Bettina Palle 2

24.11.2024

25 år og mere til: En jubilæumsfortælling om Bettina Palle og hendes rejse i boksningens verden

Af Danish Fight Night-teamet.

Fredag den 29. november 2024 markeres en milepæl i dansk boksning.

Det er nemlig 25 år siden, at Bettina Palle trådte frem i rampelyset som promotor og arrangerede sit første boksestævne. Den rejse, der begyndte i 1999, fejres nu med et boksestævne i Frederiksberg Hallerne.

To tidligere verdensmestre, Sarah Mahfoud og Danila Ramos, duellerer i en spændende VM-kvalifikationskamp, og morgendagens danske boksestjerner som Oliver Zaren, Hamza Hussein, Mathias Hansen, Frederik Lundgaard Jensen, Nikolay Piddubnyy, Victor Ramon og Sofie Rosshaug m.fl. indtager ligeledes ringen.

Bag det hele står en kvinde, der har været dybt engageret i sin fars livsværk og for alvor trådte til, da der var brug for hjælp.

Bettina Palle, født den 15. december 1964, fik sin egen manager- og promotorlicens i 1998 og begyndte at skrive kontrakter med en række boksere. De første, der skrev under, var Sengül Özokcu, som blev den første danske kvindebokser med licens hos Dansk Professionelt Bokseforbund (DPBF) og en vis Mikkel Kessler, der som bekendt kom til at fejre store triumfer i det efterfølgende årtusind.

Det var dog først året efter i oktober 1999, at Bettina Palle i den gamle KB-Hallen arrangerede sit første boksestævne som promotor med sin kendte boksepromotorfar Mogens Palle i en mere tilbagetrukken rolle som matchmaker. Det blev en stor succes i en udsolgt arena, og Ekstra Bladets rubrik hed kort og godt ”Verdensklasse” i beskrivelsen af europamester Johnny Bredahl, som i hovedkampen udraderede englænderen Paul Lloyd i en EM-match. Derudover var der kampe med Brian Nielsen, Frank Olsen, Thomas Damgaard, Mads Larsen, Tue Bjørn Thomsen, Steffen Nørskov, Simon Lundt Hansen, Sengül Öcokcu og Ole Klemetsen.

Bettina Palle var dog reelt en del af Team Palle og boksesporten mange år forinden. 

I 1992 blev hun officielt en del af firmaet, men lige siden barndommen havde hun løst opgaver, når der var brug for det. Sådan måtte det være, når man var vokset op i et hjem, hvor der blev talt om boksning fra morgen til aften.

Mogens Palle arbejdede og rejste meget. Når Bettina Palle kom hjem fra skole, sad han ofte på sit kontor med papirstakke og fastnettelefonen tæt ved. Folk ringede hele døgnet rundt, og nogle gange tog Bettina røret, og så var det typisk en engelsk stemme, der ville tale med hendes far.

Bettina Palle tjente selv sine lommepenge, fra hun var 11 år og arbejdede i en chokoladeforretning. Hendes mor, Lis Palle syntes, at hun skulle lære, at penge ikke kommer af sig selv. Som ung var Bettina med egne ord sky og genert, men hun kastede sig alligevel over opgaver, der krævede en vis portion mod.

Da hun stadig var teenager ringede hendes far en dag hjem fra et rejsebureau i København. Bettina Palle, som gik i skole var på vej ud ad døren, frygtede, at lærerne måske havde sladret om, at hun havde pjækket for meget. Han ville dog bare have hende til at hjælpe med en hasteopgave. Hun skulle flyve til London med det samme med tre flybilletter. Dengang kunne man ikke sende sådanne billetter via mail, så hun pakkede en lille taske med pas og tandbørste. Hun landede i Heathrow og blev mødt af en kvinde, som var datter af en engelsk boksepersonlighed. De vadede det meste af London rundt, inden Bettina Palle blev installeret på et hotel i byen.

Dagen efter fløj hun tilbage til København med den i dag verdenskendte boksepromotor Frank Warren, træner og matchmaker Ernie Fossey samt en britisk bokser, der skulle kæmpe i Danmark. I flyet kom en steward forbi og spurgte, om ”herrerne” generede hende. Vedkommende anede næppe, at den unge pige var sendt til London alene for at hjælpe sin far med at hente de tre mænd til Danmark.

Selvom de første år af tilværelsen helt naturligt omfattede talrige besøg i træningssale med datidens stjerner såsom Tom Bogs, Jørgen Hansen, Ayub Kalule og Hans Henrik Palm, stod det egentlig ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle følge sin far i fodsporene. Hendes mor frarådede hende på et tidspunkt at træde ind i promotorvirksomheden, fordi hun var bange for, at Bettina ville blive tromlet ned i den hårde og mandsdominerede branche. Bettina Palle blev i stedet uddannet rejsebureauekspedient og arbejdede i en årrække for luftfartsselskaberne Varig, Pan Am og Iberia.

Hun havde også afstikkere til udlandet for at lære sprog og boede i England og i Spanien. På et tidspunkt boede hun 15 måneder i Spanien og tog et særligt kursus for udlændinge og lærte hurtigt at tale flydende spansk samt lidt portugisisk, italiensk og tysk til husbehov. Værktøjer der i den grad er kommet hende til gode senere i livet i forhandlinger med udenlandske promotorer, managere og agenter og store bokseforbund med hovedsæder placeret i eksotiske storbyer.

I 1992 blev der dog igen brug for Bettina Palles hjælp på hjemmefronten.

Det var en periode med heftig aktivitet, store tv-kontrakter og stribevis af danske europa- og verdensmestre. Mogens Palle havde fra sidst i 1980’erne oparbejdet en stor portion stress og tumlede med diverse helbredsudfordringer. Bettina Palle blev international koordinator og hjalp til med mange af de praktiske opgaver.

Hun fik gradvist større indflydelse og var i de følgende år blandt andet med til at presse på for at få kvindeboksning på programmet. Mogens Palle var i starten skeptisk i forhold til kvindernes indtog. Men selvom han måske var gammeldags anlagt i forhold til de traditionelle kønsroller, så vidste Bettina, at han også var progressiv, når det drejede sig om at teste og introducere nye koncepter og runde markante og historiske milepæle. Både dinner-stævner og pay-per-view-arrangementer blev bragt til Danmark af manden, der startede det hele i fodsporene på sin far (og Bettinas farfar), Thorkild. Og således gik det til, at den første professionelle kvindekamp i Danmark blev præsenteret i Cirkusbygningen året efter, at myndighederne havde givet grønt lys for kvinder i offentlige boksekampe. Norske Helga Risøy kæmpede mod canadiske Diana Dutra om den daværende VM-titel i super-letvægt. To andre titelkampe med udenlandske boksere blev gennemført ved senere stævner, inden Team Palle satte sig for selv at føre sine egne nye kvindeboksere frem.

Da Mogens Palle fik alvorlige hjerteproblemer i forbindelse med et EM-stævne i 1998, stod det imidlertid lysende klart, at der var akut behov for at sætte Bettina Palle i spidsen for Team Palle for at lette arbejdsbyrden for den flittige, men sygdomsramte promotor.

Derfor blev planerne for en ny arbejdsdeling fastlagt. Bettina Palle skulle overtage hovedopgaven med at være boksepromotor med alt, hvad den slags indebærer, mens Mogens Palle udelukkende skulle koncentrere sig om matchmaking-delen. Senere blandede Bettina Palle sig også med kvalificerede indspark til, hvilke modstandere der ville stå godt til de danske boksere, og med tiden blev hendes professionelle samarbejde med sin far til et ligeværdigt makkerskab.

Debutstævnet med EM-kampen mellem Johnny Bredahl og Paul Lloyd kom i øvrigt i stand med en snedig manøvre, som makkerparret Bettina og Mogens Palle senere kom til at benytte mere end et par gange i bestræbelserne på at hente de store kampe til Danmark eller sikre større betalinger til deres boksere.

Ved den åbne licitation – det såkaldte purse-offer - for EM-opgøret havde Mogens Palle indleveret en kuvert til den europæiske bokseunions kontor i Rom med et tilbud på kampen. Kort før deadline ankom og afleverede Bettina Palle et højere bud, og på den måde blev de britiske promotorer med den velkendte Frank Warren i spidsen overgået, så EM-kampen endte på dansk grund.

Det danske makkerpar supplerede hinanden perfekt, og konstellationen kom til at lægge grunden til en række uhyre succesrige år for dansk boksning.

Bettina Palle blev samtidig en af pionérerne blandt kvindelige boksepromotorer, fordi der i forvejen kun var én anden registreret aktiv kvindelig boksepromotor i Europa. I starten af 2000’erne var der fortsat kun tre på det europæiske kontinent.

På grund af den massive danske talentmasse og de mange mestre, kunne den senere verdensmester Mikkel Kessler som mange andre Team Palle-boksere udvikle sig i ly af topnavnene og i ro og mag blive bygget op fra bunden. Han fik tid til at blive modnet og fandt sin egen stil, mens han blev sat op mod mange forskellige typer og stilarter for at ruste ham bedst muligt til fremtiden.

En af stjernerne, som også fungerede som mentor for Mikkel Kessler i de år, var bantamvægteren Johnny Bredahl, som efter en formidabel indsats blev Danmarks første WBA-verdensmester ved i 2002 at besejre Eidy Moya i Falconér Centret.

Journalisterne ringede fortsat ofte til Mogens Palle, fordi de vidste, at han altid var leveringsdygtig i de rappe og skarpe citater, men i kulissen og på den internationale scene var der ingen tvivl om, at Bettina Palle var en lige så stor en drivkraft for dansk boksning i de succesfulde år.

Det var Bettina Palle, der dels moderniserede forretningen og dels fik kørt de danske boksere i stilling på ranglisterne og udførte det nødvendige lobbyarbejde på de store boksekongresser, hvor hendes sprogkundskaber og diplomatiske evner kom boksestalden til gode. Og det var Bettina Palle, der helt specifikt drog til Venezuela, hvor organisationen World Boxing Association dengang havde base, og fik Johnny Bredahls VM-kamp på plads. Med den fantastiske og historiske VM-sejr var en stor sportslig milepæl rundet for dansk boksning.

I 2002 havde Team Palle en dansk verdensmester, Johnny Bredahl, og hele 10 danske boksere, der var rangeret i top-15 hos minimum et af de fire store VM-forbund foruden en række skandinaviske boksere, der ligeledes var med i toppen.

Da Mikkel Kessler erobrede WBA-bæltet i super mellemvægt i sin kamp nummer 34 i 2004 som substitut for Mads Larsen, havde det endnu større folkelig gennemslagskraft, og Kessler endte med at blive et stort idol i Danmark og internationalt topnavn.
Det blev til en række markante titelforsvar mod Anthony Mundine og Eric Lucas inden det historiske unifikationsbrag i Parken mod WBC-verdensmesteren Markus Beyer, som blev knockoutet i tredje omgang i 2006.

I perioden 1999 til 2008 var Bettina Palle stævnearrangør bag hele 13 VM-kampe på dansk grund i de store VM-forbund og 11 officielle EM-kampe på dansk grund.

I VM-kampene deltog danske boksere som Johnny Bredahl, Mikkel Kessler, Spend Abazi og Anita Christensen. I EM-kampene deltog danske boksere som Johnny Bredahl, Dennis Holbæk, Jesper D. Jensen, Thomas Damgaard, Steffen Nørskov, Spend Abazi, Michael Rask og Vinni Skovgaard.

Derudover vrimlede det i samme periode med andre markante kampe på dansk grund herunder Thomas Damgaard vs. Philip Holiday, Hasan Al vs. Carlos Baldomir, Brian Nielsen vs. Orlin Norris, Ole Klemetsen vs. Thomas Hansvoll og Anita Christensen vs. Ada Velez, som i sidstnævnte tilfælde var noget så sjældent som et kvindeopgør mellem BoxRec-computerranglistens nummer 1 mod nummer 2.

Samtidig repræsenterede hun sammen med sin far mange af de danske og øvrige skandinaviske boksere, når de boksede om VM-, EM- og andre titler på udebane. Hun var blandt andet med, da Mads Larsen og Rudy Markussen vandt EM-titlen i Tyskland, og da Martin Kristjansen boksede mod verdensstjernen Amir Khan i England.

Bettina Palle deltog også i forhandlingerne om Brian Nielsens berømte dyst i 2001 i Parken mod ikonet Mike Tyson, som blev en kæmpe begivenhed, der blev en storslået PPV-succes i Skandinavien og blev tv-transmitteret af Showtime i USA og Sky Sports i Storbritannien og ligeledes vist direkte i et hav af andre lande verden over.

Hun var ligeledes med, da Mogens Palle i 2007 snedigt manøvrerede Mikkel Kessler ind i den historiske VM-match mod Joe Calzaghe i Cardiff med 50.000 tilskuere på Millennium Stadium og fik presset prisen så højt op, at ingen dansk bokser før eller siden tjent så mange penge på en enkelt boksekamp.

Mogens og Bettina Palle trak sig mere eller mindre tilbage fra boksesporten i årene efter Mikkel Kessler skifte til tyske Team Sauerland, men i 2015 gjorde Mogens Palle overraskende comeback som promotor med Super-Brian Nielsen ved sin side. Ambitionen var den samme, som da Palle startede i 1957: At arrangere en række spændende boksestævner og opbygge nye danske boksere, som skulle danne rammen om en ny æra i dansk professionel boksning.

Selv uden tv-kontrakter lykkedes det mod alle odds at udvikle nye mestre. Sarah Mahfoud blev verdensmester i et af de store VM-forbund, og Enock Poulsen blev officiel europamester. Og Bettina Palle, som i nogle år havde drevet sin egen købmandsforretning på Frederiksberg, blev gradvist trukket tilbage ind i boksesporten. Hun ordnede det praktiske ved stævnerne og passede sin kræftsyge far, som arbejdede stædigt og ihærdigt til det sidste, indtil hans kræfter slap op den 27. august 2022.

Herefter stod Bettina Palle, som havde mistet sin mor i 2020 efter flere års kamp med sygdommen Alzheimers, pludselig alene sammen med sin søn Christian.

Bettina Palle havde inden sin fars død selv opsøgt chancen og forhandlet Sarah Mahfouds store unifikationsbrag af en VM-kamp mod Amanda Serrano i Manchester Arena på plads, da der opstod en gylden mulighed midt i kaosset. Det skulle vise sig, at hun også havde mod og kræfter til at føre boksestalden og livsværket videre med flere boksestævner i Danmark.

Det skete med ”A New Beginning” i Musikteatret Albertslund i marts 2023, som bød på en titelkamp til Sarah Mahfoud og i alt fem professionelle kampe med danske boksere samt fire amatørkampe i ’olympisk boksning’. 
Hun lagde ikke skjul på, at det var angstprovokerende pludselig at stå helt alene med alt og ikke længere kunne spørge sin far til råds. Men hun gjorde det ikke mindst for boksernes skyld og for at bygge videre på det, der var bygget op de senere år.

»Projektet vil blive ført videre i min fars ånd, men jeg vil gøre det på min egen måde. Jeg vil gerne bevise, at jeg godt kan alene. Så kan det godt være, at han synes, at jeg er dybt idiot at fortsætte. Omvendt tror jeg dog også, at han er en smule stolt over, hvad jeg laver nu,« forklarede Bettina Palle i de pågældende dage.

Herefter har der som bekendt været en lind strøm af seværdige boksegallaer i Royal Arena i København, som indtil videre har dannet fast ramme om de nye events i dette årti, og der er blevet serveret VM-kampe i de store forbund og andre spændende titelopgør med både danske og internationale boksere samt nye talenter, der er ved at blive bygget op. Det omfatter blandt andet VM-kampe med Dina Thorslund samt VM-kvalifikationskampe og andre titelkampe med blandt andre Sarah Mahfoud og Oliver Meng i hovedrollerne.

Sideløbende har Bettina Palle repræsenteret sine boksere og egenhændigt forhandlet storkampe på plads i udlandet til både Sarah Mahfoud, som har optrådt i boksningens hovedstad Las Vegas i USA, og den tidligere danske europamester Enock Poulsen, der har bokset EM-kamp i Wembley Arena foran 13.000 tilskuere.

Den aktuelle jubilar har selv tidligere i en avisartikel beskrevet sine stærkeste sider som overblik, stædighed samt vilje og evne til at føre sine planer ud i livet. Disse egenskaber bliver der helt sikkert brug for de kommende år, når der skal kæmpes for at udvikle sporten og få den til at trives økonomisk, især i en tid hvor bokseverdenen i Danmark ikke pt. har de samme gyldne indtægtskilder, som var med til at finansiere tidligere succeser. Men med den rette portion stædighed, dedikation og mod samt opbakning fra tilskuere, seere og samarbejdspartnere er der potentiale for, at Bettina Palle kan fortsætte som en af dansk boksnings største drivkræfter – også efter de første 25 år.

Tillykke med jubilæet!

VM-kampe i de fire store VM-forbund (WBA, WBC, IBF og WBO)

  • 13.10.2001 Joe Calzaghe vs. Will McIntyre, VM (WBO), super mellemvægt
  • 19.04.2002 Johnny Bredahl vs. Eidy Moya, VM (WBA), bantamvægt
  • 08.11.2002 Johnny Bredahl vs. Leo Gamez, VM (WBA), bantamvægt
  • 24.10.2003 Johnny Bredahl vs. David Guerault, VM (WBA), bantamvægt
  • 13.03.2004 Johnny Bredahl vs. Nobuaki Naka, VM (WBA), bantamvægt
  • 12.11.2004 Mikkel Kessler vs. Manny Siaca, VM (WBA), super-mellemvægt
  • 14.01.2006 Mikkel Kessler vs. Eric Lucas, VM (WBA), super-mellemvægt
  • 14.10.2006 Mikkel Kessler vs. Markus Beyer, VM (WBA, WBC), super-mellemvægt
  • 14.10.2006 Anita Christensen vs. Nadya Hokmi, VM (WBC, WBA), bantamvægt
  • 23.02.2007 Spend Abazi vs. Robert Guerrero, VM (IBF), fjervægt
  • 14.09.2007 Anita Christensen vs. Betina Gabriela Garino, VM (WBC, WBA), bantamvægt
  • 21.07.2008 Mikkel Kessler vs. Dmitri Sartison, VM (WBA), super-mellemvægt
  • 21.07.2008 Anita Christensen vs. Galina Koleva Ivanova, VM (WBA), bantamvægt
  • 24.02.2024 Dina Thorslund vs. Mary Romero, VM (WBC, WBO), bantamvægt
  • 25.05.2024 Dina Thorslund vs. Seren Cetin, VM (WBC, WBO), bantamvægt

Officielle EM-kampe (European Boxing Union) 

  • 29.10.1999 Johnny Bredahl vs. Paul Lloyd, EM, bantamvægt
  • 14.01.2000 Dennis Holbæk Pedersen – Boris Sinitsin, EM, super-fjervægt
  • 01.10.2000 Dennis Holbæk Pedersen – Boris Sinitsin, EM, super-fjervægt
  • 06.10.2000 Jesper D. Jensen – Luigi Castiglione, EM, bantamvægt
  • 03.11.2000 Thomas Damgaard – Alessandro Duran, EM, weltervægt
  • 21.09.2001 Spend Abazi vs. Alexander Yagupov, EM, bantamvægt
  • 16.11.2001 Steffen Nørskov vs. Alexander Mahmutov, EM, fluevægt
  • 08.02.2002 Spend Abazi vs. Jose Antonio Fuente, EM, bantamvægt
  • 15.03.2002 Spend Abazi vs. Dmitry Kirilov, EM, bantamvægt
  • 13.06.2003 Michael Rask vs. Roman Karmazin, EM, super-weltervægt
  • 21.06.2008 Vinni Skovgaard vs. Cornelia Zimmer, EM, super-letvægt

Andre markante kampe på dansk grund med Bettina Palle som stævnearrangør

  • Thomas Damgaard vs. Philip Holiday (2000)
  • Hasan Al vs. Carlos Manuel Baldomir I (2001)
  • Brian Nielsen vs. Orlin Norris (2001)
  • Evans Ashira vs. Frederik Alvarez (2001)
  • Hasan Al vs. Carlos Manuel Baldomir II (2001)
  • Brian Nielsen vs. Mike Tyson (2001)
  • Ole Klemetsen vs. Thomas Hansvoll I (2001)
  • Ole Klemetsen vs. Thomas Hansvoll II (2001)
  • Anita Christensen vs. Ada Velez (2004)
  • Lolenga Mock vs. Charles Brewer (2005)
  • Martin Kristjansen vs. Stefano Zoff (2006)
  • Steffen Nielsen vs. Claus Bertino (2006)
  • Gennadiy Golovkin vs. Amar Amari (2008)
  • Sarah Mahfoud vs. Marcela Eliana Acuna (2023)

  • Derudover har Bettina Palle i perioden 1999 – 2024 repræsenteret danske og skandinaviske boksere i VM- og EM-titelkampe og andre store kampe i udlandet som promotor- eller managerrepræsentant heriblandt Mikkel Kessler, Mads Larsen, Rudy Markussen, Martin Kristjansen, Lolenga Mock, Steffen Nørskov, Frederik Alvarez, Johny Jensen m.fl. og senest Sarah Mahfoud i VM-kampe i henholdsvis Manchester og Las Vegas og Enock Poulsen i EM-kamp i London.