Jeppe Morell får verdensklasse-sparring før titelbrag mod cubansk boksekunstner

Det danske boksehåb skal sparre med eks-verdensmesteren Giovanni De Carolis i Rom og VM-udfordreren Max Bursak i Aarhus som forberedelse til karrierens vigtigste kamp den 15. juni i Arena Randers.

Jeppe Morell meldes godt på vej i kanonform før boksebraget mod den cubanskfødte boksekunstner Dayron Lester fra Finland. 
"Den 15. juni vil man ikke kunne finde en mand, der er i bedre form end mig. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg har forberedt mig i lang tid og gjort alt på den rigtige måde til punkt og prikke, og der stadig tid til at blive endnu bedre," lyder meldingen fra Jeppe Morell, som har forberedt sig i Aarhus under træner Thomas Povlsens kyndige ledelse.
I perioden 15. maj til 25. maj opholder Jeppe Morell sig imidlertid i en træningslejr i Rom, hvor han blandt andet skal sparre med eksverdensmesteren Giovanni De Carolis i hans gym "Team Boxe Roma XI". Træner Thomas Povlsen er med de første dage og hjælper til i opstarten af sparringen..
Italieneren er i øjeblikket regerende WBC International-mester i super mellemvægt efter sin seneste sejr i december 2018. For tre år siden var han verdensmester hos WBA, et andet af de store VM-forbund, efter han på udebane erobrede titlen fra den tyske Sauerland-bokser Vincent Feigenbutz og senere forsvarede den mod Tyron Zeuge.
Den 24. maj vender Jeppe Morell så hjem til Aarhus hvor han de efterfølgende to uger skal sparre med VM-udfordreren, Max Bursak fra Ukraine. Udover at have været europamester, har Max Bursak, i USA, bokset om VM-titlen i WBO-regi. Her mødte han mexicaneren, Gilberto Ramirez, som er ubesejret i 40 kampe, og som I USA regnes som en af de helt store stjerner. I kampen forinden havde Gilberto  Ramirez erobret VM-bæltet ved at udbokse tyskeren, Arthur Abraham, som ikke  vandt en eneste omgang af dette opgør.
Den 15. juni går det som bekendt løs i Arena Randers ved boksegallaen "Jørgen (Gamle) Hansen Memorial", og det anerkendte forbund IBF's Baltic-titel er på spil i Jeppe Morells kamp.
Jeppe Morells modstander Dayron Lester har 11 sejre i 13 kampe og rangerer pt. som nr. 46 i verden ifølge BoxRec's computerrangliste.
Men selvom det er over at halvt år siden, at Jeppe Morell sidst var i ringen - da han besejrede den sydamerikanske mester Ruben Eduardo Acosta fra Argentina - har den danske bokser ingen betænkeligheder ved at bokse titelkamp og møde en så stærk modstander som Dayron Lester. 
"Jeg kender mine færdigheder og har testet mig selv af i træningslokalet. Jeg kan se, at jeg er bedre nu, end jeg har været før. Så jeg ved med mig selv, at denne kamp kommer på det rigtige tidspunkt. Jeg stoler på mine egne evner og er ikke bange for at møde en, der også har nogle evner. Jeg mener, at det er i sådanne kampe, at mine evner kommer bedst i spil, fremfor hvis jeg møder en, som ikke kan udfordre mig på samme måde," siger Jeppe Morell.
Jeppe Morell, som har 9 sejre i 11 kampe, har i øvrigt ikke meget til overs for, at hans danske rival Patrick Nielsen - trods adskillige tilbud - endnu ikke har accepteret at møde ham i ringen, men i stedet valgte at takke ja til at møde MMA-kæmperen Mark O. Madsen i en sportsgren, som Patrick Nielsen vanskeligt kan nå at lære på så kort tid.
"Den kamp handler alene om penge. Han tager jo udelukkende den MMA-kamp mod Mark O. Madsen med kort forberedelsestid for at tjene en god hyre. Men man kan sikkert ikke udelukke, at vi kommer til at mødes på et senere tidspunkt, såfremt han takker ja til et tilbud om at møde mig. Jeg tror, at han har fået op til 10 tilbud nu. Det er dermed helt op til ham selv, om han på et tidspunkt vil bevise sit værd i ringen. Jeg er klar til at møde dem, der bliver stillet op mod mig, og Dayron Lester er den næste i rækken," siger Jeppe Morell og tilføjer:
"Jeg bruger ikke så meget tid på at tænke på Patrick Nielsen. Jeg tænker mest på min egen karriere. Det vil være et rigtig godt resultat at vinde her den 15. juni. Det gælder om at holde fokus på denne kamp. Det er det eneste, det handler om nu. En sejr vil selvfølgelig kunne åbne dørene for en masse ting, som man kan snakke om, men jeg tænker kun på selve kampen. Så kan vi tale om alt det andet bagefter."
Boksearrangementet den 15. juni, som er en hyldest til det danske boksekoryfæ Jørgen "Gamle" Hansen, kommer til at byde på i alt 7 kampe med ikke mindre end 3 titelkampe.
Det er allerede offentliggjort, at ubesejrede Enock Poulsen bokser om EU-titlen mod polske Michal Syrowatka, samt at den danske verdensetter Sarah Mahfoud bokser en VM-test mod eksverdensmesteren Olivia Gerula fra Canada.
Flere nyheder om de kommende kampe vil blive offentliggjort de kommende dage.
Billetter:  www.ticketmaster.dk

 

Følg Danish Fight Night på Facebook:  www.danishfightnight.com
Fakta om Jeppe Morell 
* Født: 24. oktober 1989 i Ringkøbing, opvokset i byen Tarm
* Nuværende bopæl: Aarhus
* Højde: 187 cm.
* Vægtklasse: Letsværvægt
* Træner: Thomas Povlsen i Aarhus
* Amatørkarriere: 27 kampe, 22 sejre (alle nederlag sidenhen revancheret) 
* Debut som professionel: 26. februar 2016 mod Jimmy Owensby
* Rekordliste som professionel: 9-2 (3 KO)
* Titelkampe: 5. januar 2018 (IBF Baltic). Nederlag på TKO (øjenskade) til Sven Fornling.
* Uddannelse: Pædagog
Tilbage til oversigt

Nyheder