Jonas Madsen sender dristigt forslag til Andreas Lynggaard før danskerbrag: “Winner takes it all”!

IBF junior-verdensmesteren Jonas Madsen er fuld af selvtillid før sin titelkamp den 5. januar og afleverer nu en kontant melding til sin danske rival fra træningslejren i Miami.

 

22-årige Jonas Madsen (11-0, 4 KO) glæder sig til at sætte tingene på plads, når han den 5. januar skal forsvare sit IBF junior-verdensmesterskab i letsværvægt mod den 24-årige Andreas Lynggaard (5-0, 1 KO), som i november offentligt udfordrede Madsen til at sætte titlen på spil mod ham.

Faktisk er Jonas Madsen så sejrssikker, at han nu offentligt foreslår, at taberen af kampen giver de penge, som vedkommende skulle have for kampen, til vinderen.

”Nu da Andreas Lynggaard i sin tid kom med sådan en lidt flabet udfordring, så vil jeg da også gerne komme med et lidt flabet forslag om, at vinderen tager alle pengene. Jeg har ikke snakket med Mogens Palle om, hvorvidt det praktisk kan lade sig gøre. Men ellers er det vel også noget, der kan ordnes frivilligt, og hvis det kan, så er jeg klar. Jeg er sikker på mig selv og overbevist om, at jeg vinder denne kamp,” siger Jonas Madsen.

Selvtilliden skyldes, at det går rigtig godt i træningslejren i Miami, hvor Jonas Madsen i december måned sammen med letsværvægteren Jeppe Morell har trænet under den italiensk-amerikanske træner Donato De Martiis.

”Det er gået som smurt indtil videre. Vi har virkelig mødt kompetente folk til sparring. Ved siden af eksverdensmesteren Glen Johnson er det nærmest kun unge og sultne boksere, som kommer og sparrer med os. Man skal virkelig gøre sig fortjent til sin respekt herovre, for de giver ikke noget væk,” siger Jonas Madsen.

Det danske makkerpar, der har skiftet vintertræningen i Aarhus ud med et noget mildere klima i Miami, træner to gange dagligt. I aftentimerne er der intensiv intervalløbetræning på et atletikstadion i byen. Inden da – ved 13-tiden – er der benhård sparring i træningslokalet i enten 5th Street Gym eller i en række andre boksegyms i byen.

Jonas Madsen har blandt andet sparret med ukraineren Vitalii Kopylenko, som har over 300 amatørkampe og 26 sejre i 27 kampe som professionel. Jonas Madsen gik til sammenligning over som professionel efter blot otte amatørkampe. Men sparringen er gået over al forventning, og Danish Fight Night-bokserne har modtaget rosende ord fra deres nye træner og de tilstedeværende folk.

”Vi sparrer normalt 10 omgange mod to forskellige sparringspartnere, som derfor går helt friske ind til hver omgang og giver den hele armen. Det er ikke ligesom sparring derhjemme, hvor man går og passer mere på hinanden. Vi møder mange dygtige, unge boksere, som også gerne selv vil have en fremtid i boksning, og de kæmper meget hårdere for det herovre,” forklarer Jonas Madsen, som tidligere på året blev IBF junior-verdensmester efter en sejr over mexicaneren Mario Baeza.

Jonas Madsen er i mellemtiden rykket ind som nummer 21 på den officielle EU-rangliste, men han mister både titel og ranglisteplaceringer, hvis han taber til Andreas Lynggaard. Der er derfor ekstra meget på spil den 5. januar.

Andreas Lynggaard meddelte kort før jul fra træningslejren i Herlev, at han er i absolut topform, og Jonas Madsen hæftede sig blandt andet ved Lynggaards meddelelse om, at han blandt andet forbereder sig til opgøret ved at sparre med den svenske letsværvægter Sven Fornling.

Sven Fornling skal som bekendt i aktion på det samme stævne den 5. januar mod Jonas Madsens træningsmakker Jeppe Morell i en kamp om IBF’s Baltic-titel. Men den dansk-svenske alliance er tilsyneladende blot med til at sætte danskerduoen, der vender hjem den 30. december, ekstra meget op.

"Man kan vel sige, at Lynggaard på en måde har forrådt Danish Fight Night. Først udfordrer han mig. Den udfordring kom jo nærmest ud af den blå luft. Og nu hjælper han så Jeppe Morells kommende modstander. Men det må han jo selv om. Han skal selvfølgelig have lov til at forberede sig så godt som muligt,” siger Jonas Madsen og tilføjer:

”Jeg er selv i perfekt form. Det kan nærmest ikke blive bedre. Jeg går naturligvis altid efter at vinde, men jeg vil meget gerne stoppe ham også. Jeg tror sgu’ ikke, at Lynggaard har luften til at gå alle 10 omgange med mig, så jeg går efter knockouten.”

Boksearrangementet den 5. januar kommer til at byde på i alt 8 kampe med ikke mindre end 5 main events, hvoraf de tre er junior-VM kampe hos IBF og WBC, som er to af de fire store anerkendte VM-forbund.

I en af hovedkampene møder Lolenga Mock som bekendt den aktuelt VM-rangerede og tidligere WBA-verdensmester Dmitri Chudinov, som i 2014 udboksede Patrick Nielsen i en kamp i Moskva.

 ---

Billetter til Frederiksberg Hallerne: www.billetlugen.dk

Alle YouSees tv-kunder kan se boksestævnet på YouSees event-kanal (kanalplads 58, 100 eller 101) fredag den 5. januar fra kl. 19. Har du lavet en favoritliste, så skal denne slås fra, eller kanalen skal tilføjes til favoritlisten. Du kan også finde event-kanalen på din YouSee-app eller via tv.yousee.dk/. 

Hvis du ikke er YouSee-kunde, har du mulighed for at købe adgang til at se arrangementet via www.danishfightnight.tv.

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

Tilbage til oversigt

Nyheder