Boksetræner Sherman Williams leverer klart budskab til danske medier og tv-kanaler: Støt op om Danish Fight Night, så dansk boksning kan vokse

Sherman ”The Tank” Williams, som træner WBC Jr. verdensmester Ditlev Rossing før dennes kamp mod Viktor Polyakov ved Danish Fight Night Galla den 15. september, sender en åben invitation til alle danske sportsjournalister.

 

Sværvægteren Sherman ”The Tank” Williams, som træner de tungeste Danish Fight Night-boksere, er en mand, der siger sin mening. Han tøver ikke med at levere en opsang, når der er brug for det.

Den 46-årige boksetræner, som stadig er aktiv bokser på sværvægtsscenen, har set lidt af hvert i sin lange karriere, hvor han har bokset kampe hos de største amerikanske promotorer og trænet i et hav af boksegyms, hvor han har suget til sig af visdom fra mange trænerlegender.

I dag arbejder han sammen med promotor Mogens Palle i bestræbelserne på at løfte dansk boksning og skabe en ny guldalder. Flere af staldens boksere har en stærk amatørbaggrund, og flere har vist ganske stor fremgang i en udviklingsproces, der normalt tager mange år. Mikkel Kessler boksede eksempelvis 35 kampe, før han som helstøbt bokser blev verdensmester. Men i dag mangler der noget i ligningen, mener Sherman Williams, som derfor sender en velment besked afsted. 

”Jeg har været i boksesporten i over 20 år og trænet med de danske boksere i snart tre år. Jeg har aldrig set de danske medier så passive som netop nu. Der er eksempelvis ingen, der har ringet eller banket på døren til boksegymet for interviews de seneste 5 uger. Jeg tror ikke, at det er fordi sportsjournalisterne ikke er kompetente til at stille spørgsmål og skrive historier. Når jeg bladrer efter boksning i aviserne under mine ophold i Danmark, så står der kun noget om Patrick Nielsen og nogle af Sauerland-bokserne. Hvis boksning skal vokse i Skandinavien, så bør medierne være mere fair,” siger Sherman Williams og uddyber:

”Danish Fight Night er et meget interessant projekt, som Mogens Palle fortjener stor kredit for. Jeg har bokset hos Don King, Bob Arum, Cedric Kushner og alle de store promotorer i USA, og jeg kan sige, at det, som Mogens Palle gør med sin stald, er brillant og meget unikt, fordi han tager en gruppe unge danske talenter og bygger dem op fra bunden på den rigtige måde. Jeg synes, at de fortjener mere plads i medierne, men desværre ser det ud til, at al taletiden går til andre, og det er ikke fair. Det her er dygtige danske boksere, og jeg synes, at de danske medier kan gøre mere for at dække den fremgang, der er hos en fyr som Ditlev Rossing, hos bokserne i Aarhus, de to kvindelige boksere og de øvrige talenter, som er med i projektet.”

Han rækker derfor hånden ud til enhver, som ønsker at stifte bekendtskab med bokserne og dem, som han personligt træner i disse dage i Lars Larsens Bokseinstitut i Valby.

”Danmark er et lille land. I mange andre europæiske lande er man nationalistiske og dækker sine egne boksere mere intenst. De fleste engelske aviser - også på lokalplan - skriver konstant om egne boksere hele tiden. Det går igen forrygende med boksesporten i flere lande. Jeg synes, at medierne i Danmark burde dyrke de danske boksere noget mere og overveje at kontakte Mogens og mig og samarbejde mere for at løfte sporten. Jeg sender en åben invitation til enhver journalist, der gerne vil se vores sparring og tage en snak med os og få en fornemmelse af de store fremskridt, så de kan se, hvor vi er på vej hen. Det er der brug for, hvis vi skal have genopbygget sporten herhjemme,” lyder meldingen.

Sherman Williams, der som aktiv bokser blandt andet blev groft bortdømt med en tvivlsom no contest-afgørelse, da han i 2011 mødte sværvægtslegenden Evander Holyfield, kan i øvrigt løfte sløret for, at det bliver en toptrænet Ditlev Rossing med tilnavnet ”D-Struction”, som står klar i ringen den 15. september mod OL-bokseren Viktor Polyakov (13-4-1), som er forhenværende WBA International-mester.

”Forberedelserne er gået rigtig godt for Ditlev Rossing. Vi har haft rigtig god sparring de seneste 4-5 uger. Ditlev ser rigtig skarp og stærk ud. Vi har denne gang implementeret lidt mere styrke- og konditionstræning. Så han er meget stærkere end sidst,” siger Sherman Williams om sin 23-årige bokser, der er ubesejret i 8 kampe som professionel og i sin seneste kamp blev junior-verdensmester hos WBC, som er et af de anerkendte VM-forbund.

Sarah Mahfoud (5-0) bokser på samme stævne en opsigtsvækkende EM- og VM-test i fjervægt, når hun møder franske Stephanie Ducastel, som er toprangeret (5, 5, og 7) hos de tre største VM-forbund (WBA, WBC og IBF). Jeppe Morell bokser mod den sydamerikanske mester Ruben Eduardo Acosta i letsværvægt, mens IBF’s junior-verdensmesteren i super letvægt, Enock M. Poulsen, møder den stærke dobbelte franske mester Renald Garrido. Derudover er der spændende kampe med stortalenterne Oliver Meng, Allan Mahfoud og Diana Nadim.

Billetter: www.ticketmaster.dk

Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

Tilbage til oversigt

Nyheder