Lolenga Mock får verdensklassesparring før boksebrag mod Dmitri Chudinov

Den tidligere WBA International-mester Viktor Polyakov ankommer på søndag til Danmark for at hjælpe Lolenga Mock til sejr over eksverdensmesteren Dmitri Chudinov.

Lolenga Mock får ideel sparring forud for det spændende verdensklassebrag fredag den 5. januar, hvor han tørner sammen med den russiske eksverdensmester Dmitri Chudinov i Frederiksberg Hallerne.

Den tidligere WBA International-mester Viktor Polyakov fra Ukraine vil fra på mandag holde til i Champs Camps lokaler i Aarhus, hvor han de kommende uger skal fintune Lolenga Mock og give ham de bedste betingelser for at trække sig sejrrigt ud af det interessante opgør i super mellemvægt ved Mogens Palles 60 års jubilæums galla. 

Viktor Polyakov pointbesejrede sidste år i overbevisende stil eksverdensmesteren Giovanni De Carolis på udebane i Rom og erobrede ved samme lejlighed WBA International-titlen i super mellemvægt.

I sin seneste kamp blev Viktor Polyakov ifølge mange iagttagere groft snydt for sejren på udebane i Tyskland mod den ubesejrede Sauerland-bokser Stefan Härtel, som er nummer 14 på IBF’s verdensrangliste. 

Udover Stefan Härtel har han kun tabt til den ubesejrede cruiservægter Spas Genov, så der er tale om en meget kompetent super mellemvægter, som ventes at kunne få det bedste ud af Lolenga Mock.

”Viktor Polyakov er en meget skrap og fysisk stærk bokser, der kan presse sine modstandere til det yderste, så jeg er overbevist om, at vi får en stærk og 100 pct. ’fit for fight’ Lolenga Mock at se i ringen den 5. juni,” siger Mogens Palle og tilføjer dette om VM-aspiranten Mock:

”Det er hans største chance til dato, for med en sejr vil han kunne sikre sig en VM-kamp og tro mig: Vi vil helt sikkert opleve løven i Mock. Han vil kæmpe til sidste blodsdråbe.”

Den fysisk stærke Viktor Polyakov minder stilmæssigt om Dmitri Chudinov med sin meget pågående og angrebsivrige stil, hvor han lægger et vedvarende pres på sine modstandere med en høj arbejdsrate. Han matcher ligeledes den russiske eksverdensmester i forhold til høje og drøjde. Polyakov er 173 centimeter høj, mens Chudinov måler 175 centimeter. Begge boksere har præcis samme rækkevidde.

45-årige Lolenga Mock (41-14-1, 13 KO) jagter som bekendt sin 11. sejr i træk, når det går løs i Frederiksberg Hallerne den 5. januar. Han pt. den bedst rangerede danske bokser pound-for-pound ifølge BoxRec’s anerkendte computerrangliste.

Dmitri Chudinov (20-1-2, 13 KO), som var WBA-verdensmester i perioden 2014-2015 har kun tabt en enkelt kamp i karrieren. Det var til englænderen Chris Eubank Jr. i et medrivende titelopgør i London, hvor han blev stoppet af kamplederen i 12. omgang, mens han vel at mærke stadig stod på benene. På det ene scorekort var han på daværende tidspunkt kun bagud med 3 point. Det hører med til historien, at Chris Eubank Jr. i dag er nummer 1 i verden i super mellemvægt ifølge BoxRec’s anerkendte computerrangliste.

Siden nederlaget til Eubank Jr. har Dmitri Chudinov vundet seks kampe i træk. Han er pt. rangeret nummer 7 på WBA’s rangliste og nummer 17 af WBC.

Udover Lolenga Mocks kamp mod Dmitri Chudinov er der hele fire titelkampe i WBC- og IBF-regi på programmet, når Brian Nielsen og Mogens Palle fredag den 5. januar inviterer til Danish Fight Night og Mogens Palles store 60 års Jubilæums Galla. 

 

Billetter: www.billetlugen.dk

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

Tilbage til oversigt

Nyheder