Bokselegenden Marcela Acuna jagter ny VM-titel: »En sejr over Sarah Mahfoud vil virkelig give genlyd«

Den argentinske bokselegende satser på, at rutinen bliver den afgørende faktor i VM-kvalifikationskampen mod Sarah Mahfoud.

Den tidligere danske verdensmester Sarah Mahfoud stiller den 7. oktober op mod den tidligere mangedobbelte verdensmester Marcela Acuña i en kamp om WBC’s Silver-titel, som i praksis fungerer som en form for VM-kvalifikationskamp til WBC’s store VM-titel.

Med en sejr i Royal Arena vil vinderen med andre ord placere sig i en yderst fordelagtig position, når WBC skal udpege kommende udfordrere til den nuværende verdensmester Amanda Serrano.

Marcela Acuna, som har bokset over 25 VM-kampe, melder sig klar til kamp og fortæller, at opgøret mod Sarah Mahfoud skal bruges som springbræt til endnu engang at vinde verdensmesterskabet.

»Det bliver en supergod kamp, og jeg har virkelig høje forventninger. Det drejer sig jo om WBC’s Silver-titel, og selv om det måske er det sidste år, jeg bokser, drømmer jeg stadig om at blive verdensmester igen. Jeg er superglad for at få denne mulighed,« siger Marcela Acuna og tilføjer:

»En sejr over Sarah den 7. oktober vil betyde alt. Det vil helt sikkert give mig chancen for at bokse om VM-titlen igen. Vi har begge meget høje rangeringer i verden, så en sejr over Sarah vil virkelig give genlyd.«

Marcela Acuña har været verdensmester adskillige gange: Hun var WBC-verdensmester i super bantamvægt fra 2006 til 2008 og WBC-verdensmester fra 2008 til 2010. Dernæst var hun WBO-verdensmester fra 2013 til 2014 og WBA interim-verdensmester i fjervægt i 2016. Hun var IBF-verdensmester i super bantamvægt fra 2017 til 2018 og indehaver af samme titel igen fra 2018 til 2019. Argentineren boksede senest om verdensmesterskabet i december 2022 – altså for under et år siden – da hun tabte knebent på point til Debora Dionicius i et opgør om WBO-titlen i super bantamvægt. I sin seneste kamp den 21. juli 2023 besejrede hun sin landsmand Lecrecia Belen Arrieta.

Marcela Acuña har samlet set en imponerende rekordliste på 53 sejre, 9 nederlag og 2 uafgjorte med 20 sejre før tid. 25 af kampene har været om VM-titler i de største forbund. Til sammenligning står Sarah Mahfoud noteret for 13 sejre i 14 kampe, hvoraf tre af disse kampe har været om de store VM-titler.

Den argentinske bokser betragtes da også som en af kvindeboksningens pionéer og har sejre over stærke boksere som Jackie Nava, Mayerlin Rivas, Alejandra Oliveras, Edith Soledad Mathysse, Alicia Ashley, Shannon O’Connell, Yazmin Rivas og mange flere. Hun har blandt andet også besejret Brenda Karen Carabajal, som Sarah Mahfoud blev verdensmester mod i 2020.

Argentineren byder på en farlig overhåndshøjre, som ofte gør livet surt for modstanderne. Acuna angiver dog selv, at det bliver rutinen, der bliver det afgørende våben den 7. oktober.

»Jeg kender Sarah godt. Hun er en stor bokser. Jeg var i Danmark, da hun boksede mod Brenda Carabajal, og jeg har naturligvis også studeret hende på en del videoer. Rutinen er det, der kommer til at vinde kampen for mig. Jeg ved, at Sarah er yngre og har stor rækkevidde, men det, der ultimativt vil give mig sejren, er min rutine,« siger Marcela Acuna, som ankommer til København mandag den 2. oktober for at eliminere jetlag og være fuldt akklimatiseret.

»Jeg møder op i topform og vil gøre alt for at vinde denne kamp. Jeg er overbevist om, at det nok skal blive en underholdende og seværdig kamp. Publikum kan godt begynde at glæde sig. Jeg håber også, at alle argentinere og andre af latinamerikansk herkomst i Danmark kommer for at støtte mig.«

Der er ligeledes kampe med blandt andre Enock Poulsen, Oliver Meng, Mathias Hansen, Victor Ramon, Hamza Hussein, Thorbjørn Boudigaard, Ali Hussein og Yusub Pashaev. Bettina Palle vil desuden snarest i samarbejde med Herlev Boxing løfte sløret for en række amatørkampe med dansk deltagelse.

Danish Fight Night afvikles i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena.

Billetter kan købes via Ticketmaster

TV: Boksestævnet kan ses på Pluto TV Sport. Pluto TV kan hentes som app eller ses via pluto.tv. Pluto TV kan tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.