”Det bliver et BRAG af en kamp”

Daniel Heinze fokuserer på det mentale før spændende rematch

 

Den råstærke publikumsfavorit og nybagte far Daniel Heinze er klar til at sætte tingene på plads den 17. juni i rematch mod ubesejret schweizer ved Danish Fight Night i Aarhus.

 

Der er otte kampe på programmet, når Danish Fight Night med promotor Mogens Palle og Brian Nielsen i spidsen inviterer til det storstilede jubilæumsstævne lørdag den 17. juni i Ceres Arena i Aarhus. 

 

Hele tre af opgørene er hovedkampe, som er programsat til 10 omgange. 

 

I en af de tre main events får Daniel Heinze fra Sorø en kærkommen mulighed for igen at give publikum en af de helt store oplevelser, når han bokser en meget spændende rematch mod den ubesejrede schweizer Bruno Tavarez.

 

”Jeg tror, at det bliver et brag af en kamp. Det er samtidig rart, at jeg skal møde ham igen med det samme, for det er en kamp, der virkelig har fyldt meget mentalt hos mig,” siger Daniel Heinze med henvisning til kombattanterne første indbyrdes opgør.

 

Sidst de to tørnede sammen, den 7. april på Frederiksberg, blev det nemlig en intenst og dramatisk begivenhed, der desværre endte uden klimaks, fordi opgøret blev afbrudt af stævnelægen i pausen mellem tredje og fjerde omgang og dømt ”technical draw” på grund af en flækket overlæbe hos Heinze.

 

Med sin fænomenale råstyrke og fysik pressede den 29-årige Sorø-bokser i perioder sin schweiziske modstander baglæns og scorede med flere hårde træffere. Men undervejs blev han også selv ramt i tredje omgang og sendt en tur i gulvet.

 

På grund af både afgørelsen og gulvturen er Daniel Heinze derfor glad for, at det er lykkedes Mogens Palle at lokke den ubesejrede og teknisk dygtige schweizer tilbage til Danmark.

 

”Jeg var dybt frustreret over det dengang og er det stadig. Jeg har arbejdet meget på at forberede mig mentalt, så jeg ikke stresser oppe i ringen og ikke tager unødige chancer. Jeg var måske lidt ved siden af mig selv sidste gang, fordi jeg så gerne ville bevise noget overfor mig selv,” siger Daniel Heinze og henviser til sin kamp mod amerikanske Derrick Findley to måneder før den første Tavarez-kamp.

 

Mod Findley boksede Heinze igen et brag af en kamp, sin første over 10 omgange, og han havde ifølge mange iagttagere fortjent at vinde over den brølstærke og meget rutinerede amerikaner. Men sidedommere havde Findley som kneben vinder efter 10 medrivende omgange.

 

”Jeg synes selv, at jeg vandt den kamp. Men jeg fik ikke sejren, og når alt kommer til alt, er et nederlag et nederlag. Op til den seneste kamp mod Tavarez var min indstilling derfor, at nu skulle jeg ’kraftedeme’ vinde den kamp. Så der var en masse på spil oppe i hovedet på mig.”

 

Bruno Tavarez, som har fast base i Villars-sur-Glane i det vestlige Schweiz, blev som amatør national schweizisk mester i letsværvægt i 2010, inden han gik over som professionel i 2011. Han har som sagt aldrig tabt som professionel og står nu registeret for 10 kampe. Bruno Tavarez er med andre ord en bokser med selvtilliden i orden, og han kan blive en hård nød at knække.

 

Daniel Heinze mener imidlertid, at han denne gang er langt bedre mentalt forberedt på opgaven.

 

”Jeg er aldrig nervøs, men der slog en klap ned, da jeg begyndte at få ram på ham sidst. Jeg blev nærmest ondskabsfuld og alt for ivrig og uforsigtig - og så for jeg frem mod ham. Dermed blev jeg alt for åben og gav ham lov til for meget. Det skal jeg lære at tøjle, og det har jeg også arbejdet på,” siger han og tilføjer:

 

”Han kender selvfølgelig også mig bedre nu. Men denne gang går jeg derop med en helt anden ro, og den del kan han ikke forberede sig på. Jeg skal fortsat presse ham baglæns, for det kan han ikke tåle. Jeg kunne også mærke sidst, at jeg er fysisk stærkere end ham.”

 

Op til kampen i Aarhus har Daniel Heinze, som trænes af Alex Christoffersen og Thomas Damgaard, haft tid til at gå langt mere i dybden med den tekniske del af sin boksning.

 

Det er blandt andet erfaringerne fra Findley-kampen, der har gjort, at han nu stoler så meget på sin egen fysik og grundform, fordi han ved, at han sagtens kan gå 10 omgange for fuld damp. Før var det et ukendt territorium.

 

”Jeg har fået en rigtig god følelse af, at jeg stoler meget på min egen fysiske form. Så nu kan jeg gå mere i dybden med de tekniske ting, som jeg ofte er lidt bagud på point med fra start, fordi jeg ikke har bokset særlig længe. Jeg bruger meget tid på teknisk sparring og på at øve mig på at bevæge mig rigtigt. Jeg håber, at man kan se næste gang i ringen, at jeg har haft meget mere fokus på det tekniske og det mentale,” siger Daniel Heinze.

 

Den ærgerrige Sorø-bokser satser på, at han med en sejr i Aarhus i løbet af kort tid kan slå sig ind på europaranglisten i super mellemvægt. Han har netop passeret det antal kampe, otte, som gør, at man i det hele taget kan komme i betragtning til en placering på europa- og EU-ranglisten hos det europæiske bokseforbund EBU.

 

Daniel Heinze blev far til en lille pige kort efter det første opgør mod Bruno Tavarez. Men selvom der med familieforøgelsen er blevet mere at se til på hjemmefronten, forsikrer han, at det ikke kommer til at belaste hans fokus på kampen.

 

”Vi har heldigvis en meget nem datter, og jeg har en helt fantastisk kone, som bakker op og klarer det meste. Så selvom der selvfølgelig kan være nætter med afbrudt søvn, er det ikke noget, der generer mine forberedelser,” lyder meldingen fra Heinze, der bare glæder sig til at komme i aktion i Aarhus.

 

Udover de tre hovedkampe med henholdsvis Lolenga Mock, Jonas Madsen og Daniel Heinze i aktion, er der yderligere minimum fem kampe med "Tomorrow’s Champions" på plakaten.

 

Pierre ”Pretty Ricky” Madsen, Ditlev Rossing, Enock Poulsen, Ali Mohamed og ”The Danicing Queen” Sarah Mahfoud skal alle i ringen.

 

Stævnet indledes klokken 19.00, og dørene åbnes allerede en time før – klokken 18.00.

 

Billetsalg: www.billetlugen.dk.

Tilbage til oversigt

Nyheder