Orkanproblemer fører til afbud og ny modstander: Lolenga Mock møder nu i stedet benhård ukrainer

Praktiske problemer har fået Manny Siaca til at melde afbud til kampen mod VM-aspiranten Lolenga Mock, som nu efter alt at dømme får endnu hårdere modstand ved Danish Fight Night.

Supermellemvægteren Lolenga Mock er fortsat klar til at runde en markant milepæl, når han lørdag den 7. oktober i Frederiksberg Hallerne jagter sin 10. sejr i træk, siden han indledte sit fænomenale comeback for godt 20 måneder siden.

Men det bliver alligevel ikke i en kamp mod den tidligere verdensmester Manny Siaca (25-8, 20 KO) fra Puerto Rico. I det modsatte ringhjørne venter i stedet den brølstærke ukrainer Roman ”Lion Heart” Shkarupa (27-6-2, 11 KO), som alt andet lige må vurderes at være en endnu vanskeligere test for Lolenga Mock.

Årsagen er den, at Manny Siaca efter orkanen Irmas hærgen i sidste uge, hverken har haft adgang til lys eller vand i sit eget hjem og heller ikke adgang til sine normale træningsfaciliteter. Da den tropiske orkan bevægede sig gennem Caribien, ødelagde den blandt andet store dele af Puerto Ricos skrøbelige elektricitetsnet og efterlod over 1 million af øens 3,6 millioner mennesker uden strøm. 

For mange indbyggeres vedkommende kan der gå lang tid, før skaderne udbedres, fordi Puerto Rico tidligere på året erklærede sig konkurs og pt. ikke kan låne penge eller få overførsler fra USA’s forbundsregering. Hvad værre er, så trues Puerto Ricos indbyggere nu også af orkanen Maria, som beskrives som ekstremt farlig og i disse dage forventes at gå i Irmas ødelæggende spor.

Manny Siaca havde glædet sig til at hilse på det danske publikum for første gang siden sit VM-nederlag til Mikkel Kessler, men meddelte i sidste uge, at han som følge af de praktiske udfordringer ønskede at få flyttet kampen til en senere dato, hvilket af gode grunde ikke kunne lade sig gøre.

Det er i stedet lykkedes promotor Mogens Palle at headhunte ukraineren Roman Shkarupa, som har accepteret kampen, fordi han allerede er i topform og klar til en nært forestående kamp.

”Han er en meget tough modstander, som jeg tidligere har forsøgt at hente til Danmark uden held. Han har nogle flotte resultater og er en farlig og spektakulær modstander for Lolenga Mock,” siger Mogens Palle om ukraineren, der beskrives som en skånselsløs fighter, der går fremad i alle omgange.

Roman Shkarupa har været indehaver af flere forskellige titler. Sit seneste mesterskab vandt han i 2015, da han på udebane brutalt knockoutbesejrede franskmanden Bilel Letreche i anden omgang i et opgør om WBA’s Continental-mesterskab.

I sine seks nederlag er han kun blevet stoppet en enkelt gang før tid. De øvrige nederlag har været meget opslidende opgør, der alle er gået tiden ud. Flere gange har der været tale om kontroversielle afgørelser.

I 2012 tabte han eksempelvis på udebane i Rom en omdiskuteret split decision til den senere WBA-verdensmester Giovanni De Carolis.

Kamplederen fratog Roman Shkarupa et vigtigt point efter en advarsel i femte omgang for en forseelse, som begge boksere var lige gode om. Og i 12. omgang blev Shkarupa snydt for endnu et point, da han slog De Carolis i gulvet, mens kamplederen vurderede, at italieneren gled. 

Lolenga Mock besejrede i 2010 den samme Giovanni De Carolis på en majority decision i Aarhus, og de tætte indbyrdes opgør bokserne i mellem giver en indikation af, at der sandsynligvis er tale om en helt lige - og dermed meget farlig - matchning for Lolenga Mock.

Hvis han vinder, er det nemlig planen, at han den 25. november skal bokse en meget interessant kamp ved Mogens Palle store 60 års Jubilæums Galla.

”Jeg forventer, at det den 7. oktober bliver et brag af kamp mellem to krigere og en fantastisk optakt til stævnet den 25. november,” siger Mogens Palle.

Lolenga Mocks imponerende sejsrække betyder, at han fortsat topper BoxRec’s uafhængige og anerkendte computerrangliste som Danmarks bedste bokser - på tværs af alle vægtklasser - foran Micki Nielsen, Patrick Nielsen og Dennis Ceylan.

Den 45-årige veteran er godt i gang i træningslejren i Aarhus sammen med træningspartnerne, den nykårede 22-årige IBF Jr. verdensmester i letsværvægt Jonas Madsen (10-0, 4 KO) og den hårdtslående højrefodsbokser Jeppe Morell (7-1, 3 KO), som begge skal i aktion ved stævnet på Frederiksberg.

I en opsigtsvækkende matchning skal den 22-årige Ditlev Rossing med blot seks kampe på rekordlisten møde den tidligere russiske verdensmester Valery Brudov med 44 sejre i 56 kampe.

Der er endvidere følgende danske boksere på programmet: Enock Poulsen, Pierre ”Pretty Ricky” Madsen, Sarah ”The Dancing Queen” Mahfoud, Tobias Sørig og Andreas Lynggaard. 

 

BILLETTER: www.billetlugen.dk

Tilbage til oversigt

Nyheder