MOGENS PALLE OG BRIAN NIELSEN STYRKER TEAM PALLE: TEGNER KONTRAKT MED TO BOKSERE I “KONGEKLASSEN”

Sværvægtere er altid i høj kurs hos boksepublikummet. Og Team Palle, der kæmper indædt for at genrejse dansk, professionel boksning, har en gave til publikum ved det næste stævne i efteråret. Tvillingebrødrene Kasper og Morten Fruensgaard fra Ålborg, vender nemlig tilbage til den professionelle ring. De er 30 år og begge er tidligere danske mestre i henholdsvis Super-Sværvægt og Sværvægt, og har et brændende ønske om igen at slå til i bokseringen efter godt fire års ufrivillig pause.

Efter de danske mesterskaber i 2011 blev brødrene professionelle og debuterede samtidig ved et AM-PRO-stævne i Dansborg-Hallen i Hvidovre. Kasper måtte - lidt skuffende - nøjes med uafgjort mod Aleksandrs Dunecs fra Letland, omend afgørelsen var yderst kontroversiel.

Morten Fruensgaard indfriede derimod forventningerne ved, efter fremragende boksning, at KO-besejre en anden lette, den 27-årige Valerijs Gubins, der kom til Danmark med en positiv (6-4) rekordliste.

 "Desværre var selv de to danske sværvægtere ikke nok til at gennemføre de seks-syv stævner årligt, der skal til for opbygge en boksers karriere. Det kræver det, hvis man vil opbygge en bokser godt og ramme deres optimale formåen. Og uden de stævner i dansk professionel boksning dengang, måtte Kasper og Morten sætte karrieren på stand-by i godt fire år. Det laver jeg nu om på og har således tegnet kontrakt med de to til "Tomorrows Champions" i "Danish Fight Night" på TV2 Sport, så de sammen med blandt andre Tobias Sørig, Pierre Madsen og Morell udgør den tunge, hårdtslående del af teamet," siger promotor Mogens Palle.

"Alderen trykker ikke, og som kun 30-årige har de god tid til at indhente det forsømte. De to "store drenge" har ikke på noget tidspunkt hverken sportsligt eller personligt ligget på den lade side. De er således indehavere af firmaet "Life Of Sport" der bl.a. arrangerer 24-timers Stafetløb, som de begge selv har vundet. Derudover har de deltaget i - og gennemført - flere marathonløb, herunder Brutal Marathonløb og 1/2 Ironmans, ligesom de har boksetrænet, og nu er i færd med at etablere eget træningslokale med boksering. Der er absolut fremtid i de to, der så vidt jeg ved er et af verdens meget få sværvægts-tvillinger", siger Mogens Palle.

Det er således to veltrænede sværvægtere DANISH FIGHT NIGHT præsenterer ved efterårssæsonens første stævne. Det bliver den 16. september i FREDERIKSBERG HALLERNE. Her vil Mogens Palle og Brian Nielsen i Danish Fight Night-regi atter gøre sit yderste for at arrangere et professionelt boksestævne på et meget højt, sportsligt niveau.

Morten og Kasper er født den 24. december. Mogens Palle lover både publikum og seerne på TV2 Sport, at de er en gave til dansk, professionel boksning.

 

Tilbage til oversigt

Nyheder