Danish Fight Night er klar igen den 24. november med en stort anlagt super bokse-galla: Jeppe Morell mod Patrick Nielsens besejrer

Frederiksberghallerne kommer til at danne rammen om det hidtil flotteste boksestævne i Danish Fight Nights levetid, når der lørdag den 24. november bydes på boksning i topklasse og nervepirrende matchninger.

 

Efter den succesrige boksegalla i september er Danish Fight Night nu klar med endnu et stævne i topklasse med de fremstormende kometer fra Danmarks mest talentfulde boksestald.

Hall of Fame-promotor Mogens Palle oplyser, at letsværvægteren Jeppe Morell lørdag den 24. november skal ud sin hidtil sværeste opgave mod russiske Dmitrii Chudinov (nummer 28 på WBC’s verdensrangliste), som er tidligere WBA interrim-verdensmester og blandt andet har besejret og udbokset Jeppe Morells danske rival Patrick Nielsen. Sidstnævnte fik i sidste måned endnu engang et økonomisk tilbud om at møde Jeppe Morell i november, men han ønsker fortsat ikke at krydse klinger med Jeppe Morell.

I stedet satses der på, at Jeppe Morell (9 sejre i 11 kampe) kan få den store chance for et afgørende gennembrud ved at møde den russiske verdensklassebokser (21 sejre, 3 nederlag, 2 uafgjorte), som i sin seneste kamp på udebane reelt boksede lige op mod den ubesejrede Azizbek Abdugofurov i en meget seværdig kamp om WBC’s Silver-titel i super mellemvægt.

Jeppe Morell besejrede i september den stærke sydamerikanske mester Ruben Eduardo Acosta og er derfor nu rykket op som nummer 66 i verden i sin vægtklasse på IBO’s og BoxRec’s computerrangliste.

Den 23-årige eksplosive danske hardhitter Ditlev ”D-Struction” Rossing (9-0), som efter blot 9 kampe ligeledes er rykket ind i top 100 i verden i sin vægtklasse og ind som nummer 22 på EBU’s officielle EU-rangliste, skal efter planen forsvare sin WBC Jr. VM-titel i cruiservægt. Mere om denne kamp vil ligeledes blive offentliggjort snarest.

Enock Mwandila Poulsen, som af mange beskrives som det bedste bud på en kommende dansk boksestjerne, kan ligeledes se frem til en spændende modstander, hvis navn bliver offentliggjort en af de nærmeste dage. Den danske IBF jr. verdensmester i super letvægt er i rekordfart – efter 8 sejre i 8 kampe – brudt igennem til top 100. Kun en anden bokser blandt de 100 bedste har bokset færre kampe end Enock Poulsen.

Den tidligere Vild med Dans-vinder Sarah Mahfoud, som er nummer 4 på EBU’s officielle europarangliste, kan – hvis alt falder på plads – endelig se frem til at møde den verdensrangerede franskmand Stephanie Ducastel, som meldte afbud til en kamp mod Sarah Mahfoud ved seneste stævne i september.

En dansk sejr (selv om det i sig selv bliver utrolig svært) vil føre til en fordelagtig placering på alle verdensranglister og en gylden øjeblikkelig mulighed for en VM-kamp. Stephanie Ducastel er nemlig rangeret af alle de store VM-forbund (WBA #5, WBC #5, IBF #12) og er nummer 5 på den uafhængige computerrangliste fra BoxRec. Det fjerde store forbund, WBO, udlover også VM-bælter til kvindeboksere, men fører ikke ranglister som hos herrerne.

Der bliver desuden gensyn med de to stortalenter i super weltervægt, 19-årige Oliver Meng (ubesejret i 3 kampe) og Allan Mahfoud, EM- og VM-deltager som amatør, som profdebuterede i september. Begge boksere imponerede stort i deres seneste optræden og varsler en meget spændende fremtid for dansk boksning.

 

Informationer om billetsalg, vil blive offentliggjort i den nærmeste fremtid.

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DNFboksning

Tilbage til oversigt

Nyheder