Jeppe Morell skal møde Sven Fornling om IBF World Baltic-titlen – hvis han besejrer Maurice Possiti

IBF’s præsident har stillet krav om dansk sejr over Maurice Possiti den 28. oktober for at godkende Jeppe Morell til titelkamp fire uger senere mod stærk svensker.

Publikum har udsigt til en meget spændende boksekamp, når Jeppe Morell (7-1, 3 KO) lørdag den 28. oktober i Frederiksberg Hallerne skal forsøge at revanchere sit eneste nederlag til franskmanden Maurice Possiti, som besejrede danskeren i april måned.

En dansk sejr er samtidig adgangsbillet til en meget spændende titelkamp mod en meget stærk svensker.

Promotor Mogens Palle kan nemlig afsløre, at svenske Sven Fornling er klar til at sætte sin titel på spil mod Jeppe Morell ved Hall of Fame-promotorens 60 års-jubilæumsstævne den 25. november. Sven Fornling fra Malmø er indehaver af IBF’s Baltic titel i letsværvægt. En titel, som han erobrede, da han tidligere på året på imponerede vis vandt stort set alle omgange mod den hidtil ubesejrede Arijan Sherifi fra Tyskland.

IBF’s præsident Lindsey Tucker har godkendt titelkampen mellem den svenske og danske bokser - men kun på betingelse af, at Jeppe Morell besejrer Maurice Possiti. 

”Der er tale om en meget interessant eliminator og kvalifikationskamp. Det hele ligger i hænderne på Jeppe Morell, som med en sejr kan sikre sig sin første titelkamp meget tidligt i karriere. Det kan herefter blive et brag af en kamp mellem Morell og Fornling på en meget spændende galla i København med mange svenske og danske boksefans,” siger Mogens Palle, som har stor tiltro til Jeppe Morells evner.

Den 27-årige danske højrefodsbokser behøvede da heller ingen betænkningstid for at takke ja til den plan.

”Den chance er jeg meget begejstret for. Jeg føler, at den kommer på det helt rigtige tidspunkt. Jeg kan mærke, at det hele kører i træningslokalet i øjeblikket. Det glæder jeg mig rigtig meget til at vise i min kamp den 28. februar,” siger Jeppe Morell, der på ingen måde vil undervurdere sin næste modstander, Maurice Possiti fra Frankrig.

”Jeg har 100 pct. fokus på kampen den 28. oktober. Så retter vi fokus på den næste modstander bagefter. Jeg er nødt til at tage én kamp ad gangen. Man skal passe på med at undervurdere sin modstander. Det gjorde jeg måske sidste gang, da jeg mødte franskmanden.” 

28-årige Sven Fornling fra Malmø er en ægte crowdpleaser, som har flere flotte sejre på rekordlisten. Det er blevet til 12 sejre og kun et enkelt nederlag, og han er allerede oppe som nummer 68 i verden ifølge BoxRec’s computerrangliste. Før sejren over Arijan Sherifi pointbesejrede han blandt andet den daværende Sauerland-bokser Simen Smaadal (10-1) fra Norge og landsmanden Naim Terbunja (10-1).

Sven Fornling har bekendtgjort, at han vil være til stede ringside for at se Jeppe Morell i aktion mod Maurice Possiti.

”Han mener tilsyneladende, at han er bedre end mig. Jeg kan forstå, at han gerne vil bevise, at han er den bedste i Norden. Men han får sig en kæmpe overraskelse,” lyder meldingen fra Jeppe Morell.

Først gælder det imidlertid Maurice Possiti, som sidste gang viste, at han var kommet for at vinde og også gjorde det efter otte medrivende omgange.

Jeppe Morell kom ved den lejlighed meget skidt fra start. To gulvture, hvor han ikke var dybt rystet, kostede på pointkontoen tidligt på kampen. Selvom han vandt sidste halvdel af kampen i overbevisende stil, var det ikke nok til at overbevise to af de tre danske sidedommere, som noget opsigtsvækkende voterede til fordel for franskmanden.

Men denne gang føler Jeppe Morell sig stærkere og bedre forberedt end nogensinde før. 

Kamppausen er blevet brugt til at samle kræfter og revidere hele tilgangen til den fysiske del af træningen i Aarhus.

Derudover har Jeppe Morell blandt andet indledt et samarbejde med mentaltræner Carsten Oldenborg, som har været med til at forvandle badmintonspilleren Viktor Axelsen fra talent til verdensmester, og nu også vil hjælpe Jeppe Morell på vej mod toppen.

"Vi lægger i første omgang en 6 ugers plan for, hvordan vi griber det her an. Det vil sige, at vi opdeler det på de sidste to uger før Possiti-kampen og de sidste fire uger op til Fornling-kampen den 25. november. Carsten Oldenborg tager med ud til træning og sparring og tager ud og presser mig i forskellige situationer og sørger for, at jeg kommer til at top-performe, så jeg ikke ender med at have en dårlig dag,” lyder meldingen fra den hårdtslående bokser.

Billetter: www.billetlugen.dk

Live streaming: www.danishfightnight.tv

 

Tilbage til oversigt

Nyheder