Ubesejrede Jacob Porsgaard møder sin stærkeste modstander til dato

Der er lagt op til en særdeles spændende boksekamp, når den danske super-mellemvægter Jacob Porsgaard den 26. maj skal prøve kræfter med Luca Di Loreto, som kun har tabt en enkelt kamp til en ubesejret modstander.

Den teknisk dygtige og hårdtarbejdende danske bokser kan med andre ord få hænderne fulde i sin vigtigste test til dato, når det går løs den 26. maj ved Danish Fight Night i Royal Arena Hall.

»Det er min bedste modstander til dato, så jeg forventer, at det bliver en kamp i et højt tempo og med fuld action fra start til slut. Jeg ved, at han er i rigtig god form, og han er absolut ikke uden evner. Det bliver en hård test, men jeg skal nok finde en måde at slå ham på,« siger 25-årige Jacob Porsgaard, som er ubesejret i seks kampe som professionel.

Luca Di Loreto er ligesom sin danske modstander 25 år og har ligeledes bokset seks kampe. Han er en fysisk råstærk bokser, som er meget angrebsivrig, og som især er farlig med sit venstre hook.

I sine seks kampe som professionel har han kun tabt en enkelt gang til en modstander, Ervis Lala, der dags dato fortsat er ubesejret. Sidst Di Loreto boksede udenfor Italiens grænser, fik han uafgjort i Belgien mod Yvanne Polet, som ligesom Di Loreto ligeledes kun har tabt en enkelt kamp.

I sin seneste kamp den 25. marts i år besejrede Jacob Porsgaards modstander letsværvægteren Domenico Bentivogli. Kampene mod Polet og Bentivogli fandt begge sted i 2023, så der er tale om en bokser, der dokumenterbart er i kampform.

Jacob Porsgaard har da også respekt for sin modstander, men han er samtidig fortrøstningsfuld i troen på egne evner før opgøret.

»Jeg skal ind og levere min egen boksning og bokse ham på mine præmisser. Det gælder også om at sætte tempoet, så han ikke kan følge med. Han er stærk, og han er i god form. Han satser meget med sine vilde sving, men teknisk synes jeg ikke, at han kan matche mig. Hvis jeg møder op i topform og har mit hoved med i ringen, så skal det nok gå godt,« siger Jacob Porsgaard.

Nu står den på knaldhård træning og sparring med andre danske boksere, både professionelle, men også med højtrangerede amatørboksere.

Det sympatiske danske boksehåb, som sekunderes og trænes af Mads Sørensen i Hillerød, kan i øvrigt vente fornem opbakning i Royal Arena. Den lokale bokseklub HSK i Hillerød agter nemlig sende en bus fuld af klubmedlemmer og støtter afsted til arenaen for at bakke Jacob Porsgaard op den 26. maj.

Det er kun med til at motivere den danske bokser yderligere.

»Det betyder utrolig meget. Jeg er superglad for den opbakning, jeg får. Det er helt klart med til at give mig de sidste 10 pct. ekstra, som jeg har brug for, når man står deroppe i ringen. Jeg glæder mig bare til at give dem alle sammen et godt show og en fed oplevelse. Det betyder sindssygt megetat få den opbakning, og jeg er meget taknemmelig for støtten,« siger Jacob Porsgaard.

Hovedkampen den 26. maj står mellem det store danske boksehåb Oliver Meng og italienske Khalil El Harraz, der kæmper om WBA Continental Europe-titlen i super weltervægt.

Derudover skal blandt andre også eksverdensmesteren Sarah Mahfoud, cruiservægteren Tobias Sørig og den debuterende sværvægter Mathias Hansen i aktion foruden en række stærke amatørboksere. Der ventes desuden at blive tilføjet yderligere profkampe til programmet, og disse kampe bliver offentliggjort meget snart. Billetter er til salg hos Ticketmaster.

Køb billetter

Royal Arena: www.royalarena.dk

TV: Boksestævnet kan streames gratis på Pluto TV Sport. Pluto TV kan hentes som app eller ses via www.pluto.tv. Pluto TV kan nemt tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.