Mogens Palle tilbyder Patrick Nielsen opsigtsvækkende revanchekamp

Med et økonomisk attraktivt tilbud får Patrick Nielsen nu serveret muligheden for at bokse en rematch mod sin tidligere VM-besejrer Dmitrii Chudinov ved Danish Fight Night-boksestævnet den 24. november.

I sidste uge indløb der er et ærgerligt afbud fra det danske boksehåb Jeppe Morell, som alligevel ikke følte sig 100 pct. klar til at bokse mod eksverdensmesteren Dmitrii Chudinov ved det store Danish Fight Night Boksegalla den 24. november.

Stævnet i Frederiksberg Hallerne gennemføres dog som oprindeligt planlagt, idet der fortsat er udsigt til flere spændende hovedkampe med blandt andre Ditlev ”D-Struction” Rossing, som skal forsvare sin WBC jr. VM-titel i crusiervægt mod argentineren Miguel Peralta samt en spændende kamp mellem to IBF-mestre fra hver deres vægtklasse, Enock Poulsen (IBF jr. verdensmester i super letvægt) mod Kelvin Dotel (IBF International-mester i weltervægt) samt Sarah Mahfoud i en opsigtsvækkende VM-test mod franskmanden Stephanie Ducastel, som er højt rangeret hos alle anerkendte VM-forbund.

Dmitrii Chudinov er dog fortsat interesseret i at bokse på dansk grund. Og da promotor Mogens Palle fortsat gerne vil præsentere ham i en kamp for det danske boksepublikum, opstod idéen om at lade Chudinov prøve kræfter med Patrick Nielsen i en opsigtsvækkende rematch. 

Mogens Palle har derfor allerede i sidste uge fremsendt et økonomisk attraktivt tilbud til Patrick Nielsens manager om, at Patrick Nielsen kan få netop denne kamp i København den 24. november. 

”Jeg erfarer, at Patrick Nielsen angiveligt skulle være i rigtig god form i øjeblikket og tripper for at komme i kamp igen. Da hans rematch mod Arthur Abraham på udebane i Tyskland lader vente på sig, tænker jeg, at det kunne være en oplagt mulighed at lade ham få en sportslig interessant revanchekamp mod Dmitrii Chudinov på hjemmebane i stedet,” siger Mogens Palle og tilføjer:

”Dels vil han få en oplagt chance på hjemmebane og en gylden mulighed for at revanchere det ene af sine tre nederlag fremfor at bokse endnu en svær kamp i udlandet. Og dels kan det danske boksepublikum få endnu en spændende kamp serveret, hvis altså Patrick tilslutter sig dette sportsligt interessante stævne, hvor han så skal bokse sammen med de største danske boksetalenter.” 

Mogens Palle håber, at Patrick Nielsens manager vil leve op til sin forpligtelse om at varetage sin boksers sportslige og økonomiske interesser. Da Patrick Nielsen ikke længere officielt er bundet af sin tidligere promotor Sauerland er det en interessant rematch, som bør interessere både bokser og manager.

Dmitrii Chudinov (med kun 3 nederlag i 26 kampe) er i skrivende stund nummer 28 på det anerkendte VM-forbund WBC’s top 40 verdensrangliste. En liste som Patrick Nielsen er gledet helt ud af efter sine seneste 2 nederlag, men som han altså kan genindtræde, hvis han besejrer den stærke russer. En dansk sejr vil samtidig åbne op for andre spændende kampe i både ind- og udland.

De to herrer mødte hinanden første gang den 1. juni 2014 i Moskva, hvor Chudinov som bekendt besejrede den danske bokser.

Hvis ikke Patrick Nielsen har lyst til at bokse kampen, ligger det fast, at en anden bokser tager kampen op mod Dmitrii Chudinov, som under alle omstændigheder får en kamp i Danmark. Flere har allerede accepteret. Blandt andre har den finsk-cubanske letsværvægter Dayron Lester (11-1), nr. 71 på BoxRecs verdensrangliste, tilbudt at træde til, og Mogens Palle accepterede oprindeligt dette som en mulighed. Men planerne for sidstnævnte er alligevel droppet, fordi Lesters bestilte pas ikke vil kunne nå at blive fremsendt fra hans oprindelige hjemland til tiden. Han kan dermed ikke rejse frit rundt i Europa i øjeblikket.

Flere nyheder om stævnets forskellige kampe sendes ud løbende på Danish Fight Nights Facebookside og hjemmeside.

 

Billetter: www.ticketmaster.dk

Nyheder om Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

Tilbage til oversigt

Nyheder