Status efter Danish Fight Night boksegalla: 3 nye danske navne i top 100

Med flotte danske sejre ved Danish Fight Night-boksestævnet i lørdags er yderligere tre danske boksetalenter - Enock Poulsen, Jeppe Morell og Ditlev Rossing - nu brudt igennem til top 100 på den senest opdaterede verdensrangliste.

 

Dansk professionel boksning er for alvor på vej frem med en voksende gruppe boksere, der har udviklet sig markant og nu for alvor er ved at bryde igennem til verdenseliten.

Det viser den senest opdaterede udgave af den anerkendte og uafhængige computerrangliste BoxRec mandag efter lørdagens succesrige Danish Fight Night-stævne i Frederiksberg Hallerne.

Med sejre over stærke modstandere er yderligere tre danske boksere nu brudt igennem til top 100 i deres respektive vægtklasser. Og det på trods af at de har bokset forholdsvis få kampe sammenlignet med listens øvrige boksere.

Letsværvægteren Jeppe Morell (9 sejre i 11 kampe) er den absolutte højdespringer, idet han efter sin seneste sejr er avanceret hele 69 pladser og nu er nummer 70 i verden.

Avancementet skyldes, at han i weekenden klart pointbesejrede den sydamerikanske mester, Ruben Eduardo Acosta, som inden kampen var rangeret som nummer 79.

Tilbage på vinderkurs håber Jeppe Morell nu på, at han kan komme til at møde enten landsmanden Patrick Nielsen eller svenskeren Sven Fornling, som Jeppe Morell i januar tabte til i en titelkamp på grund af en ærgerlig øjenskade.

Enock M. Poulsen, IBF jr. verdensmester i super letvægt, besejrede i weekenden den stærke tidligere dobbelte franske mester Renald Garrido efter 8 hæsblæsende omgange. Resultatet betyder, at Enock M. Poulsens ligeledes er en del af det fine selskab i top 100 i sin vægtklasse.

Det er en bedrift, som er særlig markant. Super letvægt en nemlig på grund af konkurrencen af de absolut sværeste vægtklasser at komme til tops i, fordi den med ca. 2.000 aktive boksere er en af de mest folkerigeste vægtklasser i boksning. Det kræver med andre ord flere kampe og sejre end i de øvrige vægtklasser at komme ind i top 100, men Enock M. Poulsen har rundet milepælen efter blot 8 kampe. Der er kun én anden bokser i verden med færre kampe på bagen, som ligger bedre placeret end det danske stortalent.

 

Den sidste nye dansker i top 100 er WBC jr. verdensmester i cruiservægt, Ditlev Rossing, som i weekenden knock-out-besejrede OL-bokseren og den tidligere WBA International-mester, Viktor Polyakov fra Ukraine, i 2. omgang.

Dermed er Ditlev Rossing med tilnavnet ”D-Struction” nu nummer 94 i sin vægtklasse. Han har kun bokset 9 kampe og er ligeledes ubesejret.

BoxRec, som holder styr på alle bokseres rekordlister verden over, anvender et særligt pointsystem i stil med skaksportens ELO-ratings og Fifas fodboldrangliste, hvor kombattanterne belønnes efter kvaliteten af de modstandere, som de besejrer. 

”Resultaterne og fremgangen på ranglisterne viser, at vi efter alle objektive kriterier har leveret nogle rigtig gode matchninger, og at vi har at gøre med nogle dygtige stortalenter og boksere med en enorm flid, vedholdenhed og styrke. Flere af dem er efter relativt få kampe nu er ved at etablere sig blandt de bedste i verden. Læg dertil de nyeste stortalenter herunder Oliver Meng og Allan Mahfoud, som jeg også spår vil gå en stor fremtid i møde,” siger boksepromotor Mogens Palle, som siden Danish Fight Night-opstartsstævnet i december 2015 også har ført Lolenga Mock og Jonas Madsen ind i top 100 samt Pierre Madsen, som dog i skrivende ligger lige udenfor som nr. 118 i sværvægt.

I alt er følgende 9 danskere pt. i top 100 i deres respektive vægtklasser pr. september 2018.

Lolenga Mock, Micki Nielsen, Patrick Nielsen, Jeppe Morell (NY), Jonas Madsen, Enock M. Poulsen (NY), Dennis Ceylan, Landry Kore og Ditlev Rossing (NY).

 

Lørdagens resultater, Danish Fight Night Galla i Frederiksberg Hallerne

 

Letsværvægt, 8 omgange

Jeppe Morell (DK) – Ruben Eduardo Acosta (Argentina)

Vinder: Jeppe Morell enstemmigt på point (78-73, 79-72, 79-72)

 

Super letvægt, 8 omgange

Enock M. Poulsen (DK)– Renald Garrido (Frankrig)

Vinder: Enock M. Poulsen enstemmigt på point (78-74, 78-74, 78-74)

 

Cruiservægt, 8 omgange

Ditlev ”D-Struction” Rossing (DK) – Viktor Polyakov (Ukraine)

Vinder: Ditlev Rossing på KO i 2. omgang (1.52)

 

Fjervægt, 8 omgange

Sarah Mahfoud (DK) – Vanesa Caballero (Spanien)

Vinder: Sarah Mahfoud på TKO i 4. omgang (0.51)

 

Super weltervægt, 6 omgange

Oliver Meng (DK) – Valentins Kotosovs (Letland)

Vinder: Oliver Meng på TKO i 4. omgang (2.57)

 

Super weltervægt, 6 omgange 

Allan Mahfoud (DK) – Beka Murjikneli (Georgien)

Vinder: Allan Mahfoud på TKO i 4. omgang (1.32)

 

Fjervægt, 4 omgang

Diana Nadim (DK) – Gabriella Mezei (Rumænien)

Resultat: Uafgjort – split draw (39-37, 38-38, 37-39)

 

Se eller gense alle kampene fra Danish Fight Night Galla den 15. september on-demand her: www.danishfightnight.tv

Læs mere om Danish Fight Night på Facebook: https://www.facebook.com/DFNboksning

Tilbage til oversigt

Nyheder