Enock Poulsen klar til boksebrag i Frederiksberg Hallerne efter benhård træningslejr i Glasgow: ”Jeg satser på titlerne og investerer alt i min boksekarriere”

Det danske boksehåb Enock Poulsen har efter lagt ekstra alen til sine evner og store talent og er klar til at nedlægge IBF International-mesteren Kelvin Dotel.

 

Der er lagt op til et spændende boksebrag mellem to IBF-mestre fra hver deres vægtklasse ved det store Danish Fight Night Boksegalla i Frederiksberg Hallerne lørdag den 24. november.

Enock Mwandila Poulsen, ubesejret i 8 kampe og indehaver af det anerkendte forbund IBF’s jr. VM-titel i super letvægt, møder som bekendt spanske Kelvin Dotel (13 sejre og 3 nederlag), som er International-mester hos samme forbund, men i weltervægt, som er vægtgrænsen over super letvægt. 

Trods spansk fordel i fysik og tyngde er det en ekstra opsat og kampklar Enock Poulsen, som vil tage kampen op med den spanske bokser. Den danske bokser vendte nemlig i weekenden hjem efter en benhård træningslejr i Glasgow, hvor han har sparret med nogle af Storbritanniens stærkeste talenter i super letvægt.

”Det er gået rigtig godt. Det er jo nogle hårde gutter, som lever og ånder for boksningen, og de gør det på fuldtid. De flytter ind i en lejlighed tæt på træningslejren og opholder sig der i 10 uger ad gangen, mens de er langt væk fra kone, børn og venner. I den periode tænker de kun på at træne, spise og sove. De er vant til hård træning og sparring, men det er gået fint, og vi har haft meget jævnbyrdig sparring. Jeg har fået bekræftet mit eget høje niveau og har udviklet mig ved at gå en masse omgange med dem,” siger Enock Poulsen, som var med i 10 vigtige dage i den internationale træningslejr, som havde base i et boksegym i Holytown i udkanten af den skotske storby.

Det danske boksehåb, som fik masser af ros for sit høje niveau, har blandt andet trænet og sparret med Belfast-bokseren Tyrone McKenna, som har en rekordliste på 16-1-1 og pt. ligger nummer 57 i verden i vægtklassen ifølge IBO og BoxRecs computerrangliste. Med i træningslejren var også de to ubesejrede briter Sam Maxwell (9-0, 7 KO) og Sean McComb (4-0, 3 KO) samt nordmanden Hadi Srour (2-0, 2 KO). Alle bokserne er store talenter, som der investeres i, og de spås hver især en stor fremtid i boksesporten.

”Hvis man vil noget med sin boksning, så skal man ud og blive hærdet og prøve en masse af. Man skal op mod typer, som man ikke kender på forhånd. Man skal ikke bare blive hjemme i trygge rammer. Man skal ud! Jeg kan mærke, at min timing er blevet langt bedre, end den var sidste gang. Her bliver man nemlig tvunget til at være skarp hele tiden og dybt fokuseret på det boksetekniske, fordi man sparrer mod stærke folk, hvor man ikke kender deres bevægelsesmønster på forhånd,” siger den danske bokser.

Opholdet i det skotske har givet den danske bokser et indblik i den seriøse tilgang, der er til boksning i Storbritannien, og det har også fået ham til at reflektere over sin egen mission om at blive europa- og verdensmester.

”Jeg bor selv til dagligt på et lille værelse og må dele køkken med andre mennesker, fordi jeg har valgt at leve som en topprofessionel atlet. Økonomien i sporten er ikke særlig stor i den første del af karrieren, men jeg ser det her som en investering i fremtiden. Mange mennesker investerer i virksomheder, i huse eller andet. Jeg investerer alt i min boksekarriere,” siger hovedpersonen. 

Han lover, at man vil kunne se resultaterne af de mange timers slid i træningslokalet, når det går løs mod Kelvin Dotel.

”Det bliver en helt anden og meget stærkere Enock Poulsen, der dukker op i ringen den 24. november. Det kan godt være, at jeg har trænet hårdt i Danmark, men det her træningsophold har givet mig hår på brystet og tilført skarphed, bedre timing og en masse ekstra til min boksning,” siger Enock Poulsen.

De øvrige hovedkampe den 24. november i Frederiksberg Hallerne står mellem Ditlev ”D-Struction” Rossing, som forsvarer sin WBC jr. VM-titel i cruiservægt mod knockoutartisten Miguel Angel Peralta fra Argentina, mens ubesejrede Sarah Mahfoud i en opsigtsvækkende VM-test møder franskmanden Stephanie Ducastel, som er højt rangeret hos alle anerkendte VM-forbund (WBA nr. 5, WBC nr. 5, IBF nr. 12). 

En sportsligt spændende international kamp kommer til at supplere kampene med danske deltagere, når den russiske eksverdensmester Dmitrii Chudinov møder englænderen Patrick Mendy. De to herrer har tidligere bokset uafgjort mod hinanden.

Derudover er der spændende kampe med stortalenterne Oliver Meng, Allan Mahfoud og Andreas Lynggaard.

 

Billetter: www.ticketmaster.dk

Nyheder om Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

 

Fakta om Enock Mwandila Poulsen

 

* Født: Den 24. juli 1992 i Lusaka, Zambia.

* Opvokset i Hårslev på Nordfyn. Nuværende bopæl: Aarhus.

* Vægtklasse: Super letvægt (63,5 kilo)

* Højde: 176 cm.

* Rekordliste: 8-0 (2 KO)

* Efter sin seneste sejr nu rangeret i top 100 (IBO & BoxRec). Kun 3 boksere i top 100 har bokset færre kampe.

* Træner: Thomas Povlsen (Aarhus)

* Titler: IBF Jr. verdensmester pr. 5. januar 2018 efter sejr over Guadalupe Acosta, Mexico. 

* Debutkamp som professionel: 29. oktober 2016

* Amatørkarriere: 87 kampe, 68 sejre. Nordisk, dansk og jysk mester i letweltervægt. Sejre og topplaceringer i flere internationale turneringer samt dansk kandidat i OL-kvalifikation.

Tilbage til oversigt

Nyheder