Unikt samarbejde mellem bokser og MMA-udøver skal føre til sportslige triumfer

Stortalentet Oliver Meng får fornem støtte ved Danish Fight Night-boksestævnet den 15. september af MMA-udøveren og træningspartneren Mark O. Madsen, som ugen efter selv skal i aktion i sin hidtil vigtigste MMA-kamp.

 

De stiller op til kamp i hver deres sportsgren. Den i dag 19-årige tidligere U-17 EM-bronzevinder Oliver Meng, udråbt som et af Danmarks største boksetalenter, går i ringen som professionel bokser den 15. september.

Den 33-årige Mark O. Madsen - med OL-sølv og adskillige EM- og VM-medaljer som bryder - koncentrerer sig om MMA og kæmper næste gang i "buret" den 22. september.

Men trods forskellig baggrund træner de en hel del sammen og får en masse ud af det. Det fortæller Mark O. Madsen, som deler boksetræner med Oliver Meng. Olivers far, Morten Meng, er nemlig også en del af Mark O. Madsens trænerteam.

”Jeg har været bryder hele mit liv og har nu kastet mig over MMA, og i den forbindelse har jeg jo brug for at lære at bokse. Og dér er Morten og Oliver Meng selvfølgelig et fantastisk bekendtskab. Jeg er med til deres boksetræning så meget, som jeg kan og så meget, som resten af mit samlede program tillader. Derudover har vi nogle løbepas sammen og har også trænet crossfit sammen. Det er en god blanding af det hele, og vi forsøger at hjælpe hinanden. Det er samtidig fantastisk, at vi hjemme i Nykøbing har så god en boksetræner som Morten Meng,” siger Mark O. Madsen, som gennem lokalmiljøet har kendt både Oliver og Morten i en del år efterhånden.

”Jeg har lært meget af at se Morten og Oliver bokse og se nærmere på, hvordan Oliver bevæger sig oppe i ringen og især, hvordan han slår helt ’effortless’, som vi kalder det. Han kan jo blive ved med at slå uden at spænde, hvor jeg har en mere statisk statur med min brydebaggrund. Men jeg får rigtig meget ud af at være med til deres boksetræning, og jeg får en hel del ud af bare at se dem arbejde,” lyder meldingen fra Mark O. Madsen.

Oliver Meng har tidligere forklaret, at han også suger til sig af visdom ved at træne med en dedikeret og erfaren atlet som Mark O. Madsen. De to teams har blandt andet udvekslet erfaringer om, hvor meget træning og restitution der skal til i forberedelsesfasen og i den sidste fase op til en kamp, men også i forhold til mængden og volumen af den fysiske træning i opbygningsfasen.

”Som udgangspunkt har vi en fælles interesse i at blive så gode som mulige og forbedre os på alle de områder, som vi kan. Jeg har en masse erfaring fra min brydning, og Morten og Oliver har en masse erfaring i forhold til boksning. Det er to vidt forskellige sportsgrene, der stiller forskellige krav til fysikken, men det er rigtig godt at have mulighed for at udveksle erfaringer, for det gælder for os begge om at stå så klar som muligt, når kampen blæses i gang,” forklarer Mark O. Madsen.

Den danske MMA-kæmper, som vandt OL-sølv i brydning i 2016, er foreløbig ubesejret i 4 MMA-kampe. Han har rundet de 33 år, men han siger, at træningen med den 14 år yngre bokser også er med til at holde ham ung.

”Når vi er ude på løbebanen og skal løbe de her 400 meter og 800 meter intervaller, så er det med til at presse mig til min absolutte grænse. Jeg er blevet 33 år, og det betyder selvfølgelig, at min max-puls er faldet en lille del. Det er helt naturligt, når alderen rammer én. Jeg bliver udfordret helt enormt på de her løbepas, og det alene er jo rigtig positivt for mit vedkommende. Kan jeg komme op og bide ham i haserne, selvom min max-puls er lidt lavere end hans, så er det jo stadig med til at presse både ham og mig, så det hjælper helt afgjort os begge. Derudover har jeg noget erfaring og ekstra ballast, som jeg kan bidrage med, mens han har ungdommens glød, så jeg tror, at der er en rigtig god synergieffekt ved samarbejdet,” lyder meldingen fra Mark O. Madsen.

Udover at have de boksetekniske evner på plads mener Mark O. Madsen også, at Oliver Meng besidder de menneskelige egenskaber, som kræves for få succes på topplan.

”Jeg kan fornemme hans engagement, og at han virkelig brænder for det her. Samtidig er det jo en fantastisk konstellation, at det er Morten og Oliver, far og søn, der træner sammen. Det giver også en tro på, at de kan drive det vidt, fordi de har mulighed for at motivere og sparre med hinanden. Jeg er ikke decideret boksekyndig, men jeg kan se, at Oliver har et fantastisk talent, og jeg kan også fornemme, at han har en træningsvillighed og meget gerne vil træne hårdt. Og det kommer man ikke udenom, hvis man skal nå langt. Jeg tror, at han har det, der skal til for at drive det her rigtig vidt. Han har det rette træningsmiljø og disciplinen og møder op til træning. Han har sin far med ombord og et rigtig godt team og bagland. Det er ingredienserne til succes,” siger Mark O. Madsen.

Den ubesejrede Oliver Meng går som bekendt i ringen den 15. september i Frederiksberg Hallerne til sin tredje professionelle boksekamp, denne gang i super weltervægt mod letten Valentins Kotosovs, som har tre kampe med to sejre. Det bliver som sagt med sin far og træner Morten Meng i ringhjørnet. Mark O. Madsen satser ligeledes på at være til stede i ringhjørnet, ligesom han var det i Oliver Mengs seneste kamp.

Ugen efter – lørdag den 22. september i Nykøbing Falster - er det så Mark O. Madsens tur til at kæmpe ved ”Cage Warriors Academy Denmark I” med Morten Meng som sekundant og Oliver Meng på lægterne. Her skal han møde sin stærkeste modstander til dato i franskmanden Alexandre Bordin (8-2-1), som har en baggrund i judo med sort bælte medaljer i den sport.

”Det er klart den hårdeste modstander, som jeg har stået overfor i MMA-sammenhæng. Han har flere kampe og mere erfaring, end jeg har. Jeg er oprindeligt bryder, mens han er judo-kæmper, så det kan være, at det udjævner hinanden lidt og måske bliver en kamp, der bliver afgjort på boksningen. I så fald kommer det, som jeg har lært af Morten og Oliver, virkelig på en prøve den 22. september,” siger Mark O. Madsen, som håber, at en sejr kan bringe ham et skridt nærmere drømmen om at træde ind i UFC, som er verdens største MMA-organisation.

Om Danish Fight Night Galla i Frederiksberg Hallerne den 15. september:

Sarah Mahfoud (5-0) bokser en opsigtsvækkende EM- og VM-test i fjervægt, når hun møder franske Stephanie Ducastel, som er toprangeret (nummer 5, 5 og 7) hos de tre største VM-forbund (WBA, WBC og IBF). Jeppe Morell bokser mod den sydamerikanske mester Ruben Eduardo Acosta i letsværvægt, mens IBF’s junior-verdensmesteren i super letvægt, Enock M. Poulsen, møder den stærke dobbelte franske mester Renald Garrido. WBC junior-verdensmester i cruiservægt, Ditlev Rossing, bokser mod den forhenværende WBA International-mester, Viktor Polyakov fra Ukraine. Derudover er der spændende kampe med stortalenterne Oliver Meng, Allan Mahfoud og Diana Nadim.

 

Billetter: www.ticketmaster.dk

Facebook: www.facebook.com/DFNboksning

 

Fakta om Oliver Meng

Tilbage til oversigt

Nyheder