Jonas Madsen melder sig klar til danskerbrag om sin IBF Jr. VM-titel mod Andreas Lynggaard

22-årige Jonas Madsen har ingen kvaler med at tage imod udfordringen fra staldkollegaen Andreas Lynggaard om et titelbrag allerede den 5. januar i Frederiksberg Hallerne.

Ubesejrede Andreas Lynggaard ytrede forleden et stort ønske om at møde staldkollegaen Jonas Madsen om sidstnævntes junior verdensmesterskab i letsværvægt hos det anerkendte forbund IBF. Meget gerne ved det kommende Danish Fight Night-stævne fredag den 5. januar i Frederiksberg Hallerne, hvor begge parter er programsat til at bokse.

Det er en udfordring, som Jonas ”Tiger” Madsen er frisk på, og han sætter hellere end gerne sin titel på spil i et rent dansk opgør lige efter nytår. 

”Jeg er helt klar på kampen. Han siger godt nok mange ting, som jeg ikke mener er korrekte. At han er et niveau over mig, og at han, dengang vi sparrede første gang, var langt bedre end mig. Det mener jeg er lodret løgn. Så jeg glæder mig til at vise alle, hvem der er den bedste,” lyder svarmeldingen fra Jonas Madsen, som erobrede titlen i juni 2017 og i dag står noteret for 11 sejre i 11 kampe.

”Jeg stiller op mod hvem som helst, som min promotor vælger og også gerne mod Andreas Lynggaard. Jeg vil betragte ham som enhver anden modstander, der skal besejres, for at jeg kan nå mit sportslige mål - at blive verdensmester en dag. Hvis Mogens Palle accepterer denne kamp, er den en realitet, og så skal jeg nok besejre Andreas. Jeg agter nemlig at beholde min Jr. VM-titel,” lyder meldingen fra Jonas Madsen.

”Det er en kamp, som jeg skal vinde. Jeg skal selvfølgelig ikke undervurdere ham overhovedet. Andreas er også en god bokser. Men jeg er virkelig tændt på denne udfordring. Han må bare vise, hvad han har så. Jeg skal sgu’ nok være klar,” tilføjer Jonas Madsen, der er fuld af selvtillid efter sin seneste sejr den 28. oktober, hvor han overbevisende pointbesejrede den rutinerede Georgi Beroshvili efter otte seværdige omgange.

Jonas Madsen erobrede IBF Jr. VM-titlen den 17. juni i Aarhus efter en flot sejr over mexicaneren Mario Baeza. Han er efterfølgende blevet rangeret på den officielle EU-rangliste under det europæiske bokseforbund, EBU. Her er han nummer 21. Efter sin seneste sejr er han trods sin unge alder allerede brudt ind i top 100 i verden på den anerkendte BoxRec-computerrangliste. En imponerende bedrift af en bokser, som debuterede så sent som i december 2015 på basis af kun 8 amatørkampe.

Hovedpersonen føler i øvrigt trang til at korrigere Andreas Lynggaards melding om, at sidstnævnte udboksede Jonas Madsen, da de to sparrede med hinanden ved en træningssamling forud for det allerførste Danish Fight Night-stævne i december 2015.

”Da vi sparrede den dag i Sorø, var der mere tale om teknisk sparring. Det var slet ikke hårdt, og vi gik ikke til den. Det var meget jævnbyrdigt, for der var ingen af os, der kom til skade. Det var mere bare for at gå ind og mærke hinanden lidt af. At sige at han var bedre dengang, kan han ikke rigtigt bruge til noget, for der var ingenting i den sparring,” siger Jonas Madsen og tilføjer:

”Det er også utrolig lang tid siden. Dengang havde jeg kun otte amatørkampe og skulle til at tage det første skridt til at blive professionel. I dag har jeg langt mere selvtillid og har udviklet mig meget og har haft rigtige gode forberedelser til alle kampe. Jeg har været med ved alle stævner og har udviklet mig fra kamp til kamp. Han har stået mere stille, så jeg tror, at det bliver en svær kamp for ham.”

Jonas Madsen ønsker ikke at sige noget om, hvordan han vil besejre Andreas Lynggaard. Han vil i stedet lade næverne tale i ringen.

”Jeg tror virkelig, at kampen kan skabe stor interesse. Det vil være noget af et opgør for publikum, fordi der er så meget på spil for os boksere. Det er to danskere mod hinanden, og der er samtidig en international titel på spil,” lyder slutbemærkningen fra den 22-årige bokser fra Aarhus.

Brian Nielsen og Mogens Palle har allerede annonceret, at der er programsat fire titelkampe i WBC- og IBF-regi fredag den 5. januar på det store stævne, der fejrer Mogens Palles 60-års jubilæum som boksepromotor.  

Derudover bokser Lolenga Mock som bekendt hovedkamp mod den russiske eksverdensmester Dmitri Chudinov (20-1-2, 13 KO), som er nummer 7 på WBC’s verdensrangliste og blandt andet har besejret Patrick Nielsen i en VM-kamp. 

 

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning/

Tilbage til oversigt

Nyheder