Stortalentet Oliver Meng inviterer til åben træning før sin IBF jr. VM-kamp

Pressen og alle interesserede inviteres til at se Oliver Meng i aktion til åben træning den 5. januar, inden det går løs i bokseringen i Nykøbing Falster fredag den 18. januar.

Seancen finder sted lørdag den 5. januar klokken 12.30 i Go2fitness, Slotsbryggen 11 i Nykøbing Falster.
”Under den åbne træning kan I se min træning på forreste række og måske selv deltage aktiv. Derudover vil der også være en konkurrence på dagen. Følg med på Facebook-siden for mere info om konkurrencen,” siger Oliver Meng, som fredag den 18. januar træder op i bokseringen på hjemmebane i Nykøbing F. Hallen ved det store Danish Fight Night Boksegalla.
I det modsatte ringhjørne venter denne aften Tanzania-bokseren Maono Ally – med tilnavnet ”The Monster of Bagamoyo” – og det bliver et opgør om IBF’s junior VM-titel i super weltervægt (for boksere under 25 år).
International Boxing Federation (IBF) er et af boksesportens store og anerkendte verdensforbund, og i en kamp om Youth-titlen, kan den danske bokser med en sejr positionere sig yderst fordelagtigt overfor IBF’s repræsentanter og tage det første vigtige skridt på vej mod endnu større bedrifter.
Mens Oliver Meng har bokset 4 kampe med 4 sejre, står 21-årige Maono Ally noteret for 8 sejre, 3 nederlag og en enkelt uafgjort.
Journalister og boksefans har udover den åbne træning den 5. januar allerede fredag aften den 28. december mulighed for at få en snak med Oliver Meng, når han gæster det traditionsrige Nytårs-Boksegalla i Nykøbing F. Hallen arrangeret af Nykøbing Falster Bokseklub. Dette stævne starter klokken 19.00, og promotor Mogens Palle og de øvrige Danish Fight Night-boksere er tilskuere ved dette stævne og præsenteres i ringen denne aften for at gøre reklame for det professionelle boksestævne den 18. januar. 
I den anden hovedkamp den 18. januar bokser den tidligere Vild med Dans-vinder Sarah Mahfoud en sensationel VM-eliminator mod sydafrikanske Bukiwe ”Anaconda” Nonina. Kampen gælder IBF’s intercontinentale mesterskab, og vinderen er officielt blevet lovet en VM-kamp mod IBF’s verdensmester.
Der venter dog en meget svær opgave for Sarah Mahfoud, fordi  den 27-årige Bukiwe Nonina sidste år besejrede tyskeren Alesia Graf, som skal bokse VM-kamp mod danske Dina Thorlsund.
Der er endvidere kampe med WBC jr. verdensmesteren i cruiservægt, Ditlev Rossing, Enock Poulsen og Allan Mahfoud. Boksestævnet kommer endvidere til at byde på et par amatørkampe med unge, lokale talenter.
Billetter: www.ticketmaster.dk
Læs mere om Danish Fight Night på Facebook: www.facebook.com/DFNboksning
Fakta om Oliver Meng
* Født: 9. juni 1999 (19 år)
* Hjemby: Gedser
* Højde: 180 cm.
* Vægtklasse: Super weltervægt (letmellemvægt)
* Rekordliste som professionel: 4-0 (2 KO)
* Træner: Morten Meng
* Klub som amatør: Nykøbing Falster BK
* Rekordliste som amatør: 54 kampe (44 sejre)
* 15 landskampe – 12 sejre
* Bronze ved U-17 EM i 2015
* Guld ved de nordiske mesterskaber U19 i 2016 og 2017
* 3 danske mesterskaber og 5 sjællandske mesterskaber som ungdomsbokser
* Guld i flere internationale turneringer herunder Golden Olympics Gloves i Estland i 2016
* Ved overgangen til professionel: Nummer 1 på Danmarks Bokse Unions eliterangliste i 64 kilo-klassen.
Tilbage til oversigt

Nyheder