Tre unge danske boksetalenter melder sig klar Danish Fight Night i Royal Arena den 13. januar

Tre af de unge og tunge drenge i Danish Fight Night-regi skal i aktion, når der på ny er boksegalla i Royal Arena.

Lørdag den 13. januar 2024 er der endnu engang udsigt til en spændende bokseaften med intense kampe, når boksepromotor Bettina Palle i samarbejde med Royal Arena afholder Danish Fight Night.

Bettina Palle, som inden længe vil melde ud om stævnets hovedkampe, kan allerede nu løfte sløret for tre af de boksere, som med sikkerhed skal i aktion, når der er boksefest i København.

Det drejer sig om sværvægteren Mathias Hansen samt cruiservægterne Hamza Hussein og Thorbjørn Boudigaard, som alle tre har meldt sig klar til kamp.

»Der er tale om tre dygtige og ambitiøse boksere, som pynter på ethvert fight card. De er ærgerrige, giver sig selv fuldt ud og bokser seværdige kampe. Med deres unge alder kan de samtidig nå at udvikle sig meget fra kamp til kamp,« siger promoter Bettina Palle fra Danish Fight Night.

24-årige Hamza Hussein, som er ubesejret i 4 kampe som professionel, imponerede, da han ved den seneste boksegalla i Royal Arena vandt alle omgange og dermed pointbesejrede den bomstærke Irakli Alanidze fra Georgien.

Irakli Alanidze havde ellers i 2022 besejret den danske bokser Jeppe Mølle Christensen på et stævne arrangeret af TK Promotion i Holstebro og forårsagede ved denne lejlighed danskerens pt. eneste nederlag til dato.

Hamza Husseins klare pointsejr sættes yderligere i relief af, at Irakli Alanidze efter kampen i København måneden efter rejste til Paris og tabte i en helt tæt kamp - på en omdiskuteret majority decision - til en fransk hjemmebanebokser, som inden opgøret lå nummer 120 på BoxRec’s computerrangliste.

22-årige Mathias Hansen, som er tidligere U17-EM-sølvvinder hos amatørerne, er ligeledes med på programmet og skal bokse sin tredje professionelle kamp, når det går løs den 13. januar.

Den 112 kilo tunge sværvægter fra Blans i Sønderjylland er ubesejret i 2 kampe og vandt senest på point over serberen Dusan Krstin, som havde erfaring fra hele 23 kampe som professionel.

Mathias Hansen, som havde sin modstander rystet flere gange, viste endnu gang eksempler på, at han er hurtig på hænderne og har meget hurtige reflekser og undvigemanøvrer. Han er samtidig eksplosiv og kan bokse i et meget højt tempo.

Der er også mulighed for et gensyn med 22-årige Thorbjørn Boudigaard fra Skive, som ligeledes skal bokse sin tredje kamp som professionel.

Han står noteret for 1 sejr og 1 nederlag, og en del vil sikkert huske, at han var med til at levere en yderst seværdig publikumsfight, da han den 26. maj i år debuterede i en knaldhård og opsigtsvækkende matchning mod sin (føromtalte) ubesejrede landsmand Hamza Hussein.

Hamza og Thorbjørn havde nemlig ingen betænkeligheder med at stille op mod hinanden i en hård matchning, hvor de gav sig fuldt ud og gav publikum fuld valuta for pengene.

Bettina Palle vil i den nærmeste fremtid løfte sløret for de øvrige kampe og boksere i Royal Arena herunder hovedkampene. Der forventes i skrivende stund ca. 9 kampe i alt heraf enkelte kampe i olympisk boksning (3 gange 3 minutter).

Danish Fight Night afvikles som bekendt i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena. Der kan allerede nu købes billetter til Royal Arena via Ticketmaster.

Køb billetter på Ticketmaster