18-årigt supertalent og EM-bronzevinder skriver kontrakt med Danish Fight Night

Oliver Meng, et af Danmarks absolut største boksetalenter, bliver professionel og debuterer ved Danish Fight Night-stævnet den 28. oktober.

Oliver Meng, der vandt bronze ved U17-EM i 2015, har skrevet kontrakt med Danish Fight Night og bliver dermed det nyeste skud på stammen i dansk professionel boksning.
 
Den talentfulde højrefodsbokser, som ikke har tabt en kamp i Danmark i over tre et halvt år, glæder sig til livet som professionel bokser. 
 
”Det er en drøm, der går opfyldelse for mig. Jeg føler selv, at jeg er klar til det. Jeg har trods min unge alder opnået en del som amatør og har international erfaring,” siger Oliver Meng, som forklarer sit valg af Danish Fight Night:
 
”Mogens Palle kan i den grad finde ud af sit arbejde som promotor. Han har gjort det rigtig godt, og han har skabt de bedste boksere i Danmark. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han kan føre mig frem på den bedste måde.”
 
Den rutinerede promotor glæder sig til samarbejdet med Oliver Meng, der har sin boksemæssige opdragelse i Nykøbing Falster Bokseklub og nu bliver Danmarks yngste professionelle bokser.
 
”Oliver Meng er seriøs, fokuseret og meget ambitiøs. Han minder mig i stil utrolig meget om min tidligere europamester Søren Søndergaard, som var en stærk og dygtig bokser, der mestrede alle facetter,” siger Mogens Palle, som betragter Oliver Meng som Danmarks bedste aktive amatørbokser med et kolossalt potentiale:
 
”Jeg tror på, at han har evnerne til at blive verdensmester en dag.”
 
Mogens Palle var selv til stede ringside, da teenageren boksede sin sidste amatørkamp den 22. september i København. Her besejrede Oliver Meng den hårdtslående amerikaner Shyquell Jervey, som ellers kun havde to nederlag på rekordlisten før kampen. Efter en lige første omgang, tog den danske bokser over og udboksede totalt sin normalt tungere modstander i de sidste to omgange.
 
Oliver Meng, som trænes af sin far Morten Meng, er en dygtig allroundbokser, der både er teknisk dygtig, hårdtslående og fysisk stærk. 
 
”Jeg kan lidt af det hele. Jeg kan slå hårdt, og jeg er hurtig på hænderne. Jeg bevæger mig godt i ringen. Jeg kan ikke se, at jeg har et eneste svagt punkt som bokser. Men der er selvfølgelig mange ting, som man altid kan blive bedre til. Jeg er kun 18 år, så der er meget, som jeg kan arbejde videre på, og det er min plan at blive bedre til det hele,” lyder meldingen fra hovedpersonen selv.
 
Det 18-årige stortalent havde oprindeligt planer om at deltage ved U19 EM i Tyrkiet. Men af noget uforståelige årsager valgte Danmarks Bokse Union alligevel ikke at udtage ham, selvom han havde vundet de seneste to nordiske mesterskaber for U19-boksere, og selvom han klart havde besejret sine nærmeste rivaler og dags dato topper den danske eliterangliste for seniorer i sin vægtklasse.
 
De brudte løfter i amatørernes rækker gjorde beslutningen om at blive professionel nemmere at træffe.
 
Så nu får det danske publikum, der følger Danish Fight Night-stævnerne, fornøjelsen af at følge den unge boksers udvikling og vej mod toppen i professionel boksning.
 
Oliver Mengs debutkamp finder sted den 28. oktober i Frederiksberg Hallerne. Her er der 10 kampe på programmet med blandt andre Lolenga Mock og Ditlev Rossing i to af hovedkampene.
 
 
Fakta om Oliver Meng
Tilbage til oversigt

Nyheder