Enock Poulsen ser frem til sin store EM-chance som officiel udfordrer: Det er meget stort

Den ubesejrede danske super letvægter er som bekendt udnævnt som den næste officielle udfordrer til EM-tronen. Det har givet Enock Poulsen et ordentligt skud ekstra motivation midt i genoptræningen efter sin knæoperation.

27-årige Enock Mwandila Poulsen kan som bekendt snart få chancen for at vinde en af boksesportens prestigefulde titler, EM-bæltet, idet Den Europæiske Bokse Union (EBU) som bekendt har udpeget danskeren som officiel udfordrer til den regerende europamester Sandor Martin fra Spanien.

”Det er meget stort. Det er jo det, som jeg har arbejdet frem mod i et godt stykke tid. Det er glædeligt, at de vil give mig chancen. Selvfølgelig er jeg overrasket over, at det er gået så stærkt. Jeg havde forventet, at jeg først skulle forsvare min nuværende EU-titel. Men det er en oplagt chance og mulighed for at komme endnu højere op. EBU må se nogle muligheder i mig, siden de lader mig blive den næste officielle EM-udfordrer, men det hænger selvfølgelig også sammen med min placering som nummer 5 på europaranglisten,” siger Enock Poulsen, som dog lige nu primært koncentrerer sig om sin genoptræning efter en knæoperation før sommerferien.

Det store danske boksehåb var mandag til tjek hos lægen og oplyser, at der er fremgang med det opererede knæ. Bokseren skal dog fortsat afholde sig fra at løbetræne de næste 3 uger. Samtidig skal en specialist i denne uge se nærmere på knæet, så der kan lægges en plan for, hvordan den videre genoptræning skal foregå.

”Lige nu arbejder jeg meget fokuseret på genoptræningen og på snart at kunne løbe ordentligt igen. Jeg har selvfølgelig været lidt bekymret, fordi lægen i starten sagde, at der højest ville gå 4-5 uger, inden jeg kunne træne, og nu er der gået næsten 8-9 uger uden grønt lys. Men jeg er meget motiveret og endnu mere nu, fordi jeg netop er blevet indstillet til en EM-kamp,” lyder meldingen fra Enock Poulsen.

Bokseren gennemførte sin planlagte knæoperation umiddelbart efter sin titelsejr den 15. juni i Randershallen, hvor han erobrede EU-titlen i super letvægt med en overbevisende pointsejr over polske Michal Syrowatka. Med sejren, som altså banede vej for en EM-kamp, beviste Enock Poulsen samtidig, at han tilhører verdenseliten i professionel boksning.

”Jeg gik 12 omgange i et højt tempo og var fokuseret i alle 12 omgange. Taktikken blev fulgt fra start til slut, og jeg blev ikke ramt særligt meget. Det vil jeg fortsætte med fremover, og jeg tager en masse nyttig erfaring med mig fra den kamp. Jeg viste et højt niveau, men jeg føler stadig, at jeg har meget mere at give af. Jeg tog ikke så mange chancer, men boksede fornuftigt på afstanden og flyttede mig hele tiden. Jeg føler, at jeg har i hvert fald to gear mere at rykke på. Og det er dem, som jeg skal bruge, når jeg kommer op i de allerstørste kampe,” lyder meldingen fra Enock Poulsen.

Det er blevet fremført, at Enock Poulsen får sin EM-titelchance meget tidligt i karrieren – efter blot 11 kampe. Men det er ikke noget, der bekymrer hverken Enock Poulsen eller dennes promotor Mogens Palle, som har skabt et væld af danske europamestre i professionel boksning.

”Jeg mener ikke, at det er for tidligt. Sagen er, at Enock Poulsen er 27 år og allerede inden sin profdebut har bokset mange nationale og internationale kampe på højt niveau og været både jysk, dansk og nordisk mester samt deltaget i kvalifikationsturneringen til OL. Jeg vil også minde om, at Thomas Damgaard i sin tid boksede om EM-titlen – og blev europamester – allerede i sin 10. kamp, da han i samme vægtklasse stoppede José Manuel Berdonce fra Spanien i et brag af en kamp i Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus i 1998. Jeg håber, at vi bliver vidner til en lignende stor, dansk EM-triumf,” siger promotor Mogens Palle.

Den nuværende spanske europamester Sandor Martin er 26 år og har bokset 37 kampe med sejre i de 35. Han er udover at være europamester også rangeret som nummer 6 i verden af det anerkendte VM-forbund WBA.

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

Fakta om Enock Mwandila Poulsen
* Født: Den 24. juli 1992 i Lusaka, Zambia.
* Opvokset i Hårslev på Nordfyn. 
* Nuværende bopæl: Aarhus.
* Vægtklasse: Super letvægt (63,5 kilo)
* Højde: 176 cm.
* Rekordliste: 11-0 (4 KO)
* Rangeringer: Nr. 5 på europaranglisten
* Titler: Nuværende EU-mester hos European Boxing Union. Forhenværende IBF juniorverdensmester. 
* Træner: Thomas Povlsen (Aarhus)
* Debutkamp som professionel: 29. oktober 2016
* Amatørkarriere: 87 kampe, 68 sejre. Nordisk, dansk og jysk mester i letweltervægt. Sejre og topplaceringer i flere internationale turneringer samt dansk kandidat i OL-kvalifikationen.

Tilbage til oversigt

Nyheder