Professionel boksning i topklasse inklusive to spændende titelkampe

For første gang nogensinde danner Hillerød rammen om et professionelt boksestævne, når promoter Mogens Palle og Brian Nielsen på Store Bededag - fredag den 27. april - præsenterer Danish Fight Night i FrederiksborgCentret med to titelkampe og ”Tomorrow’s Champions”.

Den populære professionelle bokser og tidligere Vild med Dans-vinder Sarah Mahfoud bokser - i sin blot sjette kamp som professionel - en af hovedkampene, når hun på hjemmebane skal kæmpe om det store VM-forbund IBF’s interkontinentale mesterskab i super fjervægt.
 
Ubesejrede Sarah Mahfoud, som pt. er nummer 8 på europaranglisten, bokser den 27. april i Hillerød karrierens første titelkamp mod den fysisk stærke højrefodsbokser Unathi Myekeni. Den sydafrikanske modstander er regerende WBF-verdensmester og har en rekordliste på 11 sejre, 4 nederlag og en enkelt uafgjort.
 
En dansk sejr i denne titelkamp over 10 omgange vil udløse en fornem topplacering på IBF’s verdensrangliste. Unathi Myekeni er samtidig nummer 13 på WBC’s verdensrangliste, så vinderen af kampen vil derfor med sikkerhed indtage en fin placering på mindst to af de største verdensranglister (IBF og WBC), som giver adgang til de helt store VM-kampe i boksesporten.
 
I aftenens anden titelkamp skal danske Enock M. Poulsen for første gang forsvare sin IBF Jr. VM-titel i super letvægt mod den 24-årige hardhitter Robert Quaye fra Ghana. Det bliver en uhyre interessant titelkamp mellem to ubesejrede nævekæmpere. Enock Poulsen, som erobrede titlen i januar i år, er med sine lynhurtige hænder og eminente benarbejde ubesejret i 7 kampe, mens Robert Quaye er ubesejret i 15 kampe med hele 12 af sine sejre vundet på knockout.
 
Supertalentet Oliver Meng, der vandt bronze ved U17-EM som amatør, bokser på samme stævne karrierens tredje profkamp. Den 18-årige super weltervægter, som der stilles meget høje forventninger til, møder denne gang Limbani Chipaka fra Malawi. Den 20-årige afrikaner har bokset 9 kampe med sejre i de 7 og er derfor en hård test på nuværende tidspunkt i Oliver Mengs karriere.
 
Der er desuden lagt op til et spændende brag i letsværvægt med Jeppe Morell i hovedrollen i en kamp, der bliver præsenteret en af de nærmeste dage.
 
Den 23-årige IBF junior-verdensmester Jonas ”Tiger” Madsen (12-0) samt den 21-årige super bantamvægter Ali Mohamed (5-0) er ligeledes med på plakaten. Der er endvidere hårdtslående action i ringen i form af de helt tunge drenge, nemlig sværvægteren Pierre ”Pretty Ricky” Madsen (11-0) og cruiservægteren Ditlev ”D-Struction” Rossing (8-0), som blev WBC jr. verdensmester i sin seneste kamp.
 
Sarah Mahfouds lillebror, 24-årige Allan Mahfoud, som af mange eksperter betragtes som et af de største talenter i dansk boksning, debuterer på hjemmebane som professionel samme aften i FrederiksborgCentret.
 
Sidst men ikke mindst er der en meget imødeset debutkamp til Diana Nadim, lillesøster til den danske fodboldstjerne Nadia Nadim, som altså bokser sin første professionelle boksekamp efter en imponerende amatørkarriere.
 
Stævnet indledes allerede klokken 18.30, og udover de 10 professionelle kampe, afvikles der endvidere 2-3 amatørkampe, hvor de bedste fra lokalområdet får mulighed for at snuse til savsmulden.
 
Billetter: www.ticketmaster.dk
 
Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning
 
Tid og sted for event: Store Bededag, Fredag den 27. april 2018. Klokken 18:30. FredensborgCentret, Milnersvej 39 i Hillerød.
Tilbage til oversigt

Nyheder