Ditlev Rossing møder argentinsk knockout-bøddel i junior-VM-kamp: ”Jeg kan ikke se, at den kamp kan gå tiden ud”

Den danske WBC junior-verdensmester i cruiservægt, Ditlev Rossing, forsvarer sin titel den 24. november mod Miguel Angel Peralta fra Argentina.

Der er lagt op til dramatik og smæk for skillingen i bokseringen, når to af de tunge drenge indtager bokseringen i Frederiksberg Hallerne den 24. november ved Mogens Palle og Brian Nielsens storstilede boksegalla. 

Den 23-årige Ditlev Rossing er nemlig klar til at forsvare sin titel mod den argentinske knockout-bokser Miguel Angel Peralta, som har bokset 10 kampe som professionel med 9 sejre heraf hele 8 på knockout. 

I sin seneste kamp stoppede argentineren med tilnavnet ”El Verdugo”, som betyder ”Bødlen”, sin landsmand Roberto Javier Diaz i 2. omgang. Det skræmmer dog ikke den talentfulde og bomstærke danske bokser, som er ubesejret i 9 kampe med 5 sejre afgjort før tid.

”Jeg tror, at det bliver en fremragende kamp. Jeg har set lidt video med ham, og vi står godt til hinanden. Det bliver en rigtig eksplosiv kamp. Jeg kan ikke se, at den kan gå tiden ud, så folk skal holde øjnene åbne fra start af. Han er stærk og kan slå hårdt, men jeg har også set nogle svagheder, som jeg vil udnytte. Jeg har en god idé om, hvordan jeg skal bokse ham,” siger Ditlev Rossing, som ved det seneste stævne i september imponerede mange iagttagere med en knockoutsejr over Viktor Polyakov.

Den ukrainske OL-bokser blev stoppet allerede i 2. omgang, og Ditlev Rossing rykkede med det resultat ind som nummer 95 i verden på IBO og BoxRec’s computerrangliste samt nummer 22 på EBU’s officielle EU-rangliste.

Ditlev Rossing har netop fået selskab af sin træner Sherman Williams, som mandag ankom fra USA til Danmark for at gøre Rossing helt skarp til opgaven den 24. november. Makkerparret arbejder samtidig videre på en række manøvrer og detaljer, som allerede er begyndt at fungere rigtig godt.

Den eksplosive danske bokser, der som amatør blev både jysk, dansk og nordisk mester, hæfter sig ved, at han i kamp ikke længere behøver at bruge så meget energi på de forskellige indstuderede detaljer. Nu ligger det hele på rygraden og kommer naturligt til ham, uden at han skal tænke så meget over det. De mange repetitioner i træningslokalet og det metodiske arbejde har båret frugt.

”I mine første kampe var jeg måske lidt for ivrig. Det hænger sammen med, at min største styrke også er min største svaghed. Det er den vildskab, som jeg besidder. I starten havde jeg lidt svært ved at kontrollere den og brugte for mange kræfter på at tøjle den. Jeg slog for mange slag og tænkte for meget over tingene. Nu er jeg ved at finde den rette balance, hvor jeg kan bruge den som en styrke, uden at den kommer til at modarbejde mig. Det var det, der skete i min seneste kamp. Jeg kan slappe af i min boksning og skrue op og ned for tempoet, alt efter hvad der er brug for. Det hele begynder at gå op i en højere enhed,” siger Ditlev Rossing med tilnavnet ”D-Struction”, som satser på at levere noget spektakulært i ringen den 24. november.

”Det bliver et brag af en kamp. Jeg kommer for at levere en rigtig flot præstation oven på min seneste flotte kamp, og jeg går ikke op i ringen for at gå tiden ud. Jeg er i god form, og jeg er helt sikker på, at det nok skal gå godt, uanset hvor lang kampen bliver. Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg stopper ham indenfor 3 omgange,” lyder meldingen før kampen mod argentineren fra byen Venado Tuerto, Santa Fe. 

De øvrige hovedkampe den 24. november i Frederiksberg Hallerne står mellem letsværvægteren Jeppe Morell, som møder den tidligere WBA interrim-verdensmester Dmitrii Chudinov, som blandt andet har besejret danske Patrick Nielsen. Derudover møder ubesejrede Sarah Mahfoud den verdensrangerede franskmand Stephanie Ducastel i en opsigtsvækkende VM-test, mens IBF jr. verdensmesteren i super letvægt, Enock Poulsen, skal bokse mod IBF International-mesteren i weltervægt, Kelvin Dotel fra Spanien.

Der er også kampe med blandt andre de to danske stortalenter i super weltervægt Oliver Meng og Allan Mahfoud.

 

Billetter: www.ticketmaster.dk

Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

 

Fakta om Ditlev Rossing

* Født: 28. december 1994 i Nyborg

* Nuværende bopæl: København

* Træner: Sherman ”The Tank” Williams

* Rekordliste som professionel: 9 sejre, 0 nederlag (5 sejre før tid)

* Debutkamp som professionel hos Danish Fight Night den 29. oktober 2016

* Indehaver af følgende titler: (WBC World Youth Champion, vundet den 5. januar 2018)

* Amatørkarriere: 62 kampe, 45 sejre

* Klub som amatør: BK Limfjorden Skive.

* Adskillige mesterskaber herunder jysk, dansk og nordisk mester hos seniorerne.

* Har som amatør besejret en række stærke internationale boksere og OL-kandidater heriblandt Gabriel Richards (svensk bokser fra World Series of Boxing-serien), Tomi Honka (tidligere nordisk mester fra Finland) og Kevin Melhus (norsk bokser, som i dag er ubesejret som professionel).

Tilbage til oversigt

Nyheder