JEPPE MORELL MOD SVENSKE "GOLDEN BOY" OSCAR AHLIN'S BESEJRER, BERNARD DONFACK VED DANISH FIGHT NIGHT 11. FEBRUAR

Danmarks bedste letsværvægter, Jeppe Morell, er foreløbig ubesejret i sine første seks professionelle boksekampe. Og han skal i den grad slås for, at han også er ubesejret efter den 7. kamp. Danish Fight Night kan i dag publicere, at Jeppe Morell skal møde Bernard Donfack, Cameroon.

Jeppe Morell kommer dermed i lighed med kollegaen Daniel "The Hustler" Heinze på sit unge bokselivs hidtil største opgave ved stævnet lørdag den 11. februar i Frederiksberg Hallerne.

Cameroons "Superman", Bernard Donfack, har blandt andet besejret Sveriges "Golden Boy" Oscar "Golden boy" Ahlin i 2015 - bokseren som Team Sauerland i sin tid krævede, Lolenga Mock skulle besejre, (som deres garanti for Mock's styrke), for at de ville acceptere dennes udfordring til at møde Patrick Reinhard Nielsen.

Jeppe Morell møder meget velforberedt op til sit livs foreløbig vigtigste boksekamp. Han løbetræner 10 km hver morgen og boksetræner dagligt i Århus under ledelse af den cubanske træner Israel Garcia. Her sparres der mellem 8 og 10 omgange mod Lolenga Mock og Jonas Madsen. Jonas Madsen skal selv bokse en stor kamp ved samme stævne.

Jeppe har midlertidigt stillet sine studier som pædagog i bero, så han kan koncentrere sig 100 procent om en karriere som professionel bokser. Og han har med sine exceptionelle evner for boksning, sin fysiske styrke og slagkraft, samt et glimrende benarbejde - næsten som "The Dancing Queen" Sarah Mahfoud - alle muligheder for at "gå hele vejen" internationalt og nå de store titelkampe!

Bernard Donfack bliver uden tvivl en stor og vanskelig opgave for Jeppe Morell, der desuden bokser sin første kamp over 8. omgange a tre minutters varighed.

Bernhard Donfack har, udover den meriterende sejr over Oscar Ahlin, bokset ikke færre end 10 titelkampe i WBA, WBC, WBF og EBA-regi. Han er et fysisk pragteksemplar, akavet og aggressiv i sin boksning, og derfor en absolut vanskelig opgave for unge og urutinerede, men meget ambitiøse Jeppe Morell.

Der bliver med statsgaranti skruet op for såvel aktivitet som tempo i begge de to - foreløbige - annoncerede Main Events. Danish Fight Night byder på yderligere seks interessante kampe med følgende af DFN's "Tomorrows Champions": Sværvægt:PIERRE MADSEN. Letsværvægt: JONAS " Tiger" MADSEN. Cruiservægt: DITLEV ROSSING. Super-Mellemvægt: ANDREAS LYNGGAARD. Super-Letvægt: ENOCK M. POULSEN - samt debutanten "The Dancing Queen" SARAH MAHFOUD i fjervægt!

Billetter til Danish Fight Night kan købes på Billetlugen!

Tilbage til oversigt

Nyheder