Jeppe Morell før dansk-svensk titelbrag: Det vil overraske mig, hvis Sven Fornling kan gå 10 omgange med mig

Hjemvendte Jeppe Morell er fuld af selvtillid før fredagens IBF Baltic-titelkamp mod Sven Fornling efter en benhård træningslejr i Miami.

Der venter det danske boksepublikum en ekstremt spændende kamp, når Jeppe Morell (8-1, 3 KO) nu på fredag den 5. januar får chancen for at erobre IBF Baltic-titlen i letsværvægt fra den nuværende mester, svenskeren Sven Fornling (12-1, 4 KO).

Der er tale om et titelbrag mellem nummer 69 og 85 i verden ifølge BoxRec’s anerkendte computerrangliste, og vinderen vil næsten med garanti stryge et pænt stykke ind i top 50 og dermed at blive en del af den absolutte verdenselite.

Jeppe Morell kan med andre ord blive det næste store navn i dansk boksning til trods for, at han til dato kun har bokset 9 kampe som professionel.

Selvom det ifølge mange iagttagere bliver en meget hård opgave, sprudler den danske bokser af selvtillid efter sit træningsophold i Miami.

”Jeg er virkelig stærk lige nu og kan køre de fleste over. Jeg vil gå så langt som at sige, at det vil overraske mig, hvis Sven Fornling kan gå 10 omgange med mig. Jeg ved godt, at han er en mand, der er stærk og i god form, og jeg undervurderer ham på ingen måde. Men jeg har bare et ekstra gear lige nu,” siger Jeppe Morell, som ankom til København fra Miami kort før nytår.

Jeppe Morell baserer sin vurdering på, hvordan det er gået til sparring i det amerikanske, hvor han har håndteret en række stærke super mellemvægter, let sværvægtere og cruiservægtere på fornem vis. Undervejs i forløbet prøvede han kræfter med ca. 10 forskellige sparringspartnere. Og ret ofte sparrede både Jeppe Morell og staldkammeraten Jonas Madsen enkeltvis mod 2-3 professionelle boksere, som byttede tur efter nogle omgange for at gøre det ekstra hårdt for det danske makkerpar.

”Jeg har forbedret mig meget efter mit ophold i USA. Jeg er blevet meget mere afslappet i min boksning, fordi jeg simpelthen har sparret med så mange forskellige typer og prøvet så mange forskellige scenarier. Det er ikke tilfældigt, det jeg laver. Det er kontrolleret og kalkuleret, og jeg ved lige præcis, hvornår jeg skal skrue op for tempoet, og hvornår jeg skal tage en pause. Jeg synes virkelig, at jeg har lært meget af denne tur. Jeg har meget mere ro i maven, end jeg plejer, og jeg glæder mig rigtig meget til at vise, hvad jeg har lært,” lyder meldingen fra den fysisk stærke højrefodsbokser.

Jeppe Morell vil ikke løfte sløret for, hvordan Sven Fornling skal besejres. Men han oplyser, at han har flere strategier i baglommen.

”Jeg gør bare det, der skal til for at vinde kampen. Jeg kan sagtens rode rundt med ham i infight, hvis det skal være, men jeg mener faktisk også, at jeg er bedre teknisk end ham, så jeg kan også sagtens bokse ham. Han får sig en overraskelse, hvis han tror, at jeg kun kan bokse på én bestemt måde,” siger Jeppe Morell og tilføjer:

”Jeg er 100 pct. klar til kampen den 5. Det er lige meget, hvad han laver. Jeg har styr på, hvad jeg laver og på min boksning, og det er nok til at slå ham.”

IBF Baltic-titlen er en såkaldt kontinental titel tilhørende det anerkendte VM-forbund IBF, og titlen kan vindes af boksere registreret i følgende lande: Tyskland, Danmark, Sverige, Finland, Litauen, Letland, Estland, Polen og Rusland. 

Hvis det lykkes at Jeppe Morell at erobre titlen fra svenskeren, vil han blive rangeret på IBF’s intercontinentale rangliste, som er den bruttoliste, som forbundet typisk plukker fra, når der skal findes nye boksere til forbundets top 15-verdensrangliste, som giver adgang til at bokse om VM-titlen.

Boksearrangementet den 5. januar kommer til at byde på i alt 8 kampe med ikke mindre end 5 main events, hvoraf de tre er junior-VM kampe hos IBF og WBC.

I en af hovedkampene møder Lolenga Mock som bekendt den aktuelt VM-rangerede og tidligere WBA-verdensmester Dmitri Chudinov, som i 2014 udboksede Patrick Nielsen i en kamp i Moskva.

Enock Poulsen skal i super letvægt forsøge at vinde IBF junior-VM-titlen i en kamp mod mexicaneren Guadalupe Acosta, mens Jonas ”Tiger” Madsen i letsværvægt forsvarer sin IBF junior-VM-titel i et rent dansk opgør mod Andreas ”Discofinger” Madsen.

Der er endvidere en junior-VM-kamp med Ditlev ”D-Struction” Rossing i cruiservægt samt yderligere spændende kampe med den 18-årige weltervægter Oliver Meng, fjervægteren Sarah Mahfoud og sværvægteren Pierre ”Pretty Ricky” Madsen.

 

Billetter til Frederiksberg Hallerne: www.billetlugen.dk

 

Alle YouSees tv-kunder kan se boksestævnet på YouSees event-kanal (kanalplads 58, 100 eller 101) fredag den 5. januar fra kl. 19. Har du lavet en favoritliste, så skal denne slås fra, eller kanalen skal tilføjes til favoritlisten. Du kan også finde event-kanalen på din YouSee-app eller via tv.yousee.dk/.

 

Hvis du ikke er YouSee-kunde, har du mulighed for at købe adgang til at se arrangementet via www.danishfightnight.tv

 

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

Tilbage til oversigt

Nyheder