Danish Fight Night-boksegalla i Hillerød udskydes

Det er med stor beklagelse, at Danish Fight Night ser sig nødsaget til at aflyse sit planlagte boksestævne i slotsbyen Hillerød fredag den 27. april og dermed udskyde boksegallaen til en senere dato.

En række skader og fornyede problemer med visum og indrejsetilladelse til Danmark for en række boksere fra Afrika har gjort det umuligt at gennemføre et tilfredsstillende stævne i FrederiksborgCentret, hvor der ellers skulle have været to titelkampe på plakaten.

Dermed må 28-årige Sarah Mahfoud vente lidt endnu med at få sin chance for at vinde IBF’s interkontinentale mesterskab. Enock M. Poulsen, som skulle have forsvaret sin IBF jr. VM-titel i super letvægt, og de øvrige danske boksere – samt det danske boksepublikum - må ligeledes væbne sig med tålmodighed, imens der søges efter en ny dato, som vil blive offentliggjort snarest.

Der er indløbet to danske afbud i denne uge, hvilket i sig selv ikke er nok til at føre til aflysning. Men hvad værre er, så har en række afrikanske boksere - herunder de to titeludfordrere fra henholdsvis Sydafrika og Ghana – trods de oprindelige tilkendegivelser om godkendelse alligevel ikke fået grønt lys til at komme ind i Danmark.   

”Jeg er meget ked af at måtte skuffe de danske boksefans og ikke mindst bokserne, som har haft en forventning om at komme i kamp den 27. april. Skader kan man ikke gardere sig imod. Til gengæld piner det mig, at det har vist sig så problematisk at få godkendelse til at hente en række dygtige afrikanske boksere herop i tide. De aktuelle forhold gør det decideret vanskeligt at dyrke sportsligt samkvem med afrikanske lande, og det må vi naturligvis tage konsekvensen af fremover,” siger promotor Mogens Palle, som agter at gøre skaden god igen ved at finde en ny dato i nærmeste fremtid, hvorved Danish Fight Night-stævnet dermed kan gennemføres.

Oplysninger om den nye dato og de kommende Danish Fight Night-boksestævner vil blive offentliggjort en af de nærmeste dage.

 

Følg Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

Tilbage til oversigt

Nyheder