Boksefænomenet Oliver Meng opgraderes til 8 omgange og møder garvet georgier med 8 titelkampe.

U17 EM-bronzevinderen Oliver Meng sigter efter en junior-VM-kamp og programsættes - efter blot 3 kampe - til sin første 8-omganges kamp. Anzor Gamgebeli står klar i det modsatte ringhjørne den 24. november.

 

Boksefans i Danmark får om få uger endnu engang muligheden for at følge den videre rejse for et af Danmarks største boksetalenter i nyere tid, når der på ny er Danish Fight Night Galla i Frederiksberg Hallerne, denne gang den 24. november.

Det 19-årige boksefænomen Oliver Meng, der som amatør vandt bronze ved U17-EM, er nemlig klar til sin fjerde kamp som professionel. Det er blevet til tre suveræne sejre mod stærke, jævnaldrende modstandere.

Denne gang venter der imidlertid en langt mere erfaren mand i form af Anzor Gamgebeli, som har bokset hele 65 kampe (36 sejre, 26 nederlag og 3 uafgjorte).

Den 26-årige georgier har blandt andet erfaring fra forskellige titelkampe placeret øverst på plakaten ved stævner i flere europæiske lande og har i den forbindelse blandt andet gået tiden ud med den ubesejrede James Chereji (i dag nummer 74 i verden ifølge BoxRec) og mødt andre stærke folk som den tidligere europamester Sandor Martin, Bradley Skeete og Richard Comney.

Selvom Oliver Meng fortsat er ny i professionel boksning, er han overbevist om, at han besejrer sin noget mere erfarne georgiske modstander.

”Jeg er sådan lidt ligeglad med, hvor mange kampe han har. Det kan jo være, at det bliver hans sidste, når han har mødt mig, for det er jo slet ikke sikkert, at han har lyst til at bokse mere efter det. Jeg kan se, at han har bokset nogle titelkampe, og jeg har set noget video af ham. Det bliver min bedste modstander indtil videre, men han skal stadig ramme en rigtig god dag, hvis han skal nå mig til sokkeholderne,” lyder meldingen fra Oliver Meng, som har en indre ro og en stålfast tro på, at det nok skal gå godt.

Efter blot tre kampe har Mogens Palle set så store fremskridt og beviser for Oliver Mengs råstyrke og talent, at han med god samvittighed tør programsætte sin unge bokser til kampe over 8 omgange. Og med en sejr over Anzor Gamgebeli håber han på at få Oliver Meng godkendt som udfordrer i forbindelse med en snarlig Jr. VM-kamp. 

Det er en plan, som Oliver Meng glæder sig over. 

”Det er en kæmpestor motivation for mig, at der måske ligger en sådan type VM-kamp og venter på mig. Men jeg er slet ikke begyndt at tænke på den slags endnu, for nu har jeg først en kamp foran mig, som godt kan blive relativ hård, og det er det, som jeg skal fokusere på nu,” siger Oliver Meng, som varsler en ny og forbedret udgave af sig selv den 24. november.

”Publikum kan forvente en helt ny Oliver i forhold til tidligere. Jeg tager selvfølgelig alle de positive ting fra min forrige stil med mig. Men tidligere har jeg været meget flyvsk og danset meget omkring i ringen. Nu er jeg kommet længere ned på jorden og slår også hårdere. Jeg har forøget muskelmassen og er som bekendt gået et par vægtklasser op. Med den måde, som jeg bokser på nu, tør jeg næsten godt love en knockout. Denne her kamp kommer ikke til at gå 8 omgange,” lyder slutreplikken fra Oliver Meng.

De øvrige hovedkampe den 24. november i Frederiksberg Hallerne inkluderer blandt andet Jeppe Morell i et nervepirrende opgør med eksverdensmesteren Dmitrii Chudinov.  

Ditlev Rossing forsvarer sin WBC jr. VM-titel i cruiservægt mod Miguel Angel Peralta fra Argentina, mens Sarah Mahfoud møder den verdensrangerede franskmand Stephanie Ducastel i en opsigtsvækkende VM-test.

IBF jr. verdensmesteren i super letvægt, Enock Poulsen, bokser mod den regerende IBF International-mester i weltervægt, Kelvin Dotel fra Spanien i et spændende opgør mellem to IBF-mestre fra hver deres vægtklasse. 

Der er også kampe med blandt andre letsværvægteren Andreas Lynggaard samt det danske stortalent i super weltervægt Allan Mahfoud, som er lillebror til Sarah Mahfoud.

 

Billetter: www.ticketmaster.dk

Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

 

 Fakta om Oliver Meng

* Født: 9. juni 1999 (19 år)

* Hjemby: Gedser

* Højde: 180 cm.

* Vægtklasse: Super weltervægt (letmellemvægt)

* Rekordliste som professionel: 3-0 (1 KO)

* Træner: Morten Meng

* Klub som amatør: Nykøbing Falster BK

* Rekordliste som amatør: 54 kampe (44 sejre)

* 15 landskampe – 12 sejre

* Bronze ved U-17 EM i 2015

* Guld ved de nordiske mesterskaber U19 i 2016 og 2017

* 3 danske mesterskaber og 5 sjællandske mesterskaber som ungdomsbokser

* Guld i flere internationale turneringer herunder Golden Olympics Gloves i Estland i 2016

* Ved overgangen til professionel: Nummer 1 på Danmarks Bokse Unions eliterangliste i 64 kilo-klassen.

Tilbage til oversigt

Nyheder