Mogens Palle ser frem til fredagens boksestævne: Min egen far kom fra Nykøbing F., og jeg holder utrolig meget af området

Kommentar fra Mogens Palle om sin særlige tilknytning til Falster og lidt om Danish Fight Night-boksestævnet i Nykøbing F. fredag aften.

 

”Så er der ikke længe til, at det går løs i Nykøbing F. Hallerne. Vi glæder os meget til de spændende boksekampe.

 

Jeg kan forstå, at der er opstået nogle reaktioner ovenpå et citat i Ekstra Bladet fra mig om, at Nykøbing F. skulle være ”røvhullet af verden”.

 

Lad mig understrege med det samme, at mit bramfri udtryk og min farverige måde at beskrive verden på i den konkrete sag ikke har noget som helst med mit forhold til byen at gøre. Jeg holder meget af Nykøbing F., og dette var udelukkende min måde at beskrive, at byen ligger langt geografisk væk fra et trafikknudepunkt som Københavns Lufthavn, som bokserne fra de forskellige lande ankommer til. 

 

Det var ikke meningen, at det skulle opfattes som noget negativt. Sandheden er nemlig den, at jeg holder utrolig meget af Nykøbing F., idet min egen far Thorkild Palle netop kommer fra denne by. Som jeg tidligere har fortalt til Folketidende, så er dette boksestævne dedikeret til ham og byen, fordi han ville være fyldt 110 år, hvis han havde levet i dag. Han var både bryder og bokser i byen, og jeg har selv tilbragt meget af min barndom hernede hos min farmor og farfar.

 

Min farmor og farfar boede i mange år på Gaabensevej lige overfor Polakkasernen, hvor der i dag ligger en stor benzintank. En stor del af min familie var landmænd med gårde rundt omkring i området. Jeg har i mine drengeår - indtil deres død - besøgt mine bedsteforældre, og de fleste af mine venner, som er bosat på Lolland-Falster. Jeg har haft en sommerhusgrund på Lolland siden 1975, og den agter jeg ikke at skille mig af med. Jeg har nemlig været meget glad for at holde adskillige gange jul og nytår hernede, indtil min hustru desværre kom på plejehjem. Jeg er halv-falstring og holder meget af øerne og området i det hele taget.

 

Min pointe var blot den, at det ikke er helt nemt at hente boksere og internationale officials, der ankommer på forskellige tidspunkter på forskellige dage fra hele verden, frem og tilbage. Men det gør vi gladelig, for der er en ganske særlig grund til at holde boksestævnet i en by som Nykøbing F. Især når en dygtig og yderst talentfuld bokser som Oliver Meng, som er fra Gedser, men som i dag bor i Nykøbing, dermed kan vise prøver på sin kunnen på hjemmebane og få sit store sportslige gennembrud netop her. Han er kun 19 år, men kan blive Danmarks næste store boksestjerne, og det skal blandt andet ske med events i netop Nykøbing F.

 

Jeg håber, at alle byens borgere vil bakke op om Oliver Meng og de øvrige boksere, som optræder i ringen fredag aften og vil se igennem fingre med min særlige måde at beskrive de logistiske og trafikale udfordringer på. Det er det sportslige, der betyder noget for mig, og det skal nok blive en festlig aften i Nykøbing F. Hallen. Jeg er overbevist om, at en bokser som Oliver Meng kan nå rigtig langt, og dermed er det også sikkert, at Danish Fight Night kommer tilbage til Nykøbing F. mange gange i fremtiden og dermed holder stævne i en by, som jeg personligt er vild med og altid glæder mig til at vende tilbage til.”

 

Med venlig hilsen 

 

Mogens Palle

 

 

Læs mere om Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning/

 

Billetter: www.ticketmaster.dk

 

 

Fakta om Danish Fight Night Boksegalla fredag den 18. januar, klokken 19.00

 

Der er 5 professionelle kampe (heraf 2 titelkampe) samt 3 amatørkampe på programmet fredag aften i Nykøbing F. Hallerne.

 

I den ene titelkamp kæmper 19-årige Oliver Meng (4-0, 2 KO) om IBF’s jr. VM-titel (for boksere under 25 år) i super weltervægt mod Maono Ally (9-3-1, 5 KO) fra Tanzania. 

 

Sarah Mahfoud (7-0) bokser om IBF’s interkontinentale mesterskab i fjervægt, når hun møder sydafrikanske Bukiwe ”Anaconda” Nonina i en kamp, der samtidig er en VM-eliminator til IBF’s verdensmesterskab. Sarah Mahfoud er nr. 1 på europaranglisten og nr. 4 på WBA’s verdensrangliste, mens Bukiwe Nonina er regerende WBF-verdensmester i bantamvægt samt nr. 3 på WBA’s verdensrangliste. Sydafrikaneren besejrede i 2017 tyskeren Alesia Graf, som dagen efter bokser titelkamp i Struer mod Dina Thorslund.

 

Derudover er der et spændende opgør mellem to ubesejrede talenter i super weltervægt, når danske Allan Mahfoud (2-0) møder spanieren John Dickson (6-0). Begge boksere har været nationale mestre i deres respektive lande som amatørboksere.

 

Derudover er der også kampe med det danske stortalent i super letvægt, Enock Mwandila Poulsen (9-0), der møder Berman Sanchez (28-7-3) fra Nicaragua samt den ubesejrede danske WBC jr. verdensmester i cruiservægt, Ditlev ”D-Struction” Rossing, som ligeledes skal i kamp.

 

Stævnet indledes med en række amatørkampe med de lokale talenter Jeppe Brandt (64-kilo) og Frederik Badenski (67 kilo), begge fra Nykøbing F. Bokseklub, som møder henholdsvis Mahan Shirani (SIK Fight) og Jonas M. Harring (Varde AK). Derudover er der en spændende kamp i supersværvægt, hvor U17 EM-sølvvinderen Mathias Hansen, 17 år, fra Aabenraa Bokseklub møder den ubesejrede 19-årige Thomas Vinther fra Rødovre Bokseklub.

 

Ekstra Bladet sender hele stævnet direkte på www.eb.dk. Det kræver et PLUS-abonnement.

Tilbage til oversigt

Nyheder