Danish Fight Night sæsondebuterer den 15. september med 4 main events på samme boksestævne

Bokserne fra Danish Fight Night indleder efterårssæsonen lørdag den 15. september i Frederiksberg Hallerne med Sarah Mahfoud i interessant hovedkamp.

 

Der er 8 - 9 kampe på programmet med 4 deciderede main event-hovedkampe, når promotor Mogens Palle og Brian Nielsen fortsætter genrejsningen af dansk professionel boksning og disker op med endnu et spændende boksestævne.

Det kan nu afsløres, at det næste boksestævne – det første efter sommerpausen – kommer til at finde sted lørdag den 15. september i Frederiksberg Hallerne.

Her vil Mogens Palle lade alle de Danish Fight Night-boksere, som har meldt sig fri for skader og er kampklar, komme i aktion.

”Det er med stolthed, at Danish Fight Night i forbindelse med efterårssæsonen kan præsentere et internationalt professionelt boksestævne med ikke færre end fire Main Events - alle med topklasse modstandere, som er vant til at bokse øverst på plakaten i udlandet,” siger Mogens Palle og fortsætter:

”Vi planlægger et sportsligt udspil med en række kanonkampe med danske boksere mod topmodstandere, og vi forhandler blandt andet lige nu om en EM-kvalifikationskamp i fjervægt til Sarah Mahfoud mod europaranglistens nummer 1 – Edina ”DNA” Kiss fra Ungarn,” siger Mogens Palle, som de kommende dage vil løfte sløret for de forskellige kampe på programmet.

Hvis kampen mod Edina Kiss falder på plads, kan den ubesejrede og tidligere Vild med Dans-vinder Sarah Mahfoud med en sejr kunne bokse sig til en topplacering på europaranglisten og ligeledes placere sig fordelagtigt på verdensranglisterne og dermed være kandidat til de helt store titelkampe.

Mogens Palle satser endvidere på at kunne præsentere 3 andre hovedkampe med en række topklassemodstandere til henholdsvis letsværvægteren Jeppe Morell, WBC junior-verdensmesteren i cruiservægt, Ditlev ”D-Struction” Rossing, samt IBF junior-verdensmesteren i super letvægt, Enock M. Poulsen.

Der bliver ligeledes spændende kampe med Pierre ”Pretty Ricky” Madsen, Oliver Meng, Ali Mohamed samt Allan Mahfoud, som debuterer den 15. september.

Derudover er der en længe ventet debut til Diana Nadim, som er lillesøster til fodboldstjernen Nadia Nadim.

Diana Nadim er tidligere U-19 europamester samt jysk, dansk og nordisk mester og har i alt bokset 90 kampe som amatør og har aldrig tabt til en anden dansk bokser. 

"Udover de fire spændende Main Events er Danish Fight Night i den sportslige gunstige position, at vi udover vore hovedkæmpere også kan præsentereDanmarks i særklasse største og mest lysende stjernefrø, som i årene fremover vilkunne skabe den tiltrængte nye æra for dansk professionel boksning,” siger Mogens Palle, som glæder sig til at tage hul på endnu en spændende sæson.

 

Information om billetsalg og detaljer om alle kampe vil blive offentliggjort meget snart.

 

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

Tilbage til oversigt

Nyheder