Computerrangliste: Lolenga Mock er pund-for-pund Danmarks bedste bokser Mock vs. Blackledge

Efter weekendens overbevisende sejr over Luke Blackledge topper Aarhus-bokseren Lolenga Mock nu den uafhængige rangliste som Danmarks stærkeste bokser på tværs af alle vægtklasser.

I sidste måned blev han af Dansk Professionel Bokseforbund (DPBF) kåret som årets bokser i Danmark. Og fra og med denne uge indtager han nu topplaceringen som Danmarks bedste bokser på tværs af alle vægtklasser ifølge BoxRecs anerkendte computerrangliste.
 
Den 45-årige Lolenga Mock fra Aarhus er efter weekendens overbevisende pointsejr over englænderen Luke Blackledge ved Danish Fight Night-stævnet på hjemmebane i Ceres Park strøget helt til tops på den såkaldte pund-for-pund-rangliste, der inkluderer alle aktive danske professionelle boksere.
 
Lolenga Mock, som bokser i super mellemvægt, indtager ifølge BoxRec førstepladsen i Danmark foran boksebrødrene Micki Nielsen og Patrick Nielsen, mens fjervægteren Dennis Ceylan, som indtil for nylig var europamester i denne vægtklasse, indtager fjerdepladsen.
 
BoxRec, som holder styr på alle bokseres rekordlister verden over, anvender et særligt pointsystem i stil med skaksportens ELO-ratings og Fifas fodboldrangliste, hvor boksernes belønnes efter kvaliteten af de modstandere, som de besejrer. 
 
Æren af at være Danmarks pt. bedste bokser glæder hovedpersonen, som har sat sig et klart mål i den sidste del af karrieren.
 
”Det gør mig da glad. Det gør mig også endnu mere sulten. Nu kan jeg nemmere se mit rigtige mål, som er at blive verdensmester. Det er min helt store drøm at skrive historie ved at blive verdensmester,” siger Lolenga Mock, som lørdag aften tog karrierens sejr nummer 40, da han besejrede den 26-årige hårdføre Luke Blackledge i en opslidende 10-omganges kamp med cifrene 97-93, 95-92 og 96-94.
 
Det var Mocks niende sejr i træk siden comebackkampen i december 2015. 
 
Opskriften til sejr over europaranglistens nummer 13 var ifølge den congolesiskfødte dansker denne gang at afstraffe sin modstander, hver gang englænderen gik til angreb.
 
”Jeg ramte ham rigtig hårdt flere gange i sjette omgang og følte, at jeg efterhånden havde kampen i min hule hånd. Jeg besluttede mig for at holde et meget højt tempo. Hvis han ramte mig med et enkelt slag, så skulle han betale for det med 2 eller 3 slag fra mine hænder hver eneste gang,” forklarer Lolenga Mock om den vellykkede strategi.
 
Den 19 år yngre Blackledge, som kun havde tabt en enkelt kamp de seneste knap fire år, huskes nok bedst herhjemme som manden, der knockoutbesejrede ekseuropamesteren Mads Larsen i 2012. Men den bedrift var kun med til at sætte VM-aspiranten Mock endnu mere op til lørdagens kamp.
 
”Jeg var ikke nervøs, men jeg var meget alvorlig og seriøs omkring denne kamp. Det var en rigtig stærk modstander, så jeg pressede mig selv til det yderste for at holde mit niveau,” siger han.
 
Lolenga Mock er med sine 45 år den ældste mand i top 100 i verden i sin egen vægtklasse. Kun en anden rangeret top 100-bokser er over 40 år i super mellemvægt.
 
Aarhus-bokseren, der debuterede som professionel helt tilbage i 1991 med en kamp i fødelandet Congo, har sin egen forklaring på, hvordan han kan blive ved med at imponere og levere flotte resultater trods sin fremskredne alder. 
 
”Jeg elsker boksning, og jeg er meget disciplineret i forhold til min sport. Jeg hverken ryger eller drikker, og jeg hænger heller ikke ud og fester. Det meste af tiden bruger jeg på min familie, og så er jeg altid i træningssalen, fordi jeg elsker at bokse. Derudover sørger jeg for at slappe meget af og gå tidligt i seng. Glem heller ikke at jeg har et godt talent,” siger han og tilføjer:
 
”En del har talt negativt om min alder. Det har motiveret mig til at træne endnu hårdere for at modbevise dem og deres negativitet. Og jeg tror efterhånden, at der rigtig mange der nu giver mig respekt.”
 
Mocks position som Danmarks bedste bokser blev blandt andet anerkendt i sidste måned, da Dansk Professionel Bokseforbund (DPBF) kårede den congolesiskfødte dansker til ”Årets Bokser i Danmark”.
 
Sammen med promotor Mogens Palle forsøgte Mock flere gange sidste år at lokke Sauerland-bokseren Patrick Nielsen til en stor kamp på dansk grund. Men alle gange blev makkerparret afvist trods tilbud om en milliongage til Albertslund-bokseren.
 
”Den kamp kommer nok ikke til at finde sted. Vi har prøvet at presse hårdt på for den, men han vil ikke møde mig. Nu er det min hensigt at forfølge min drøm og presse på for at få en VM-kamp i stedet,” siger Lolenga Mock med en klar opfordring til de nuværende titelindehavere. 
 
”Jeg er klar til at bokse mod alle verdensmestre, på alle tidspunkter og alle steder i verden.”
 
Selv regner han med at fortsætte missionen, indtil målet om en titelkamp er nået. Eller så længe kroppen kan være med.
 
”Lige nu er min krop helt i orden. Jeg bokser og ser ud som en mand på 20 år, selvom jeg er 45 år,” lyder det fra Mock, som altid bokser med et stykke leopardskind omkring sine shorts. En rekvisit, som han skaffede sig selv med et spyd i en livsfarlig manddomsprøve som 18-årig.
 
I det hele taget er store dele af den daglige træning inspireret af Mocks oplevelser og erfaringer i naturen. Han tillægger ikke mere moderne videnskabelige træningsmetoder den helt store værdi.
 
”Det meste af min træning består af old-school-metoder. Jeg bruger meget sjældent maskiner og den slags. Jeg foretrækker, at det meste af træningen ligner noget, som kunne finde sted ude i den vilde natur. Men det vigtigste ved træningen er, at man hele tiden kan motivere sig selv til at arbejde hårdt og blive bedre,” siger Lolenga Mock, som glæder sig til at vende tilbage med fornyet styrke efter sommerferien. 
 
BoxRec-rangliste, Danmark, pound-for-pound (alle vægtklasser)
 
1. Lolenga Mock, 91 point , super mellemvægt, 45 år, rekordliste: 40-14-1 
2. Micki Nielsen, 87 point, cruiservægt, 27 år, rekordliste: 22-1 
3. Patrick Nielsen, 86 point, super mellemvægt, 26 år, rekordliste: 29-1 
4. Dennis Ceylan, 73 point, fjervægt, 28 år, rekordliste: 18-0-2
5. Jeppe Morell, 26 point, letsværvægt, 27 år, rekordliste: 7-1 
6. Jonas Madsen, 25 point, letsværvægt, 22 år, rekordliste: 10-0
7. Enock M. Poulsen, 23 point, super letvægt, 24 år, rekordliste: 5-0
8. Rashid Kassem, 23 point, letvægt, 26 år, rekordliste: 11-1
9. Abdul Khattab, 22 point, mellemvægt, 24 år, rekordliste: 15-2
10. Pierre Madsen, 21 point, sværvægt, 27 år, rekordliste: 8-0
10. Mohammed Adel, 21 point, super weltervægt, 23 år, rekordliste: 4-0
10. Daniel Heinze, 21 point, super mellemvægt, 29 år, rekordliste: 6-2-1
 
Kilde: BoxRec
 
* Tre boksere deler 10. pladsen med lige mange point.
* 7 af de 12 øverst rangerede boksere tilhører Danish Fight Night-stalden, mens de resterende 5 tilhører tyske Sauerland Event.
 
Fakta om Lolenga Mock
 
* Født: 22. april 1972 i Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo
* Rekordliste: 40 sejre, 14 nederlag, 1 uafgjort (13 sejre på KO)
* Debutkamp som professionel den 11. maj 1991
* Tidligere indehaver af flere boksetitler herunder WBO Intercontinental og EBU’s EU-titel
* Bor i Aarhus med hustruen Therese og ægteparrets tre børn: Justine, Corectime og Mock
* Fungerer i det daglige som mentor og træner i ”Champs Camp”-bokseklubben i Aarhus

 

Tilbage til oversigt

Nyheder