Kæmpe spring på ranglisten efter boksetriumf: Nu er Sarah Mahfoud nummer 4 i verden

Efter weekendens overbevisende sejr over den verdensrangerede Stephanie Ducastel er bokseren Sarah Mahfoud ifølge uafhængig rangliste brudt igennem til verdenseliten og samtidig Europas bedste i sin vægtklasse.

 

Den tidligere Vild med Dans-vinder Sarah Mahfoud har efter sin 7. kamp som professionel bokser taget et kvantespring på den uafhængige og anerkendte computerrangliste fra BoxRec.

 

Efter weekendens overbevisende sejr over Stephanie Ducastel, hvor Mahfoud vandt samtlige omgange, springer den danske bokser nu fra en plads som nummer 36 og helt op på 4. pladsen.

 

Danmark har dermed to boksere i top 10 i deres respektive vægtklasser, idet den anden kendte kvindelige danske bokser Dina Thorslund, som har et WBO-bælte, til sammenligning ligger nummer 7 i super bantamvægt, som er vægtklassen under fjervægt.

 

BoxRec, som holder styr på alle bokseres rekordlister verden over, anvender et særligt pointsystem i stil med skaksportens ratings og Fifas fodboldrangliste, og boksernes belønnes efter kvaliteten af de modstandere, som de besejrer. Ved at besejre ranglistens nummer 4, har Sarah Mahfoud indsamlet point nok til selv at indtage 4. pladsen, mens Stephanie Ducastel er røget ned på 9. pladsen.

 

”Det er for vildt. Jeg kan slet ikke lade være med at smile. Jeg var hjemme hos min familie, da jeg fik beskeden og læste det højt for dem. Der blev jublet og klappet. Det er jo så sindssygt. Jeg er jo så tæt på toppen nu,” siger Sarah Mahfoud til nyheden om det store gennembrud.

 

På de øverste tre pladser finder man de tre rutinerede indehavere af de store, anerkendte VM-titler. Jelena Mrdjenovich (WBA/WBC) fra Canada og amerikanerne Heather Hardy (WBO) og Jennifer Han (IBF). Herefter kommer danske Sarah Mahfoud, som altså kun har bokset 7 kampe. Den danske bokser overgår allerede den aktuelle europamester, Nina Meinke, som ligger nummer 7.

 

Det flotte sportslige resultat ved weekendens stævne, som blev vist på Ekstra Bladets hjemmeside, og den aktuelle placering på verdensranglisten har givet Sarah Mahfoud fornyet motivation og en lyst til at blive endnu bedre.

 

”Det er helt sikkert VM, som jeg går efter nu. De kan da ikke slippe udenom mig nu. I hvert fald ikke i lang tid. Nu skal jeg bare træne endnu mere og endnu hårdere, for det bliver ikke nemmere. Jeg er så tæt på, men nu skal jeg bare i gang med at rette alle de små detaljer, der kan rettes. Det skal bare være knivskarpt næste gang,” siger Sarah Mahfoud. 

 

Promotor Mogens Palle glæder sig også over den flotte fremgang og hæfter sig også ved, at Danish Fight Night nu har 6 boksere i top 100 samt flere på vej.

 

”Det her viser med klar tydelighed, at vi har lagt grundstenen til en ny epoke i dansk boksning. Efter relativt få kampe er flere af bokserne nu ved at etablere sig blandt de bedste i verden. Læg dertil de nye stortalenter, som er på vej frem. Hvis bare man kunne lokke tv-stationerne ud af busken, så ville det hele for alvor bære frugt,” siger Mogens Palle.

 

Enock Poulsen er efter sin flotte knockoutsejr over IBF International-mesteren Kelvin Dotel avanceret til en plads som nummer 77 i super letvægt, som med lige omkring 2.000 aktive boksere er en af de sværeste at stryge til tops i. 

 

WBC jr. verdensmester Ditlev Rossing er avanceret til en plads som nummer 86 i cruiservægt - og ligger nr. 22 på EU-ranglisten - efter sit succesrige titelforsvar mod Miguel Angel Peralta. 

 

I forvejen råder Danish Fight Night over Jeppe Morell, Jonas Madsen og Pierre Madsen i top 100 i deres respektive vægtklasser. Flere kan være på vej i den nærmeste fremtid, eksempelvis stortalenterne Oliver Meng og Allan Mahfoud, som har vist særdeles lovende takter i deres første kampe. 

 

BoxRec, top 10 i fjervægt (ved udgangen af november)

 

1. Jelena Mrdjenovich, Canada (38-10-2), WBA- og WBC-verdensmester

2. Heather Hardy, USA (22-0), WBO-verdensmester

3. Jennifer Han, USA (17-3-1), IBF-verdensmester

4. Sarah Mahfoud, Danmark (7-0)

5. Edith Matysse, Argentina (15-10-1)

6. Elina Tissen, Tyskland (23-2)

7. Nina Meinke, Tyskland (8-2), Europamester

8. Elena Gradinar, Rusland (9-0)

9. Stephanie Ducastel, Frankrig (8-5-2)

10. Shelly Vincent, USA (23-2)

 

Direkte link: https://bit.ly/2r6JZMC

 

(Tallet i parentes er bokserens kampstatistik fordelt på sejre, nederlag og uafgjorte)

 

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning/

Tilbage til oversigt

Nyheder