Sarah Mahfoud tager hul på 2018 med ambitioner om en titelkamp

28-årige Sarah Mahfoud jagter sin femte sejr på 11 måneder, når hun møder Nana Chakvashvili den 5. januar ved Mogens Palles 60-års-jubilæumsstævne. 

Hun har pt. kun været professionel i 11 måneder, men bokser allerede sin femte kamp, når hun fredag den 5. januar træder op i ringen i Frederiksberg Hallerne ved det store Danish Fight Night-stævne, der markerer Mogens Palles 60 års jubilæum som promotor.

Fjervægteren Sarah Mahfoud, der drømmer om at komme helt til tops indenfor kvindeboksning, har vundet sine fire foregående kampe og møder denne gang en modstander med lige så mange sejre.

I det modsatte ringhjørne venter nemlig georgiske Nana Chakvashvili, som har en rekordliste på fire sejre og et enkelt nederlag. Tre af de fire sejre er afgjort før tid. Det eneste nederlag fandt sted i en udebanekamp i Schweiz mod Pamela Treand. 

Den 21-årige Nana Chakvashvili har bokset sine seneste to kampe i super fjervægt, og Sarah Mahfoud står derfor overfor en forventelig fysisk stærk modstander med en vis tyngde. Men formen er på plads hos den danske bokser, som glæder sig til at tage konfrontationen op.

”Jeg træner hårdt, som jeg plejer. Formen er god. Vægten er der også styr på. Så jeg glæder mig bare rigtig meget til at komme op i ringen igen og bokse min anden 6-omganges-kamp,” siger Sarah Mahfoud, som udover de rå facts og kampcifre ikke kender det store sin kommende modstander.

”Det er ikke noget problem. Jeg er god til at omstille mig og bliver ikke slået ud af kurs, hvis jeg møder én, som jeg ikke har set på forhånd. Jeg tager det, som det kommer og ser hende an i starten, og så bokser jeg bare det, som jeg kan. Det skal nok komme til at fungere, det er jeg slet ikke i tvivl om,” lyder meldingen fra den 28-årige dansker.

Sarah Mahfoud vandt samtlige omgange, da hun den 28. oktober i samme hal besejrede EM-udfordreren Gabriella Mezei i sin seneste kamp, der samtidig var den første opgave programsat til 6 omgange.

”Det var fedt nok at gå seks omgange sidst og mærke, at det ikke er noget problem for mig. Jeg vil gerne ind og give noget mere denne gang og komme et skridt tættere på, men jeg skal heller ikke blive frustreret, hvis det ikke lykkes med det samme. Jeg skal hele tiden holde fast i det, som jeg kan, og bokse på mine præmisser,” lyder meldingen fra Sarah Mahfoud, som føler, at der kamp for kamp har været udvikling og fremgang at spore.

Den 28-årige fjervægter, som i 2016 overraskede hele Danmark ved at vinde tv-konkurrencen 'Vild med dans', beviste allerede som amatørbokser, at hun har et eminent overblik og kan se modstanderens huller i forsvaret. Hun er samtidig lynhurtig og har god styrke, og det udløste allerede dengang både danske og nordiske mesterskaber.

Som professionel er hun nu ved at bygge ovenpå fundamentet og udvikle sig yderligere og ikke mindst i færd med at omstille sig til de længere kampe.

”Det går efter planen. Jeg vinder mine kampe. Jeg bliver bygget op med flere omgange, og jeg bliver mere og mere selvsikker for hver kamp,” siger den livsglade bokser, som for nylig sagde sit job op for at koncentrere sig 100 pct. om boksekarrieren. 

Sarah Mahfoud debuterede i februar 2017 og runder derfor inden længe en markant milepæl, når hun har været professionel i et års tid. Målet er at komme helt til tops i kvindeboksningens verden, som vokser sig større og større i disse år.

”Jeg håber da på, at min første titelkamp over 10 omgange kan finde sted engang i 2018. Men jeg skal først op og bokse 8 omgange. Det er Mogens Palle, der bestemmer hvornår. Men jeg er i hvert fald klar på at følge den langsigtede plan og bokse om titler på det rette tidspunkt. EM og VM er drømmen. Det er derop, jeg skal,” lyder meldingen fra Sarah Mahfoud, som tager det næste skridt på vejen den 5. januar.  

Udover den spændende main event-kamp i super mellemvægt mellem Lolenga Mock og Dmitri Chudinov er der hele fire titelkampe i WBC- og IBF-regi på programmet, når Brian Nielsen og Mogens Palle inviterer til Danish Fight Night og Mogens Palles store 60 års jubilæums galla.

Jonas Madsen udfordres i et rent dansk opgør om IBF’s junior-VM-titel i letsværvægt af staldkollegaen Andreas Lynggaard.

Derudover får Jeppe Thorbjørn Morell i letsværvægt chancen for at erobre IBF’s Baltic titel, når titlens indehaver, Sven Fornling fra Sverige, sætter sit bælte på spil i et spændende nordisk topbrag, ”The Battle for the Nordic Crown”. 

Der er endvidere titelkampe med Ditlev ”D-Struction” Rossing i cruiservægt og Enock Poulsen i super letvægt samt yderligere spændende kampe med sværvægteren Pierre ”Pretty Ricky” Madsen og weltervægteren Oliver Meng.

 

Billetter: www.billetlugen.dk

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

--

Fakta om Sarah Mahfoud

* Født: Den 29. september 1989 i Tórshavn, Færøerne (28 år)

* Rekordliste: 4-0 (1 KO)

* Vægtklasse: Fjervægt (57 kilo)

* Højde: 165 cm.

* Træner: Steen F. Sørensen/Mads Sørensen

* Debutkamp som professionel: 11. februar 2017

* Amatørkarriere: 55 kampe, 3 gange dansk mester, 2 gange nordisk mester (fjervægt,   elite)

* Bor sammen med kæresten Patrick Frantzen i Hillerød

Tilbage til oversigt

Nyheder