Stortalentet Victor Ramon er klar til comeback-kamp: »Jeg glæder mig helt vildt og kan slet ikke vente«

Super-letvægteren Victor Ramon er tilbage som aktiv bokser, når der den 7. oktober afholdes boksegalla i Royal Arena i København.

Her møder han i sin tredje kamp som professionel bokser georgiske Luka Tvaliashvili, som ligeledes bokser sin tredje prof-kamp.

Victor Ramon, som er ubesejret sine to kampe og ligeledes har vundet 17 ud af 19 kampe som amatør, måtte afbryde sit comebackforsøg sidste år på grund af skadesproblemer som følge af et gammelt trafikuheld.

Nu er alt imidlertid i orden igen, og dermed er Victor Ramon langt om længe klar til at vise sine evner, som en bokser, der slår hårdt og tørt og har et fremragende overblik.

»Det er efterhånden længe siden, at jeg har bokset en kamp, så jeg glæder mig helt vildt og kan slet ikke vente. Jeg ved, at der kommer en masse støtte fra Aarhus og især fra min bokseklub, som kommer og bakker mig op. Klubben arrangerer en tur til København, og jeg har trænet hårdt, for det giver bare en masse motivation, når man får så meget opbakning af gode mennesker, som gerne vil se en bokse. Jeg er samtidig beæret over at få lov til at bokse i så stor og flot en arena,« siger Victor Ramon.

Modstanderen Luka Tvaliashvili fra Gerogien er med sine 23 år ét år yngre end Victor Ramon. Han har en sejr og et nederlag på rekordlisten, og han har ligeledes erfaring fra kickboxing-kampe i den georgiske kampsportsorganisation Max Fight League.

»Jeg har set en kamp med ham for at danne mig et indtryk. Han kan godt finde ud af at bokse. Jeg undervurderer ham overhovedet ikke. Han har to arme og to ben ligesom jeg. I første omgang har jeg tænkt mig at se ham an og prøve at sætte nogle gode jabs ind og se, hvilken type han er. Derfra skal jeg sætte nogle gode, hårde træffere ind,« lyder meldingen fra det danske boksetalent.

Udover at holde sig i god fysisk form arbejder Victor Ramon som boksetræner i Rules Boxing Club i Aarhus. Den 7. oktober sekunderes han af sine trænerkollegaer Daryoush Roozbahane Sørensen, som tidligere har været tilknyttet det danske bokselandshold, og englænderen James Hare, som selv er tidligere professionel bokser med 37 kampe (og kun tre nederlag), og som i 00’erne blev både EU-mester, Commonwealth-mester samt WBF-mester i weltervægt.

»Mit fokus er simpelthen bare at slå uden at blive ramt. Det er det, som vi træner på. Det vil sige, at jeg skal slå og flytte mig, slå og flytte mig. Jeg skal ikke stå derinde og tage imod en masse. Det har vi også fokuseret på under sparring, og det vil jeg prøve at tage med ind i kampen på bedst mulig vis. Jeg vil vise noget flot boksning, og jeg skal være hurtig på hænderne og have gode reflekser for at kunne undvige og dernæst straffe ham,« siger Victor Ramon.

I hovedkampen den 7. oktober stiller Sarah Mahfoud op mod den tidligere mangedobbelte verdensmester Marcela Acuña i en kamp om WBC’s Silver-titel i fjervægt. Udover Victor Ramon er der også kampe med blandt andre Oliver Meng, Enock Poulsen, Mathias Hansen, Hamza Hussein og et spændende opgør mellem Ali Hussein og Yusub Pashaev. Bettina Palle vil desuden løfte sløret for dansk deltagelse i andre profkampe samt - i samarbejde med Herlev Boxing – en række interessante kampe i olympisk boksning.

Danish Fight Night afvikles i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena.

Billetter kan købes hos Ticketmaster

TV: Boksestævnet kan ses på Pluto TV Sport. Pluto TV kan hentes som app eller ses via pluto.tv. Pluto TV kan tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.

Fakta om Victor Ramon

Født: 22. februar 1999 (24 år), Frederikshavn
Søn af en dansk mor og en halvt dansk/halvt spansk far, der var restauratør i Frederikshavn
Nuværende hjemby: Aarhus
Uddannelse/arbejde: HF-uddannelse på VUC i Aarhus. Boksestræner i Rules Boxing Club.
Højde: 179 cm.
Vægtklasse: Super-letvægt
Rekordliste: 2-0
Professionel debut: 15. juni 2019 i Randers
Trænere: Daryoush Roozbahane Sørensen og James Hare
Oprindelig klub som amatør: Champs Camp i Aarhus
Amatørkarriere: 19 kampe, 17 sejre. Jysk mester U19 (2017)