Far og træner før Oliver Mengs IBF jr. VM-kamp: Olivers mentale styrke og overblik skal sikre sejren

Boksetræner Morten Meng mener, at hans blot 19-årige søn har redskaberne til at kunne besejre Maono Ally i IBF-titelkampen i Nykøbing F. og på sigt blive Danmarks næste store bokser. 

 

Det 19-årige boksefænomen Oliver Meng kæmper den 18. januar om IBF’s junior-VM-titel (for boksere under 25 år) mod Maono Ally fra Tanzania. 
Der er tale om Oliver Mengs blot 5. professionelle kamp og hans første opgør programsat til 10 omgange. Men ifølge Morten Meng, der både er far og træner for det unikke boksetalent, er hans søn helt klar til opgaven både fysisk og mentalt.
”Forberedelserne har kørt glimrende. Der har ikke været skavanker, skader eller noget som helst. Oliver er knivskarp og i mega-god form. Skal han gå 10 omgange, så gør han det, for han er i rigtig god form. Det er samtidig en kanon-spændende opgave for ham, fordi det er på hjemmebane. Der har ikke været professionel boksning i Nykøbing F. siden 1971, da Jørgen Hansen boksede på et stævne i byen. Nu er det så Oliver Meng, der 48 år efter skal bokse en titelkamp. Han glæder sig så meget til det her,” siger Morten Meng.
Morten Meng, som selv var en dygtig bokser, inden en motorcykelulykke i en ung alder satte en stopper for hans boksekarriere, er ikke bekymret over det pres, der lægges på skuldrene af Oliver Meng som hovednavn i en titelkamp på hjemmebane.
”Oliver nåede at prøve en masse som amatør, hvor han gjorde en god figur. Vi har samtidig fået samlet et team af rigtig gode folk, som er omkring ham. Han er omgivet af positive mennesker, og det giver en ro. Han er samtidig en person, der selv siger: ’Vi kan jo ikke gøre mere end at forberede os så godt som muligt, og det har vi gjort.’ Det er jeg helt enig i, og nu lader vi bare handskerne tale den 18. januar’”, siger Morten Meng og uddyber:
”Han er aldrig tynget af nerver. Han har sin egen lille fest i de sidste timer før en kamp, når vi kører mod hallen. Han sætter noget god musik på i omklædningsrummet og hygger sig. Han sidder ikke forstenet med håndklædet ned over ansigtet. Han er fokuseret, men han er samtidig så rolig, og jeg tror, at det er det, der giver ham så meget overskud i ringen. Han har en stor mental styrke, og den kan han komme rigtig langt med.”
Mod Maony Ally med tilnavnet ”The Monster of Bagamoyo” får Oliver Meng brug for sit eminente overblik, sin fysik og sin blændende teknik. Tanzania-bokseren er nemlig særdeles hurtig på hænder og fødder, og han stoppede eksempelvis den ubesejrede kroat Luka Pupek i en kamp om IBF’s junior-VM-titel i mellemvægt i 2018. 
”Oliver kan finde ud af bokse flere forskellige stilarter. Han har en god fysik, et fantastisk overblik og en glimrende forståelse for kontraboksningen. Han kan samtidig lægge et stærkt pres på sin modstander, og det kommer han nok også til her. Det fantastiske overblik og det, at han kan tænke så hurtigt og læse sin modstander, inden vedkommende når at reagere, det er blandt andet det, som han skal udnytte i denne kamp,” lyder meldingen fra Morten Meng, som i det hele taget glæder sig til en stor bokseaften i Nykøbing F. Hallerne.
”Det bliver et fremragende stævne. Oliver har en kæmpe opbakning, og jeg håber, at der bliver udsolgt og en fantastisk stemning i hallen.”
I den anden hovedkamp den 18. januar bokser den tidligere Vild med Dans-vinder Sarah Mahfoud en VM-eliminator mod sydafrikanske Bukiwe ”Anaconda” Nonina. Kampen gælder IBF’s intercontinentale mesterskab, og vinderen er blevet lovet en VM-kamp mod IBF-verdensmesteren. Der venter dog en meget svær opgave for Sarah Mahfoud, idet den 27-årige Bukiwe Nonina sidste år besejrede tyskeren Alesia Graf, som skal bokse VM-kamp mod danske Dina Thorlsund.
Der er endvidere kampe med WBC jr. verdensmesteren i cruiservægt, Ditlev Rossing og Enock Poulsen samt Allan Mahfoud, der skal ud i en meget spændende kamp mod den ubesejrede spanier John Dickson. Boksestævnet kommer endvidere til at byde på et par amatørkampe.
Billetter: www.ticketmaster.dk
Læs mere om Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning
Fakta om Oliver Meng
* Født: 9. juni 1999 (19 år)
* Hjemby: Gedser
* Højde: 180 cm.
* Vægtklasse: Super weltervægt (letmellemvægt)
* Rekordliste som professionel: 4-0 (2 KO)
* Træner: Morten Meng
* Klub som amatør: Nykøbing Falster BK
* Rekordliste som amatør: 54 kampe (44 sejre)
* 15 landskampe – 12 sejre
* Bronze ved U-17 EM i 2015
* Guld ved de nordiske mesterskaber U19 i 2016 og 2017
* 3 danske mesterskaber og 5 sjællandske mesterskaber som ungdomsbokser
* Guld i flere internationale turneringer herunder Golden Olympics Gloves i Estland i 2016
* Ved overgangen til professionel: Nummer 1 på Danmarks Bokse Unions eliterangliste i 64 kilo-klassen.
Tilbage til oversigt

Nyheder