jubilæum som professionel boksepromotor den fredag 5. januar i Frederiksberg Hallerne.

24-årige Andreas ”Discofinger” Madsen møder som bekendt den regerende mester Jonas ”Tiger” Madsen, som er blevet udfordret af sin to år ældre staldkollega om juniortitlen hos IBF, der er et af de fire store, anerkendte VM-forbund.

Det er to ubesejrede danskere mod hinanden, og Andreas Lynggaard meddeler, at han er i topform, og at der venter den 22-årige Jonas Madsen en meget hård udfordring den 5. januar.

Udfordreren, som forbereder sig i Herlev under træner Rachid Idrissi, lukrerer på at bruge sit udmærkede jab og sin farlige højrehånd til at gøre livet surt for Jonas Madsen. 

”Jeg ved, at jeg har en enorm stor slagstyrke. Jeg går ikke efter knockouten, men jeg ved, at den kan komme, hvis han ikke er forberedt på slaget. Lander jeg slaget rigtigt, så lægger han sig ned. Man skal ikke gå og sige, at man eksempelvis slår en modstander ud i 3. omgang. Det er jo ikke sikkert, at det sker. Men jeg ved, at sådan, som jeg har trænet – og med den styrke jeg har – så er der rigtig stor chance for, at jeg slår ham ud før tid,” lyder meldingen fra Andreas Lynggaard, som har fået kompetent sparring op til titelkampen.

Udover et par stærke amatører har han blandt andet sparret med stærke professionelle kollegaer som Abdul Khattab og svenskeren Sven Fornling, der i samme vægtklasse som bekendt skal møde Jonas Madsens træningskammerat Jeppe Morell om IBF Baltic-titlen på samme stævne den 5. januar.

”Sven Fornling, som skal møde Jeppe Morell, får jeg rigtig meget ud af at sparre med. Han er virkelig dygtig. Han er i fuldstændig topform. Hold kæft hvor er han god,” siger Andreas Lynggaard, som dermed spår, at der også venter en meget svær opgave for Jeppe Morell, som lige nu forbereder sig sammen med Jonas Madsen under varmere himmelstrøg i Miami.

Andreas Lynggaard føler, at han får en masse ud af sparringen i Herlev, og at han har rykket sig markant. 

”Det går rigtig godt. Jeg bokser lige op med mine sparringspartnere. Så det er perfekt. Sven Fornling er jo en klassebokser, som er omkring top 50 i verden, og ham bokser jeg lige op med, så det er jo fuldstændig optimalt. Det giver også en hel del til selvtilliden,” siger Andreas Lynggaard, som dagligt går mellem 8 til 10 sparringsomgange.

”Jeg er i den bedste form nogensinde. Min skulder er helt på plads. Formen er god, og jeg har de bedste folk omkring mig. Bare vent og se. Jeg glæder mig til kampen, og han får nok at se til,” tilføjer Andreas Lynggaard.

Den 24-årige bokser, som var ude i en periode på grund af en skade, er ubesejret i fem kampe som professionel. Han vakte opsigt, da han i sin blot anden professionelle kamp pointbesejrede den rutinerede ghaneser Charles Adamu, som på daværende tidspunkt havde en rekordliste på 25 sejre i 32 kampe. Charles Adamu var samtidig den seneste modstander, som Patrick Nielsen med 26 kampe på bagen havde mødt samme år i en stort anlagt titelkamp i Ballerup Super Arena.

Andreas Lynggaard, som sidste år debuterede som rapper med nummeret ”Boomerang”, kan i øvrigt løfte sløret for, at han kommer til at gå ind til ringen i Frederiksberg Hallerne til tonerne af sin egen sang.

”Jeg har lavet en helt ny sang, der hedder ’Discofinger’. Det er mit kunsternavn, og sangen hedder det samme. Det bliver den sang, som jeg går ind til ringen med. Den er allerede færdig. Jeg regner med, at den udkommer på Spotify og de sociale medier samme dag, så alle folk kan høre den,” lyder meldingen fra den selvtillidsfulde bokser, som kort sagt glæder sig til at komme i aktion den 5. januar.

Udover danskerbraget mellem Andreas Lynggaard og Jonas Madsen og main event-kampen i super mellemvægt mellem Lolenga Mock og Dmitri Chudinov er der flere titelkampe i WBC- og IBF-regi på programmet, når Brian Nielsen og Mogens Palle inviterer til Danish Fight Night og Mogens Palles store 60 års jubilæums galla.

Jeppe Thorbjørn Morell får som sagt i letsværvægt chancen for at erobre IBF’s Baltic titel, når titlens indehaver, Sven Fornling fra Sverige, sætter sit bælte på spil i et spændende nordisk topbrag.

Der er endvidere junior-VM-kampe med Ditlev ”D-Struction” Rossing i cruiservægt og Enock Poulsen i super letvægt samt yderligere spændende kampe med den 18-årige weltervægter Oliver Meng, fjervægteren Sarah Mahfoud og sværvægteren Pierre ”Pretty Ricky” Madsen.

 

Billetter: www.billetlugen.dk

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

Tilbage til oversigt

Nyheder