Jeppe Morell vs. Patrick Mendy

Den danske letsværvægter Jeppe Morell skal for anden kamp i træk op mod en modstander, der har en sejr over en af den tyske stalds skandinaviske topboksere.

 

Jeppe Morell (7-0, 3 KO) kæmpede forgæves for en kontrakt hos Sauerland. Fredag den 7. april bokser Jeppe Morell hovedkamp ved Brian Nielsen og Mogens Palles stævne i Frederiksberg-hallerne. Her møder han Patrick Mendy (17-12-2, 1 KO), der for et år siden slog Sauerland-bokseren Oscar ”Goldenboy” Ahlin. Det var svenskerens kun andet nederlag i 15 kampe som professionel.

 

”Hvis du kommer uden at være i superform, så taber du til Patrick Mendy. Jeg ved, at det bliver en hård kamp. Han er bedre end min seneste modstander”, siger Jeppe Morell.

 

Netop Jeppe Morells modstander i februar, Bernard Donfack, havde også en sejr over Oscar Ahlin. Så for Jeppe Morell viser det, at Sauerland valgte forkert, da de ikke valgte at satse på ham.

 

Fokus er dog 100 % på den kommende modstander i ringen.

 

”Mendy er en seriøs bokser, der er i god form og kommer for at vinde. Han er arbejdsom, akavet og utraditionel”, forklarer det danske talent.

 

Gambianeren boksede mod Patrick Nielsen i 2013 i dennes 18. kamp og gav Albertslund-bokseren en hård kamp. Nu er Jeppe Morell klar til samme modstander i sin kun 8. kamp.

 

Hvis Jeppe Morell vinder over Patrick Mendy, så håber han på, at han kan få en endnu større kamp. Jeppe Morell udfordrede i januar Patrick Nielsen til en ”herrekamp”, men Sauerland-bokseren tog ikke mod udfordringen. 

 

Den er han sikker på, at han kunne vinde, men han tror ikke, at Patrick Nielsen vil møde ham. Derfor er målet nu at bygge på de boksemæssige kvaliteter.

 

”I den fase jeg er i nu, får jeg hele tiden bedre modstandere, så jeg er nødt til at udvikle mig i takt med det. Så siden nytår har jeg være fuldtidsprofessionel. Jeg laver ikke andet end at træne, sove og spise”, fortæller Jeppe Morell.

 

”Jeg træner to gange om dagen, og det genererer i sig selv meget vasketøj. Så jeg har ikke kræfter til et arbejde ved siden af”, smiler danskeren.

 

Den bedre tid til træning har virket.

”Det har givet mig en mental ro, fordi jeg ved, at jeg er så forberedt som det er muligt. Det går op i en højere enhed, så jeg står 100 % skarp, når jeg er i ringen.”

 

Det bliver også nødvendigt. Patrick Mendy boksede sidste år mod Jeppe Morells daglige træningsmakker, Lolenga Mock. Den gang var der had i luften. Gambianeren truede med at knockoute Århus-bokserens børn. Det blev der dog ikke noget af, men selvom Lolenga Mock vandt, så havde en af dommerne kampen uafgjort.

Tilbage til oversigt

Nyheder