Gyserkamp lørdag aften mellem Lolenga Mock og Patrick Mendy - Og enkelte kampændringer

Det kan blive et dramatisk punktum lørdag aften den 4. juni, når DANISH FIGHT NIGHT afslutter forårssæsonen med en gyser af en boksekamp.

Det er ren verdensklasse, når danske Lolenga Mock forsøger at avancere yderligere på verdensrangllisten for at opnå sit drømmemål: En kamp om Verdens-mesterskabet. Men Lolengas drøm kan blive knust, når han møder den 25-årige gambianer, Patrick Mendy. Mendy er ankommet til Danmark fra London med en frisk sejr over Sveriges "Golden Boy", Oscar Ahlin. Og han har bokset uafgjort mod "intérim" verdensmesteren Dmitry Chudinov, der kampen før slog Patrick Nielsen. 

“Der er ingen tvivl om, at Patrick Mendy er en "coming-man" på internationalt topniveau. Han er tuff. Alene det faktum, at han har bokset sine seneste 5 kampe på udebane, vidner om styrke. Han er ung, nobel, fræk, veltalende og utrolig selvsikker. Han har sagt til mig, han ikke er i tvivl om, at han besejrer Mock, som han mener, "har haft sin tid”, siger promotor Mogens Palle, der helt bevidst matcher Lolanga Mock hårdt, da det er eneste vej til en VM-kamp.

Lolenga Mock fejrer i kampen sit 25-års jubilæum som professionel bokser samtidig med han bokser sin kamp nr. 50 ved stævnet i Frederiksberg Hallerne. Patrick Mendy kan dog ikke siges at være en gave, men derimod en knaldhård modstander, hvor Mock vil være tvunget til at yde sit bedste for at overvinde ungdommens mand. Patrick Mendy er ranket 51 i verden mens Lolenga Mock er ranket som nummer 72.

Der venter publikum og seere på TV2 SPORT et utrolig spændende og dramatisk opgør, hvor man objektivt bedømt må anse Patrick Mendy som favorit, mens man må håbe på, at Mock igen chokerer alle, som han har gjort det i sine seneste tre kampe, og vinder denne “VIind eller Forsvind”-kamp.

“Hele stævnet lørdag aften er en hård matchning af vores danske boksere. Desværre er der her få dage før stævnet kommet “mystiske" afbud. Og derfor er der skiftet modstanderne ud hos nogle af de danske boksere. Der bliver nu 9 kampe i Frederiksberg Hallerne. Syv af dem er fra Brians og mit kuld af "Tomorrows Champions”, og jeg glæder mig til at se dem igen i ringen”, siger Mogens Palle.

Stævnet byder blandt andet på et nordisk sværvægtsbrag. Det står mellem "monsteret" fra Island, den næsten 2 meter høje og 115 kilo tunge Kolbeinn Kristinsson, ubesejret som professionel, og så den ligeledes ubesejrede danske hardhitter, Kim Thomsen, der næsten matcher islændingen i højden, men er 20 kilo lettere. Kim Thomsen er overbevist om, at han på trods af vægtforskellen stadig er ubesejret efter mødet med "The Icelandic Polar Bear”.

De tre afbud, der er kommet, er for det første fra Osama Hadifis modstander. Hans manegers familie er ramt af en tragisk bilulykke i Israel og derfor trækker han sin bokser.

“De to andre afbud er af mere "mystisk" karakter. Jeg kan ikke dokumentere noget, men det lugter af chikane. Jeg har måtte indse, de to ungarnske modstandere til hhv Daniel Heinze og Jonas Madsen ikke kommer. Jeg har dog handlet hurtigt og fundet nye, gode modstandere, der nok skal teste de to. De nye modstandere er fra henholdsvis Congo og Spanien” siger Mogens Palle.

Arrangørerne af DANISH FIGHT NIGHT ved Super-Brian og Mogens Palle har bestræbt sig for at afslutte forårssæsonen med flere topkampe, hvor alt står på spil. Der er lagt op til et spændende og dramatisk punktum for forårssæsonen. Hovedkampen er garneret med yderligere 8 kampe - heraf syv af "Tomorrows Champions" i velmatchede kampe.

Forårssæsonen har hidtil været både sportslige og tv-mæssige successer som Team Palle håber at kunne følge op efter sommerferien. Brian Nielsen og Mogens Palle vil gerne takke alle for foråret og opfordrer samtidig folk til at møde op på lørdag i Frederiksberg Hallerne kl. 19.00. Alle de unge boksere og Lolenga Mock fortjener den opbakning, en fyldt og spændingsmættet hal kan byde på.

VEL MØDT.

KAMPPROGRAMMET - i rækkefølge:
1. Super-Bantamvægt, 6-omg.
MOHAMED ALI vs. MALKHAZ TATRISHVILI, Georgien
Debutant. 13 (KO 1) - 9 - 0
2. Nordisk Sværvægtsbrag, 6-omg. "The Icelandic Polar Bear"
KIM "Hardhitter" THOMSEN. vs. KOLBEINN KRISTINSSON. Island
4 (KO 1) - 0 - 0 Ubesejret. 5 - 0 - 0 Ubesejret
3. Cruiservægt, 6- omg. "The Tsar of Caucasus"
TOBIAS "Ironman" SØRIG vs GRIGOL ABULADSE, Georgien
2 - 0 - 0. 24 (KO 12) - 13 - 0
4. Letsværvægt, 6-omg.
JONAS MADSEN vs. MIGUEL MICAELO, Spanien
3 - 0 - 0. 2 (KO 1) - 2 - 2
5. Super-Mellemvægt, 8-omg
ANDREAS LYNGGAARD vs ROBERTO CASADO. Spanien
2 - 0 - 0. Comeback. Southpaw 2 - 0 - 1
6. Letsværvægt, 6-omg. Ex- WBC Eurasia udf.
JEPPE MORELL. vs. MINDIA NOZADZE Georgien
2 - 0 - 0. 18 (KO 11) - 8 - 0
7. Letvægt, 6-omg.
OSAMA "KO" HADIFI vs. CLARK TELAMANOU, Congo
11 (KO 11) - 1 - 0. 4 (KO 1) - 2 - 1
8. Super-Mellemvægt, 8-omg.
DANIEL HEINZE vs. GONZALO ROMERO, Spanien
2 (KO 1) - 0 - 0. 4 (KO 3) - 3 - 0
9. Super-Mellemvægt, 10-omg.
LOLENGA "The Dane" MOCK vs PATRICK "Tiger" MENDY, England
34 (KO 13) - 14 - 1. 17 (KO 1) - 10 - 1

Tilbage til oversigt

Nyheder