Nyt topbrag ved Danish Fight Night:

Lolenga Mock møder Mads Larsens overmand

 

I en af de tre hovedkampe ved Danish Fight Nights jubilæumsstævne den 17. juni i Aarhus møder Lolenga Mock nu Luke Blackledge, manden der satte en stopper for Mads Larsens boksekarriere.

 

Der er fortsat minimum otte kampe – heraf tre spændende hovedkampe - på programmet, når Danish Fight Night med promotor Mogens Palle og Brian Nielsen i spidsen inviterer til det storstilede jubilæumsstævne lørdag den 17. juni i Ceres Arena i Aarhus. 

 

Men i en af hovedkampene med Aarhus-bokserne Lolenga Mock i aktion, har matchmaker Mogens Palle været tvunget til at sadle om på grund af et afbud forårsaget af vægtmæssige
problemer.

 

Gilbert Lenin Castillo kan ikke klare vægtgrænsen til super mellemvægt og har derfor meldt afbud. Det kommer dog ikke til at forringe stævnets sportslige kvalitet. Tværtimod.

 

Mogens Palle har nemlig i stedet sendt bud efter den råstærke 26-årige englænder Luke Blackledge, som er en god bekendt af dansk boksning.

 

”Jeg er i den heldige situation, at Luke Blackledge har accepteret at bokse mod Lolenga Mock i stedet, hvilket jeg betragter som en sportslig perle, men også en økonomisk mavepuster, som jeg nødtvungent må acceptere for at kunne leve op til det niveau, som jeg ønsker at afslutte det første halvår af 2017 med – pletfrit,” siger promotor Mogens Palle. 

 

Blackledge meldes i topform, fordi han den seneste tid har trænet og sparret intenst i en træningslejr med den tyske WBA-verdensmester Tyron Zeuge.

 

Luke ”Robbo” Blackledge - med en rekordliste på 23 sejre, 3 nederlag og 2 uafgjorte kampe – var manden, der i 2012 knuste alle Mads Larsens comebackplaner, da han knockoutbesejrede den forhenværende europamester i fjerde omgang i Herning Kongrescenter. 

 

En hård slagserie fra den fysisk stærke brite sendte Mads Larsen på i knæ på kanvassen, hvor han endte sin boksekarriere med at blive talt ud.

 

I de seneste snart fire år har Luke Blackledge kun tabt en enkelt kamp. Det var i et opslidende opgør om det britiske mesterskab mod supertalentet Callum Smith, som af mange eksperter spås til at blive boksesportens helt store superstjerne i super mellemvægt og til september bokser sin første VM-kamp mod Anthony Dirrell i Los Angeles.

 

Luke Blackledge har tidligere erobret en række titler herunder Commonwealth-titlen, som han vandt i 2015 og forsvarede to gange med succes. Han er i øjeblikket nummer 12 på europaranglisten, en plads bedre end Lolenga Mock, og i de seneste fire år har han konsekvent befundet sig blandt verdens 50 bedste boksere i sin vægtklasse ifølge BoxRec’s uafhængige computerrangliste.

 

Lolenga Mock, der forleden af Dansk Professionel Bokseforbund (DPBF) blev kåret til årets bokser i Danmark, får derfor hænderne fulde. Dette opgør kan nemlig meget vel, ifølge alle objektive kriterier, vise sig at blive endnu hårdere end den oprindelige opgave.

 

I aftenens øvrige hovedkampe bokser henholdsvis Jonas Madsen fra Aarhus i letsværvægt og Daniel Heinze fra Sorø i supermellemvægt. Sidstnævnte i en spændende rematch i super mellemvægt mod den ubesejrede schweizer Bruno Tavarez.

 

Derudover kommer følgende danske boksere i aktion: Pierre ”Pretty Ricky” Madsen, Ditlev Rossing, Enock Poulsen, Ali Mohamed og ”The Dancing Queen” Sarah Mahfoud.

 

Stævnet indledes klokken 19.00, og dørene åbnes allerede en time før – klokken 18.00.

 

Billetsalg: www.billetlugen.dk

Tilbage til oversigt

Nyheder