Topmotiveret Andreas Lynggaard vender tilbage til bokseringen

Efter en længere skadespause er Andreas Lynggaard klar til at bokse igen for fuld styrke, når Danish Fight Night afholder sit næste stævne.

Den 24-årige Andreas Lynggaard har meldt sig klar til kamp, når promotor Mogens Palle og Brian Nielsen om kort tid annoncerer det næste Danish Fight Night-boksestævne.

Nykøbing Falster-bokseren, som er ubesejret i fem professionelle kampe, boksede sin seneste kamp den 29. oktober 2016, da han stoppede Giorgi Gogebashvili i sjette omgang. 

Vedvarende problemer med skulderen satte dog en midlertidig stopper for aktiviteterne i bokseringen, og Andreas Lynggaard besluttede derfor at tage en længere pause for at give skulderen ro og langsomt få trænet den op igen på den helt rigtige måde.

Nu vender han tilbage for fuld styrke og føler sig friskere end nogensinde før.

”Det har hele tiden været planen, at jeg skulle tilbage til boksning. Nu kommer jeg stærkere tilbage end nogensinde. Min krop er helt anderledes og meget stærkere nu. Jeg er fuldstændig fit for fight,” siger Andreas Lynggaard og tilføjer:

”Det var den helt rigtige beslutning at holde en pause, så jeg ikke blev ved med at slå min skulderskade op, hver gang jeg skulle i kamp. Jeg er stadig ung og har mange år foran mig i en boksering.”

Andreas Lynggaard vakte opsigt, da han ved det første Danish Fight Night-stævne – i sin blot anden professionelle kamp – pointbesejrede den rutinerede ghaneser Charles Adamu, som på daværende tidspunkt havde en rekordliste på 25 sejre i 32 kampe. Charles Adamu var samtidig den seneste modstander, som Patrick Nielsen med 26 kampe på bagen havde mødt samme år i en stort anlagt titelkamp i Ballerup Super Arena.

Kort efter Adamu-kampen blev det imidlertid nødvendigt med en operation på Ringsted Sygehus for at få styr på den generende skulder. 

”Jeg gik desværre i gang med boksningen for hurtigt efter operationen. Det var selvfølgelig helt min egen skyld. Men problemet var, at jeg kunne mærke det og kom til at tænke for meget på min skulder. Jeg var bange for, at skaden skulle bryde ud igen frem for at fokusere på min boksning,” siger Andreas Lynggaard.

Den lange pause har imidlertid gjort underværker både fysisk og mentalt.

”Jeg har aldrig været så motiveret, som jeg er nu. Jeg er klar til de helt store udfordringer. Jeg har holdt min grundform ved lige. Jeg har også styrketrænet meget og fået bygget min krop op. Nu skal jeg have bygget konditionen på, og så kommer jeg tilbage i rigtig god form,” siger Andreas Lynggaard, som har fundet sig godt til rette hos Herlev Boxing og cheftræner Rachid Idrissi.

”Han er min faste træner, og han er meget dygtig. Han forstår boksning rigtig godt, og han forstår, hvad jeg har brug for og kan sætte sig i ens sted. Han er teknisk dygtig og ved alt om boksning og er virkelig motiverende. Kommunikationen med ham er fantastisk. Jeg kan ikke sætte en finger på hans arbejde. Det er ret imponerende, så jeg føler mig rigtig tryg ved at træne hos ham,” lyder de rosende ord til træneren.

Den 24-årige bokser har ikke ligget på den lade side i forbindelse med boksepausen. Sideløbende har han nemlig kastet sig over musikken og har skrevet pladekontrakt med AEM Records via Sony. I sommerferien udgav han derfor under kunstnernavnet ”Discofinger” sin første single med titlen ”Boomerang”, som kan høres på alle streamingtjenester.

Det var venskabet med den danske rapper og producer Jesper Dahl – bedre kendt under kunstnernavnet ”Jokeren” - som førte ham ind musikbranchen.

”Vi mødte hinanden til en polterabend hos en fælles ven. Vi snakkede om musik, jeg freestylede lidt, og jeg fortalte, at jeg gerne ville rappe. Jeg har altid rappet, da jeg var yngre, og jeg har altid lavet musik,” forklarer Andreas Lynggaard.

Jokeren bad ham gå hjem og skrive noget og vende tilbage. Og han kunne lide resultatet. Makkerparret har derfor efterfølgende optrådt sammen ved adskillige koncerter rundt omkring i landet.

”Nu står jeg med en pladekontrakt og har udgivet min første single og har et samarbejde med Jokeren. Jeg fortsætter med at lave musik, og jeg laver flere sange og skal udgive mere musik. Men lige nu er der fuld fokus på boksning,” lyder meldingen fra den unge bokser, som glæder sig til at gå ind til ringen til sin egen sang.

Med sin alder in mente kunne han godt tænke sig i nær fremtid at bokse om et af de store forbunds junior VM-titler.

”Hvis man har en drøm om at nå langt, så er det en af vejene, man kan gå.  Det er det første skridt at blive junior verdensmester hos et af de store forbund. Jeg går efter det hele, og jeg satser på at give publikum et godt show,” siger Andreas Lynggaard. 

Motivationen er i top, fordi det er gået rigtig godt til træning. Hovedpersonen meddeler, at han er blevet en mere kontrolleret bokser, der hviler i sig selv. Samtidig kan han levere de eksplosive slag med den lige højre og det hurtige, solide venstrejab.

”Folk vil blive væsentligt overrasket. Jeg kan allerede se det i træningslokalet, når jeg sparrer. Det er noget helt andet end tidligere. Der er power bag slagene,” lyder meldingen fra den kampklare Andreas Lynggaard.

Flere informationer om det kommende Danish Fight Night-stævne annonceres en af de kommende dage.

Tilbage til oversigt

Nyheder