Sarah Mahfoud før sin første titelkamp og afgørende VM-eliminator: Jeg skal være over hende hele tiden

Sarah Mahfoud mener, at hun har værktøjerne til at besejre sydafrikanske Bukiwe Nonina, som har besejret Dina Thorslunds næste VM-modstander.

Den helt store VM-chance er på spil, når den tidligere Vild med Dans-vinder Sarah Mahfoud fredag den 18. januar bokser officiel VM-eliminator mod sydafrikanske Bukiwe ”Anaconda” Nonina i Nykøbing Falster. De to boksere kæmper om IBF’s interkontinentale mesterskab i fjervægt, og vinderen er blevet lovet en VM-kamp mod IBF’s verdensmester.

 

Sarah Mahfoud, som er ubesejret i 7 kampe og er nummer 1 på den seneste udgave af europaranglisten, har blandt andet fået fysikken på plads med hård løbetræning i bakket terræn på Færøerne i juledagene. Nu står den på knaldhård sparring de kommende dage. 

 

”Jeg skal op og gå 10 omgange for første gang. Konditionen skal være på plads, for jeg tror, at den kan blive afgørende i denne kamp. Jeg skal ind og spærre hende af og være over hende hele tiden med hårde slag, så det ikke bliver en kamp, der bliver bokset på hendes præmisser,” siger Sarah Mahfoud, som føler, at hun har en godt indblik i sydafrikanerens boksestil.

 

”Jeg har set en af hendes kampe på video. Jeg kan se, at hun bevæger sig rigtig godt. Hun kommer godt rundt og bokser kontraboksning med sine lange arme. Hun er høj, så det bliver ikke nemt, men jeg træner målrettet, og jeg vil sammen med min træner lægge en god plan for, hvordan hun skal bokses.”

 

Bukiwe Nonina (14 sejre, 3 nederlag og en enkelt uafgjort) blev WBF-verdensmester i 2017 ved at besejre tyske Alesia Graf, som dagen efter Mahfouds kamp bokser WBO-VM-kamp mod danske Dina Thorslund. Så det er med andre ord en meget dygtig sydafrikansk bokser, som gæster Nykøbing Falster den 18. januar.    

 

”På dette niveau skal jeg kunne møde alle typer. Modstanderne bliver bedre og bedre, så man skal hele tiden skal udvikle sig for at vinde og nå til tops. Det bliver en helt anden kamp, end da jeg besejrede Stephanie Ducastel sidst. Men jeg mener godt, at jeg kan finde ud at omstille min teknik, så jeg også kan håndtere en type som den sydafrikanske bokser,” siger Sarah Mahfoud og tilføjer:

 

”Det bliver en kamp, hvor vi begge vil kæmpe for at vinde, fordi der er en titel på spil og en VM-kamp som belønning. Jeg glæder mig endnu engang til at vise, at jeg har udviklet mig, og at jeg bliver og bedre og bedre for hver kamp.”

 

I den anden hovedkamp i Nykøbing F. kæmper det 19-årige boksefænomen Oliver Meng (4-0) på sin egen hjemmebane om IBF’s junior VM-bælte mod Maono Ally (8-3-1) fra Tanzania.

 

Der er også kampe med henholdsvis Ditlev Rossing, WBC jr. verdensmester i cruiservægt, Enock Poulsen og Allan Mahfoud. Boksestævnet kommer endvidere til at byde på et par amatørkampe med unge, lokale talenter.

 

Billetter: www.ticketmaster.dk

 

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

 

Fakta om Sarah Mahfoud

* Født: Den 29. september 1989 i Tórshavn, Færøerne (29 år)

* Rekordliste: 7-0 (3 KO)

* Aktuel rangering: Nr. 1 på europaranglisten (EBU), Nr. 4 i verden ifølge BoxRec (Danmarks højest placerede bokser)

* Vægtklasse: Fjervægt (57 kilo)

* Højde: 165 cm.
* Træner: Steen F. Sørensen/Mads Sørensen

* Debutkamp som professionel: 11. februar 2017

* Amatørkarriere: 55 kampe, 3 gange dansk mester, 2 gange nordisk mester (fjervægt, elite)

* Storesøster til boksetalentet Allan Mahfoud, som også bokser den 18. januar.

Tilbage til oversigt

Nyheder