Mogens Palles 60 års jubilæums galla: En jubilæumsfortælling om årene 1957 - 2017

Af Danish Fight Night-teamet.

Der burde ikke herske tvivl om, at det er én af boksesportens helt store skikkelser, der med det flotte boksearrangement den 5. januar 2018 i Frederiksberg Hallerne, markerer sit 60 års jubilæum som promotor.

 

I sommeren 2008 modtog Mogens Palle sit fags ypperste udmærkelse, da han foran tusinder af tilskuere blev indskrevet i boksesportens officielle Hall of Fame i Canastota, New York som den eneste dansker i nyere tid.

Året efter fejrede det hæderkronede britiske boksemagasin Boxing News sin 100 fødselsdag ved at se tilbage på historien og kåre boksesportens største aktører gennem tiderne. Mogens Palle opnåede i den forbindelse en fornem placering som den 8. største boksepromotor de seneste 100 år. Det skete med begrundelsen, at han med afsæt i et lille land og et spinkelt råmateriale havde ”placeret sit land på boksningens verdenskort.”

Mange eksperter har gennem årene rejst spørgsmålet om, hvorvidt Danmark reelt er for lille et sprogområde til at have professionel boksning. Set i bakspejlet er spørgsmålet vel snarere, om der overhovedet havde været dansk professionel boksning, som vi kender det i dag, uden Mogens Palle.

Hovedpersonen har med sin ildhu, vedholdenhed og stædighed holdt sporten i live på dansk grund gennem en menneskealder og formået at bygge sine boksere op til et højt niveau og gennem årene skabt resultater, der er større end det, som Danmarks størrelse burde berettige til.

Hvis man skulle folde alle bedrifter og resultater ud i en samlende fortælling, ville det kræve spalteplads svarende til adskillige digre opslagsværker. Så lad os i stedet opsummere nogle af de mange højdepunkter i en noget kortere udgave nedenfor.

Den unge værktøjsmager var blot 23 år, da han gamblede sine sparepenge og blev en del af den promotorvirksomhed, som i november 1957 forsøgte at genrejse dansk boksning med et stævne i K.B. Hallen på Frederiksberg. 

Der havde ikke været afholdt professionel i Danmark i de foregående 3 år. Datidens konkurrerende promotorer, bilsælgeren Bernhard Madsen og møbelhandleren Valdemar Christiansen, som alt i alt havde skabt to danske europamestre, var løbet sur i det. 

Tre mand stod bag det nye initiativ: Ekseuropamesteren Jørgen Johansen samt Mogens Palle og sidstnævntes far, tømrermester Thorkild Palle. Jørgen Johansen var den mest kendte af de tre og startede med at være ansigtet udadtil. Mogens Palles far havde til gengæld den praktiske erfaring med at afholde boksestævner fra sin tid i bokseklubben Hermod. Når Thorkild Palle i årene forinden lejede KB Hallen og arrangerede velkomponerede amatørstævner, var der totalt udsolgt, og den lokale klub kunne dermed indkassere et stor økonomisk overskud. 

Selv holdt Mogens Palle sig i starten mest i baggrunden i offentligheden, men i sjæl og sind brændte han for boksningen. Han var manden med ideerne og initiativerne. Det var reelt også Mogens Palle, der under en fodboldkamp i Idrætsparken foreslog sin far, at de skulle gå i kompagniskab med Jørgen Johansen og få stablet en ny dansk æra for professionel boksning på benene. 

Han var dels ked af, at hans far trods de vellykkede amatørstævner og det bugnende overskud i BK Hermods klubkasse ofte modtog kritik af en bagstræberisk klubbestyrelse med hykleriske brokkehoveder. 

”Hvad fanden gider du der her for? Hvorfor gider du høre på det? Hvorfor laver vi ikke bare vores egen stævner selv,” spurgte han sin far.

Weltervægteren Christian (Gentleman Chris) Christensen var netop vendt hjem fra et længere ophold med kampe i USA, mens mellemvægteren Martin Hansen var vendt hjem fra et tilsvarende ophold i England. Med de to hovedkæmpere tilbage i Danmark var timingen perfekt til at kickstarte dansk professionel boksning, som ellers var i fare for at forblive stendød.

Premiereaftenen blev en kæmpe succes. Publikum havde savnet den professionelle del af boksesporten. Over 5.000 tilskuere troppede op i KB Hallen for at overvære stævnet med fire kampe på programmet, som så således ud:

Martin Hansen, Danmark vs. Bob Stevens, Belgien (mellemvægt, 10 omgange)

Chris Christensen, Danmark vs. Peter King, England (weltervægt, 8 omgange)

Tommy Skovgaard, Danmark vs. André van Dycke, Belgien (sværvægt, 6 omgange)

Risto Luukonen, Finland vs. Lajos Flesser, Ungarn (bantamvægt, 6 omgange)

Rutinerede Chris Christensen var staldens første danske bokser, som blev rangeret på europaranglisten. Selvom han i perioder var en fri agent, der kunne bokse på forskellige promotorers stævner, så var det på et Mogens Palle-stævne, at han fik chancen for at blive europamester og også erobrede titlen i mellemvægt i 1962.

Trioen fortsatte ufortrødent med at arrangere stævner, indtil diverse stævneunderskud og uoverensstemmelser fik samarbejdet til at ramle. Fra starten havde det kun været Jørgen Johansen, der havde haft professionel stævnelicens. Han opfordrede ofte den initiativrige Mogens Palle til at søge en licens alene, idet han selv overvejede at trække sig fra sporten. Da den unge promotor endelig tog sig sammen til at gøre det og præsenterede Johansen for nyheden, endte det alligevel med, at Johansen blev rasende.

Herpå startede en benhård periode, hvor Mogens Palle og Jørgen Johansen reelt konkurrerede med hinanden og arrangerede hver deres stævner.

Det kostede begge parter penge. Udgifterne blev presset op, når der skulle skrives kontrakt med de bedste boksere. Promotorerne kæmpede om det samme publikum på et mættet marked. 

Mogens Palle skrev kontrakt med Leif Schmücker og Erik Jørgensen og havde desuden aftaler med navne som Teddy Lassen, Sander Bonde, Finn Jensen og Kjeld Larsen. Der blev afholdt en række fine stævner, men Mogens Palle tabte alligevel en masse penge i de år, og i sæsonen 1963-64 arrangerede han otte stævner, som allesammen gav underskud, fordi han manglede det helt rigtige navn, der kunne blive et hit hos publikum.

Vedholdenhed, selv når det ser sortest ud, har imidlertid altid været en af Mogens Palles største styrker. Flere gange, når sporten har været nede til tælling, har han taget meget store chancer og opnået succes imod alle odds. Dengang i 1960’erne vidste han, at han bare skulle holde skruen i vandet indtil OL i Tokyo i sommeren 1964. Så ventede der to publikumsmagneter i Børge Krogh og Tom Bogs. 

Mogens Palle vandt krigen om de to bokseres underskrift, og herefter tog succesen fat for den unge promotor, mens Jørgen Johansen endegyldigt opgav promotorkarrieren i 1965.

Begge herrer, Krogh og Bogs, debuterede i november 1964 i KB Hallen, og herfra begyndte en decideret guldalder for dansk professionel boksning. De næste mange år væltede det ind med tilskuere, særligt i KB Hallen, som blev dansk boksnings mekka. Det blev ”in” at gå til boksning, og der var ofte stævne mindst én gang om måneden. Avisernes oplagstal steg markant i dagene omkring stævnedatoerne. Når Mogens Palle afholdt boksegalla, trykte BT og Ekstra Bladet af og til særudgaver, mens de smukke og kendte strømmede til ringside. Bokserne – især Tom Bogs – blev samtidig ”hot stuff” i sladderbladene.

Mogens Palle opbyggede i de år et vidtforgrenet netværk af kontakter til agenter, promotorer og managere, der gav ham et eminent overblik over sportens aktører og bokserne i de forskellige vægtklasser. Det gjorde ham i stand til at finde de mest seværdige modstandere til de danske boksere, og dem, der kunne udvikle bokserne bedst muligt.

Nogle af modstanderne til de vigtigste kampe havde han selv rejst ud for at overvære i aktion. Det var før videotidsalderen. Med sit eget blik for boksning og et københavnsmesterskab i bagagen fra dengang det var et prestigefyldt mesterskab at vinde, kunne han sågar træde til i ringen og detaljeret forklare og forberede sine boksere på, hvilken type modstander og stilart, der ventede dem. Det var en særlig indsigt og evne, der senere gjorde ham anerkendt som en af sportens allerbedste matchmakere.

Letvægteren Børge Krogh fra Aalborg blev den første europamester, som Mogens Palle selv havde bygget helt op fra grunden. 

EM-kampen kom den 3. november 1966, da det lykkedes Palle at lokke den franske europamester Maurice Tavant til KB Hallen. Alle Danmarks tidligere europamestre (Knud Larsen, Jørgen Johansen og Chris Christensen), som altså stadig kunne tælles på én hånd, var til stede og var med til at hylde den danske udfordrer.

Med sydafrikaneren Joe Africa som sparringspartner var Krogh bragt i sin absolut bedste form til titelkampen, og taget lettede, da den danske letvægter efter en teknisk pragtkamp blev erklæret som vinder efter 15 fantastiske omgange og båret i guldstol fra ringen af sine brødre. 

Umiddelbart efter kampen rangerede boksesportens dengang mest anerkendte magasin ”The Ring” Børge Krogh som nummer tre på bladets verdensrangliste – den dengang hidtil bedste placering for en dansk bokser nogensinde.

Kort efter var det imidlertid mellemvægteren Tom Bogs, der stjal overskrifterne. Den offensive og udholdende fighter med den frygtede venstrehånd blev en publikumsmagnet og Danmarks største sportsidol i mange år. Det hele kulminerede, da han erobrede EM-titlen. Første gang i letsværvægt, da han i 1968 gik en vægtklasse op og knockoutbesejrede mesteren Lothar Stengel i 1. omgang under åben himmel i Idrætsparken.

Titlen blev forsvaret en enkelt gang, inden han året efter pointbesejrede italieneren Carlo Duran og erobrede EM-titlen i mellemvægt ligeledes i Idrætsparken.

Tom Bogs medvirkede som bekendt nogle år efter i en tredje berømt kamp i Idrætsparken, da han boksede VM-kamp mod den argentinske Hall of Fame-bokser Carlos Monzon. Det var en kamp, der med rette kunne kaldes ”Århundredets danske boksebegivenhed” i aviserne, og som igen kom i stand efter eminent forhandlingsarbejde af den dengang 38-årige danske promotor, som forhandlede kampen på plads i København med Rodolfo Sabbatini, Monzons agent i Europa.

Over 18.000 tilskuere og 300 journalister og fotografer fra hele verden bidrog til den intense atmosfære under kampen, som blev tv-transmitteret til adskillige lande på Jordkloden.

Allerede før Børge Krogh og Tom Bogs blev europamestre i 1966 og 1968 havde Mogens Palle udover Chris Christensen allerede skabt en svensk europamester.

I Sverige havde datidens kendte promotor Edwin Ahlqvist hånligt kaldt den unge Mogens Palle for ”pojke promoteren”. I en konkret sag om en ambitiøs svensk bokser med titelambitioner, viste den unge boksearrangør imidlertid sit værd og udstillede sin svenske rival. Edwin Ahlqvist kunne nemlig ikke skaffe en EM-kamp til sin frustrerede landsmand Bo (Bosse) Högberg, som i stedet søgte hjælp hos Mogens Palle.

Efter lidt af en taktisk genistreg lykkedes det Mogens Palle at arrangere en kamp om EM-titlen i letmellemvægt med Högberg som udfordrer til mesteren Bruno Visintin, der i 1965 havde besejret "Gentleman Chris" i en titelkamp. Kampen blev bokset nytårsdag 1966 i KB Hallen. Visintin var særdeles rutineret med knap 100 kampe bag sig og var aldrig tidligere blevet stoppet. Han kunne dog ikke stille noget op mod jernmanden Högberg, og opgav kampen i 7. omgang  på grund af en skade.

Med tiden måtte flere professionelle svenske boksere søge mod Danmark for at udleve deres drømme. Det politiske hykleri og moralske selvpineri i det strindbergske forbuds-Sverige kendte ingen grænser. Landets politikere valgte efter en anbefaling fra Nordisk Råd i 1969 at forbyde al professionel boksning. Norge fulgte efter med et tilsvarende forbud i 1981.

Det skete med henvisning til de medicinske skadevirkninger, den ”forrående virkning på publikum” og ”uheldige økonomiske interesser.” I Danmark og Finland trodsede politikerne imidlertid anbefalingen, og når det lykkedes at redde sporten i Danmark, var det især takket være en energisk indsats fra Mogens Palle, som selv deltog i aktivt i datidens debatter om emnet. Samtidig var sporten blevet så populær herhjemme på grund af stjerner som Børge Krogh og Tom Bogs, at flertallet af politikere heldigvis ikke kunne drømme om at forbyde sporten.

Med mange års forsinkelse fandt politikerne i Sverige og Norge ud af, at deres forgængere med deres beslutning havde placeret sig på den forkerte side af historien. Det føltes alligevel ikke så godt at være medlemmer af en lille klub af lande som Nordkorea og Iran, der heller ikke tillod professionel boksning.

Inden forbuddet blev indført i Norge, nåede Mogens Palle i samarbejde med sin norske kollega Erik Stenerud og Bjørn Dahl at gøre Svein Erik Paulsen til Norges første europamester efter en titelkamp i Oslo 1974. Den norske super fjervægter med tilnavnet ”Spiker’n” forsvarede titlen fire gange og fik sågar en VM-kamp på norsk grund i 1975.

Senere blev også norske Team Palle-boksere som sværvægteren Steffen Tangstad og letsværvægteren Ole Klemetsen europamestre, men de måtte på grund af det politiske forbud bokse deres kampe - og erobre og forsvare EM-titlen - udenfor Norges grænser. Nordmanden Magne Havnaa blev også en stor helt i sit hjemland, da han blev WBO-verdensmester i cruiservægt på dansk grund og efterfølgende forsvarede titlen i Danmark.

Mogens Palle kreerede også en svensk europamester i kongeklassen sværvægt i form af den tårnhøje Anders ”Lillen” Eklund, som erobrede titlen to gange. Første gang i KB Hallen i 1985 da han - i en propfyldt hal med vilde og eksalterede norske og svenske boksefans - knockoutbesejrede favoritten og den forsvarende mester Steffen Tangstad. Kampen blev tv-transmitteret direkte til Storbritannien, og en stor horde af ellevilde svenske fans invaderede ved den lejlighed bokseringen efter sejren og jublede i en sådan grad, at jernkonstruktionen under Ringen bukkede sammen.

Steffen Tangstad vandt imidlertid EM-bæltet på ny, og han fik også som Palle-bokser en velfortjent kassekamp i USA, da han boksede om VM-titlen i sværvægt mod Michael Spinks i 1986.

Det var ikke kun nordiske boksere, der supplerede de danske boksere i stalden og bidrog til den høje sportslige kvalitet. 

Allerede i midten af 1960’erne hentede Mogens Palle et afrikansk verdensnavn i form af super fjervægteren og VM-udfordreren Love Allotey fra Ghana til landet for at levere nogle spændende kampe og højne den generelle standard.

I 1966 var det endda meningen, at superstjernen Sonny Liston, eksverdensmester i sværvægt, skulle have bokset i Danmark. Mogens Palle var blevet europæisk manager for Liston, som desværre for det danske boksepublikum kun kom til at bokse sine kampe i Sverige. Efter en aviskampagne i Aktuelt spændte den daværende justitsminister K. Axel Nielsen ben for, at Liston kunne bokse i landet på grund af amerikanerens plettede straffeattest. Mogens Palle rykkede i stedet begivenhederne med Liston til Sverige i samarbejde med den svenske promotor Bertil Knutsson, og Ingemar “Ingo” Johansson.

Den næste guldalder for dansk boksning blev indledt i 1976, da amatørverdensmesteren Ayub Kalule blev hentet til landet. Den raffinerede højrefodsbokser fra Uganda var en bokseperle, som det danske publikum straks tog til deres hjerter. Mogens Palle hentede også Ayub Kalules sparringspartner Mustafa Wassaja til landet, og senere kom også letsværvægteren John Odhiambo til.

Den nye strategi med at hente stærke afrikanere til stalden blev iværksat på et tidspunkt, da den hjemlige boksescene befandt sig i sin værste krise i mange år. 

Tom Bogs havde trukket sig tilbage, og hans oplagte efterfølger Poul Knudsen samt weltervægteren Jørgen Hansen havde ikke formået at slå helt igennem. Samtidig var Mogens Palle blevet angrebet af Ekstra Bladet, som i 1974 anklagede promotoren for matchfixing i forbindelse med en kamp mellem Poul Knudsen og brasilianeren Juarez De Lima. Påstandene i avisspalterne var tæt på at smadre Palles virksomhed. 

Mogens Palle lagde sag an mod avisen, som ikke kunne føre bevis for sine påstande. Det viste sig, at avisens kriminalredaktion var blevet ført bag om lyset af en aktør, som selv ønskede at overtage det danske boksemarked. Mogens Palle vandt en klokkeklar sejr i retten, og sagen endte som en pinlig affære for avisen, som blev tvunget til at indrykke domsafsigelsen i spalterne, mens påstandene blev kendt ubeføjede. Men sagen havde allerede smittet negativt af på stalden, fordi publikum fortsat blev væk fra stævnerne. 

Med Ayub Kalules ankomst fik Mogens Palles stald tilført verdensklassekvalitet, som ingen kunne ignorere eller negligere. Publikum strømmede tilbage i hallerne for at se det afrikanske fænomen. Kalules tilstedeværelse var desuden en genistreg og en gave til dansk boksning, fordi han fik stor betydning for staldens øvrige boksere. De nye impulser og seriøse træningsmetoder, som afrikaneren medbragte, forvandlede eksempelvis den garvede Jørgen Hansen til en langt stærkere bokser, der inden længe fik et helt fantastisk gennembrud.

1970’erne var også årtiet, hvor Mogens Palle arrangerede en EM-kamp i sværvægt med Joe Bugner i Brøndbyhallen og en VM-kamp i Forum med den britiske superstjerne John Conteh i en begivenhed, som blev tv-transmitteret til seere over hele verden. Det anerkendte britiske boksemagasin Boxing News rapporterede ofte fra de danske stævner i disse år og berettede om boksning i absolut verdensklasse.

Jørgen Hansen og Ayub Kalule trak fulde huse, og Jørgen Hansen erobrede EM-titlen efter fornemme præstationer i 1977 og 1978. 

Jørgen Hansen blev direkte udødeliggjort, da han erobrede titlen for tredje gang med en sejr over storfavoritten Dave ”Boy” Green i Randershallen i 1979 i en kamp, som efterfølgende er blevet en klassiker i dansk sports- og kulturhistorie. Danmarks Radio fandt dengang ikke anledning til at købe rettighederne til at tv-transmittere kampen. Mogens Palle hyrede i stedet et tysk produktionsselskab til at tv-producere stævnet, som blev sendt til de britiske seere på tv-kanalen ITV. Derfor huskes den især for det herlige lydspor med den kendte boksekspert Reg Gutteridge, som eksalteret kommenterede kampen og Jørgen Hansens fantastiske bedrift fra sin plads tæt på ringen. 

 »It’s all over, Dave Green has lost the European Championship to thirty-six year old Jorgen Hansen in one of the greatest turn-ups that I’ve known in boxing in 40 years. Unbelievable!«

Den engelske kommentators ophidsede udråb står stadig tydeligt for de fleste, der er gamle nok til at huske Jørgen Hansens største sejr i karrieren. En kamp, hvor han som bekendt var en tur i gulvet, inden han selv stoppede Dave Green i 3. omgang og skabte en af de mest mindeværdige og sensationelle sejre i dansk sportshistorie nogensinde. 

Herefter var det Ayub Kalules tur til at træde i karakter. 

Allerede fra hans femte profkamp mødte han internationale topnavne. WBA-toppen holdt ham imidlertid hen i over 23 måneder, efter at han var blevet officiel VM-udfordrer til først Eddie Gazo og dernæst japaneren Masashi Kudo. Mogens Palle udstillede hykleriet ved at lade Kalule udbokse de samme modstandere, som Kudo og forgængeren på VM-tronen Gazo havde problemer med at vinde over i deres VM-kampe. 

Den 24. oktober 1979 fik Kalule imidlertid chancen for at erobre titlen på udebane i den japanske by Akita. Gaderne i de fleste danske byer var mennesketomme i en times tid, mens mange butikker og beværtninger holdt lukket, selvom kampen blev vist på tv med fire timers forsinkelse en onsdag eftermiddag. Alle tv-seere kunne se, at Masashi Kudo blev udbokset over 15 omgange, og den førsteverdensmester på licens hos Dansk Professionel Bokseforbund (DPBF) var dermed en realitet.

Ayub Kalule var ubestridt den bedste i sin vægtklasse - allerede før han blev verdensmester og – indtil han tabte titlen til legenden Sugar Ray Leonard i Astrodome, Houston, Texas i 1981.

De to andre Team Palle-afrikanere Mustafa Wassaja og John Odhiambo boksede ligeledes VM-kampe, men selvom de ikke blev verdensmestre var deres tilstedeværelse med til at højne kvaliteten og skærpe Mogens Palles øvrige boksere i forbindelse med sparring og træning. 

I 1980’erne gik Mogens Palle ind i en mere moderne tv-tidsalder. I første halvdel af årtiet producerede han europamestre som Hans Henrik Palm, Gert Bo Jacobsen, Steffen Tangstad, Anders Eklund og Ayub Kalule.

En del af kampene blev tv-transmitteret af DR. Dernæst blev tv-monopolet brudt, og TV 2 kom på banen og indgik tv-stationens første store tv-kontrakt på sportsområdet med netop Mogens Palle.

Boksningen egnede sig perfekt til det nye moderne format, og seertallene var tårnhøje, når der var boksning på programmet. Eyub Can, Lars Lund Jensen og Racheed Lawal blev europamestre i denne periode, og Gert Bo Jacobsen boksede om IBF’s VM-titel mod amerikaneren Greg Haugen i Brøndbyhallen i en transmission, der blev pakket ind i det populære tv-program Eleva2ren.

1980’erne blev også årtiet, som bød på en række spændende rent danske opgør med store titler på spil. I starten af årtiet drejede det sig om de legendariske og medrivende konfrontationer mellem Jørgen Hansen og Hans-Henrik Palm i Brøndbyhallen og KB Hallen i 1980 og 1981. Det var ikke bare almindelige danskeropgør, men handlede vel at mærke om EM-titlen. Og det bælte var også på spil, da Racheed Lawal mødte Lars Lund Jensen ved et stort anlagt dinnerstævne i København i 1988.

Da Johnny og Jimmi Bredahl, som allerede havde vundet EM-titlen, blev WBO-verdensmestre i 1992, rundede Mogens Palle en række andre markante milepæle. Det var det første sportsarrangement i den ombyggede fodboldnationalarena Parken. Det var desuden første gang, at et brødrepar blev verdensmestre samme aften. Nyheden om brødrenes triumf gik hele verden rundt, og seertallene hos TV 2 var helt fantastiske.

Jimmi Bredahls VM-kamp mod Daniel Londas blev i gennemsnit fulgt af 1.538.000 seere, mens lillebror Johnnys VM-kamp mod José Quirino blev set af 1.404.000 seere. 

Senere kom også andre tv-stationer til, TV 3 og TV Danmark, og nye tv-koncepter blev indført. Mogens Palle var eksempelvis den første, der solgte pay per view-TV til danskerne, da 43.000 købte tv-adgang til stævnet med Brian Nielsen vs. Larry Holmes i 1997.

To fremtrædende medieforskere stod før arrangementet frem og kommenterede, at begivenheden næppe ville få mere end 10.000-12.000 danskere til at betale de 250 kroner, som det kostede at få adgang til tv-billederne.

Da det blev offentliggjort, at over 40.000 husstande havde tilmeldt sig, fik piben hurtigt en anden lyd hos de selvsamme forskere: ”At lægge ud med en kamp med Brian Nielsen som den ene part er rigtig ramt. Hans popularitet i befolkningen er jo helt enorm,” lød den korrigerende melding pludselig fra den ene af de to. 

Fire år senere betalte mere end 75.000 boksefans hver 500 kroner for at få lov til at se Brian Nielsen mod verdensstjernen Mike Tyson i den pengemæssigt største boksebegivenhed på dansk grund nogensinde.

De to arrangementer bliver næppe overgået, hvis man måler på den såkaldte ”buy rate”, altså køb i forhold til, hvor mange der egentlig kunne købe adgang til tv-billederne. I dag kan alle med en internetforbindelse reelt købe adgang til store live-begivenheder. I 1997 og 2001 var det kun en mindre procentdel af danskerne, der teknisk set kunne købe kampene, fordi det var en besværlig proces, der krævede såkaldte selectorbokse og diverse andet udstyr og modtageforhold. Set i det lys er der tale om helt fantastiske salgsrekorder, og tallene siger noget om, hvor populær en sportsmand som OL-bronzevinderen Brian Nielsen var i den periode. Det var i høj grad ham, der tiltrak sig publikums opmærksomhed som seermagnet.

Netop 1990’erne og starten af 2000’erne må i øvrigt betegnes som Mogens Palles tredje guldalder. I denne periode vrimlede det med mestre og især en hel del danske europamestre. Danmark sad i to perioder på EM-titler i tre forskellige vægtklasser på samme tid, hvilket var helt uhørt for et lille land med 5 mio. indbyggere.

I perioden 1992 til 2005 havde følgende Team Palle-boksere på et tidspunkt et EM-bælte i hænderne: Racheed Lawal, Jimmi Bredahl, Johnny Bredahl, Søren Søndergaard, Jesper D. Jensen, Ole Klemetsen, Dennis Holbæk Pedersen, Thomas Damgaard, Spend Abazi, Mads Larsen og Rudy Markussen.

I 1999 kom Mogens’ datter Bettina til at spille en langt mere fremtrædende rolle i Palle-familiens bokseforetagende, da hun stod i spidsen som promotor, mens Mogens koncentrerede sig om matchmakerdelen. De supplerede hinanden perfekt, og konstellationen kom til at lægge grunden til en række uhyre succesrige år for dansk boksning.

1990’erne var også årtiet, hvor en 19-årig Mikkel Kessler debuterede som professionel. På grund af den massive talentmasse og de mange mestre, kunne han som mange andre Team Palle-boksere udvikle sig i ly af topnavnene og i ro og mag blive bygget op fra bunden. Han fik tid til at blive modnet og fandt sin egen stil, mens han blev sat op mod mange forskellige typer og stilarter for at ruste ham bedst muligt til fremtiden.

En af stjernerne, som også fungerede som mentor for Mikkel Kessler i de år, var bantamvægteren Johnny Bredahl, som efter en formidabel indsats blev Danmarks første WBA-verdensmester ved i 2002 at besejre Eidy Moya i Falconér Centret. Kampen blev transmitteret af TV Danmark, men DR og TV 2 svigtede totalt ved stort set at ignorere begivenheden og den enestående VM-bedrift, som end ikke blev nævnt i DR’s årlige sportskavalkade det år.

Da Mikkel Kessler erobrede WBA-bæltet i super mellemvægt i sin kamp nummer 34 i 2004 som substitut for Mads Larsen, havde det noget større gennemslagskraft, og Kessler endte med at blive et stort idol.

Det blev til en række markante titelforsvar mod Anthony Mundine og Eric Lucas inden det historiske unificationbrag i Parken mod WBC-verdensmesteren Markus Beyer, som blev knockoutet i tredje omgang i 2006.

I 2007 blev der stablet endnu en VM-unification-kamp på benene, denne gang mod WBO-verdensmesteren Joe Calzaghe, i Cardiff, Wales. 

Snedig forhandlingstaktik fra Mogens Palles side var med til at sikre den absolut største purse til en dansk bokser nogensinde. Mogens Palle bluffede ganske enkelt og sendte et tilbud til Calzaghes manager, Frank Warren, på astronomiske 27,5 millioner kroner for at komme til København og møde Kessler. Det var dobbelt så meget, som Warren oprindeligt havde tilbudt Kessler-lejren for at komme til Wales. Det fik kort tid efter Warren til fordoble sit bud og foreslå det samme beløb for at få Kessler til Wales, og dermed blev endnu en rekord slået, da Kessler og Calzaghe tørnede sammen foran 50.000 tilskuere på Millennium Stadium.

Kessler fik den ultimative paycheck, og Frank Warrens selskab, som også skulle betale Calzaghes løn, gik sidenhen konkurs som følge af udgifterne til kampen.

Mogens Palle og hans boksere har i det hele taget rundet mange milepæle på udebane.

Ayub Kalule blev som bekendt den første Palle-bokser, der erobrede en VM-titel på udebane i 1979. Han blev også den første danske bokser, der med succes forsvarede EM-titlen på udebane i 1985.

Jimmi Bredahl blev den første dansker, der erobrede en EM-titel på udebane, da han efter fejende flot boksning besejrede den regerende mester Pierre Lorcy, verdensranglistens nummer 1, i Paris i 1992.  

Mikkel Kessler blev den første dansker i nyere tid, der forsvarede VM-titlen på udebane, da han besejrede Anthony Mundine i Australien i 2005.

Mange af Palles boksere har i det hele taget medvirket i mange mindeværdige kampe på udebane om både EM- og VM-titlen: Duilio Loi vs. Chris Christensen, Pedro Carrasco vs. Børge Krogh, Carlo Duran vs. Tom Bogs, John Conteh vs. Tom Bogs, Sugar Ray Leonard vs. Ayub Kalule, Michael Spinks vs. Mustafa Wassaja, Ossie Ocasio vs. John Odhiambo, Frank Bruno vs. Anders Eklund, Michael Spinks vs. Steffen Tangstad, Alain Simoes vs. Gert Bo Jacobsen, Oscar De La Hoya vs. Jimmi Bredahl, Paulie Ayala vs. Johnny Bredahl, Arturo Gatti vs. Thomas Damgaard, Sven Ottke vs. Mads Larsen blot for at vælge et lille udpluk af de største.

Og de største boksere – herunder adskillige Hall of Fame-boksere og et utal af verdens- og europamestre – er ligeledes blevet hentet den modsatte vej til Danmark.

Eddie Perkins, Emile Griffith, Bruno Visintin, Bruno Arcari, Carlo Duran, Carlos Monzon, Ken Buchanan, Bob Foster, John Conteh, Elisha Obed, Miguel Angel Castellini, Colin Jones, Greg Haugen, Larry Holmes, Tim Witherspoon, Carlos Baldomir, Sugarboy Malinga, Joe Calzaghe, Ray Mercer og Mike Tyson blot for at nævne en lille brøkdel af de store.

Selv ”The Greatest” Muhammad Ali optrådte på et Palle-stævne i 1979, da han boksede opvisningskamp i Randers, mens han vel at mærke stadig var regerende verdensmester.

 Men lad os skrue tiden frem til 2018.

En smule forsinket afholder Mogens Palle som bekendt fredag den 5. januar et boksestævne, der markerer hans 60-års jubilæum som promotor. 

Det er et stævne, der bliver den foreløbige kulmination på to års arbejde med at genopbygge dansk professionel boksning.

Ved udgangen af 2015 overraskede Mogens Palle nemlig alt og alle, da han bekendtgjorde sit comeback som promotor - denne gang med Brian Nielsen ved sin side.

Ambitionen var den samme som for 60 år siden: At arrangere en række spændende boksestævner og opbygge nye danske boksere, som skal danne rammen om en ny æra i dansk professionel boksning.

Denne gang har super mellemvægts-veteranen Lolenga Mock været manden, som i første omgang tog sig af hovedkampene over 10 omgange, mens de nye talenter blev bygget op. Mock, som har overrasket alt og alle, har vist verdensklasse og er stadig på toppen i en alder af 45 år. Men nu er det i ligeså høj grad talenternes tur til at vise deres værd. Og de tager det næste vigtige skridt på vejen den 5. januar, hvor der er titelkampe over 10 omgange til henholdsvis: Jeppe Morell (8-1, 3 KO), Jonas Madsen (11-0, 4 KO), Andreas Lynggaard (5-0, 1 KO), Enock Poulsen (6-0, 2 KO) og Ditlev Rossing (7-0, 4 KO).

Efter opstartsstævnet er flere af Danish Fight Night-bokserne nu brudt igennem på top 100 på BoxRec’s anerkendte computerrangliste. Udover Lolenga Mock, som tilhører verdenseliten, er Jeppe Morell nu nummer 79 og Jonas Madsen nummer 95, og de er fortsat på vej frem og langt fra færdigudviklede.

Enock Poulsen, Ditlev Rossing og Pierre Madsen kan blive de næste, der bryder ind i top 100.

På kvindesiden er Sarah Mahfoud ubesejret i sine første fire kampe som professionel, og hun er - efter yderligere tre-fire kampe over 8-omgange - klar til en EM-kamp i fjervægt.

Læg dertil den kun 18-årige teenager, Oliver Meng, som fik en drømme-debut ved det seneste stævne den 28. oktober. Han er den fødte stjerne og et naturtalent, som både kan bokse og har punch i næverne og en flot karisma.

Fremtiden ser faktisk lovende ud. Især hvis aviser, tv og medierne generelt bakker op om projektet. Tabloidbladene og dele af pressen har til tider haft en noget negativ og fordomsfuld holdning til boksesporten og dens udøvere. Det er unfair overfor de aktive boksere, som er langt bedre end deres rygte og ikke fortjener at blive gemt væk fra spalterne og sendefladen.

Deres gode rekordlister og flotte resultater er ikke rene tilfældigheder. Der ligger et seriøst udviklingsarbejde bag. Og der ligger ikke mindst flid, talent og hårdt arbejde bag resultaterne, som er på et højt internationalt niveau.

 

Tillykke med jubilæet til Mogens Palle, der har skabt så mange imponerende resultater, mestre og underholdning til danskerne gennem 60 år. Og tillykke til selvsamme mand, der har støbt fundamentet til en ny spændende epoke for dansk boksning. 

--

Mogens Palles verdens- og europamestre

Boksere der erobrede en eller flere af nedenstående VM- og EM-titler, mens de på den ene eller anden måde var tilknyttet Mogens Palle/optrådte på hans boksestævner: 

 

Verdensmestre (i de fire største forbund: WBA, WBC, IBF og WBO) 

Ayub Kalule (Uganda/Danmark), letmellemvægt, WBA (1979-1981)

Magne Havnaa (Norge), cruiservægt, WBO (1990-1991)

Johnny Bredahl, jr. bantamvægt, WBO (1992-1994)

Jimmi Bredahl, jr. letvægt, WBO (1992-1994)

Gert Bo Jacobsen, weltervægt, WBO (1993)

Johnny Bredahl (på ny), bantamvægt, WBA (2002-2004)

Mikkel Kessler, super mellemvægt, WBA (2004-2007)

Mikkel Kessler (på ny), super mellemvægt, WBC (2006-2007)

Anita Christsensen, bantamvægt, WBA og WBC (2006-2008)

Mikkel Kessler (på ny), super mellemvægt, WBA (2008-2009)

 

Europamestre (European Boxing Union, EBU)

 

Christian (Gentleman Chris) Christensen, mellemvægt (1962) 

Bo Högberg (Sverige), letmellemvægt (1966) 

Børge Krogh, letvægt (1966-1967) 

Tom Bogs, letsværvægt (1968-1969), mellemvægt (1969-1970) og (1973)

Svein Erik Paulsen (Norge), jr. letvægt (1974-1975)

Jørgen Hansen, weltervægt (1977), (1978) og (1979-1981)

Hans Henrik Palm, weltervægt (1982)

Steffen Tangstad (Norge), sværvægt (1984-1985) og (1986)

Anders Eklund (Sverige), sværvægt (1985)

Ayub Kalule, mellemvægt (1985-1986)

Gert Bo Jacobsen, letvægt (1986-1988)

Eyub Can, fluevægt (1988-1989)

Lars Lund Jensen, jr. letvægt (1988)

Racheed Lawal, jr. letvægt (1988-1989), letvægt (1994)

Jimmi Bredahl, jr. letvægt (1992)

Johnny Bredahl, bantamvægt (1992), (1996-1998) og (1999)

Søren Søndergaard, letweltervægt (1996-1997)

Jesper D. Jensen, fluevægt (1996-1997)

Ole Klemetsen (Norge), letsværvægt (1997)

Dennis Holbæk Pedersen, jr. letvægt (1999-2000) og (2000)

Thomas Damgaard, letweltervægt (1999-2000), weltervægt (2000)

Spend Abazi, bantamvægt (2001-2002)

Mads Larsen, super mellemvægt (2003)

Rudy Markussen, super mellemvægt (2004) 

Johny Jensen, cruiservægt (2007-2008)

Vinni Skovgaard, letweltervægt (2008-2009)

 

Derudover en hel del mestre i mange andre forbund, foruden diverse internationale og interkontinental-mestre, ungdomsverdensmestre samt verdensmestre hos IBO, som i dag betragtes som det femte største VM-forbund:

 

IBO-mestre:

 

Brian Nielsen, sværvægt, IBO (1996-1999)

Jimmi Bredahl, juniorletvægt, IBO (1996)

Johnny Bredahl, bantamvægt, IBO (1996-1998)

Mads Larsen, supermellemvægt, IBO (1997-1999)

 

Tilbage til oversigt

Nyheder