Nedtælling til opsigtsvækkende test: Ditlev Rossing i første konfrontation med sin russiske modstander

Den tidligere verdensmester i cruiservægt Valery Brudov fra Rusland er ankommet til Danmark og hilste onsdag på sin 22-årige danske modstander før lørdagens boksebrag.

 

I et stort sportsligt højdespring i Ditlev Rossings karriere - efter blot seks kampe som professionel bokser - møder den 22-årige danske cruiservægter som bekendt den tidligere WBA-verdensmester Valery Brudov, når det lørdag aften går løs ved Danish Fight Night Galla i Frederiksberg Hallerne.

 

Valery Brudov fra Rusland er en både hårdfør, hårdtslående og fysisk stærk bokser, som med 44 sejre heraf 30 på knockout uden tvivl er Ditlev Rossings stærkeste modstander til dato.

 

Fredag eftermiddag er der indvejning og den obligatoriske ”stare down”-konfrontation, men allerede onsdag hilste parterne på hinanden for første gang på Hotel Rossini i Valby, hvor de stillede op til fotografering.

 

Her fik den hårdtslående dansker mulighed for at se sin modstander i øjnene og danne sig det første fysiske indtryk af den erfarne russer, hvis kampe han også har nærstuderet på video.

 

”Jeg kan tydeligt mærke, at han er rutineret og har prøvet det her før. Han ser ud til at være i god fysisk form. Det kan man se på ham. Jeg har dog en rigtig god fornemmelse. Jeg føler mig ovenpå efter at have mødt ham, og jeg tror også, at jeg er krøbet under huden på ham. Jeg glæder mig helt vildt til at møde en mand, der er kommet for at bokse og tage kampen op,” siger Ditlev Rossing efter den første indledende konfrontation.

 

Valery Brudov boksede om WBA-verdensmesterskabet første gang i 2006, da han blev pointbesejret af Hall of Fame-bokseren Virgil Hill i Atlantic City. 

 

På grund af Virgil Hills efterfølgende inaktivitet fik Valery Brudov i mesterens fravær mulighed for at vinde WBA’s midlertidige VM-titel, og han kvitterede for chancen ved at knockoutbesejre Luis Andres Pineda i 11. omgang.

 

Sideløbende med en række markante sejre var han i 2014 millimeter fra at stoppe den britiske stjernebokser Tony Bellew, som på eksende ben dinglede ud i ringtovene og med nød og næppe red stormen af efter en alvorlig kæberasler i 7. omgang. 

 

I sin seneste kamp tidligere i år tabte Valery Brudov på en øjenskade til en ubesejret landsmand, men viste også her, at han er skarp og stadig evner til at volde de fleste boksere problemer.

 

”Han har mødt en masse stærke boksere, så man efterfølgende kan gå ind og sammenligne sin egen præstation med deres præstationer. Jeg er rigtig motiveret for at gøre det rigtig godt og vise, at jeg kan være med på niveau med de allerbedste,” siger Ditlev Rossing, som føler sig bedre forberedt end nogensinde før.

 

”Jeg har sparret 116 omgange med syv forskellige sparringspartnere og har aldrig nogensinde oplevet at have så god sparring op til en kamp - hverken som amatør eller professionel. Jeg har mærket en god udvikling undervejs, og vi peaker på det helt rigtige tidspunkt. Vi har valgt at afslutte sparringen lidt tidligere end normalt, fordi vi har haft en længere træningslejr denne gang. Så kroppen har fået lidt mere tid til at restituere ovenpå den hårde fysiske træning,” lyder meldingen.

 

Vægten er også på plads i god tid, og der er dermed ikke behov for at sulte eller anstrenge sig yderligere for at smide et par vigtige pund.

 

”Jeg behøver ikke at svede for at klare vægtgrænsen. Jeg er allerede i vægt, når jeg står op om morgenen. Jeg har spist godt under hele træningslejren og har derfor haft masser af energi,” siger Ditlev Rossing, som dermed er helt klar til en af lørdagens hovedkampe.

 

--

 

Fakta om Danish Fight Night Galla - Lørdag den 28. oktober, klokken 19.00.

 

Der er i alt 9 kampe på programmet i Frederiksberg Hallerne. 

 

Udover Ditlev Rossings kamp møder Lolenga Mock (40-14-1, 13 KO) som bekendt den benhårde ukrainer Roman Shkarupa (27-6-2, 11 KO) og er med en sejr sikret en kamp mod Patrick Nielsens VM-besejrer Dimitri Chudinov (20-1-2, 13 KO) den 25. november.

 

Jeppe Morell (7-1, 3 KO) bokser i letsværvægt revanchekamp mod Maurice Possiti, som pointbesejrede Jeppe Morell i april. Hvis Jeppe Morell formår at besejre franskmanden, er han godkendt til at bokse mod svenskeren Sven Fornling (12-1, 6 KO) om dennes IBF Baltic-titel ved stævnet den 25. november.

 

Det samme gælder den ekstremt talentfulde super letvægter Enock Poulsen, som er sikret en kamp om WBC’s Internationale Silver-titel (der giver adgang til WBC’s top 40) den 25. november, hvis han besejrer Michal Dufek fra Tjekkiet.

 

Derudover er der blandt andet debut til den ekstremt talentfulde U17 EM-bronzevinder Oliver Meng, som møder den ubesejrede spanier Iriome Penate.

 

 

Billetter: www.billetlugen.dk

 

Live Streaming: www.danishfightnight.tv

 

Følg Danish Fight Night på Facebook: https://www.facebook.com/DFNboksning/

 

Tilbage til oversigt

Nyheder