Ny stævnedato: Danish Fight Night rykker oktoberstævnet tre uger

Den nye stævnedato for Danish Fight Nights oktoberstævne bliver den 28. oktober i Frederiksberg Hallerne.

Der er fortsat udsigt til professionel boksning i topklasse i både oktober og november måned, når promotor Mogens Palle og Brian Nielsen arrangerer de kommende to Danish Fight Night-stævner.

Praktiske udfordringer har dog fået makkerparret til at udskyde det første af stævnerne, det store oktoberstævne, til lørdag den 28. oktober i Frederiksberg Hallerne. Det skulle ellers have fundet sted den 7. oktober samme sted.

På grund af flere afbud den seneste tid - heraf enkelte mystiske - og manglende modtagelse af diverse kopier af udenlandske bokseres, manageres og træneres pas til brug for udstedelse af flybilletter er det imidlertid ikke tidsmæssigt muligt at gennemføre et stævne, der lever op til Danish Fight Nights egne høje standarder.

 ”Afbuddene har også medført, at vi pt. står uden modstandere til tre af vore danske boksere, hvorved den sportslige standard for stævnet ikke er forenelig med de ambitioner, som Danish Fight Night har som mål på vores bokseres vegne. Det beklager vi dybt,” siger promotor Mogens Palle.

Stævnet udsættes derfor til lørdag den 28. oktober. Samme sted hvor også Mogens Palles 60-års Jubilæumsstævne finder sted lørdag den 25. november, nemlig i Frederiksberg Hallerne.

”Her vil det glæde os at se alle - unge som ældre – boksefans slutte op om de nye danske stjernefrø, der skal danne rammen om en ny æra i dansk professionel boksning,” siger Mogens Palle.

Situationen får dermed ikke den garvede promotor til at aflyse stævnet i oktober eller afholde færre stævner end planlagt. Der er med andre ord fortsat boksestævne med Danish Fight Nights boksere i både oktober og november.

Med udsættelsen bliver der blot mulighed for at sikre et stævne med fortsat høj kvalitet - samt at alle aktive danske Danish Fight Night-boksere møder egnede modstandere, der er i form til at medvirke i spændende og seværdige kampe på et højt plan.

Flere nyheder om boksestævnerne både den 28. oktober og den 25. november følger de nærmeste dage.

Tilbage til oversigt

Nyheder