CFC362AB CB92 41CC 8409 45A772055938

03.10.2024

Boksegalla udsættes – Sarah Mahfoud ramt af sygdom

Den danske bokser, som forleden vendte hjem fra en træningslejr i Cardiff, Wales, har de seneste dage følt sig dårligt tilpas og blev som følge heraf sendt til lægen, hvor det kom frem, at hun er ramt af en  lungebetændelse, der gør det umuligt for hende at blive fysisk klar til boksekampen mod Danila Ramos.

Da der er tale om boksestævnets hovedkamp, betyder det desværre, at hele stævnet må udsættes. En ny stævnedato vil blive offentliggjort snarest, meddeler boksepromotor Bettina Palle fra Danish Fight Night.

»Det er brandærgerligt, og vi arbejder på højtryk på at kunne annoncere en ny dato, så kampen kan blive gennemført, og så alle øvrige boksere kan komme i kamp. Nu skal Sarah lige have mulighed for at komme sig, så vi får et overblik over, hvornår vi kan gennemføre arrangementet. Nærmere information følger,« siger Bettina Palle.

Sarah Mahfoud ærgrer sig ligeledes over den aflyste kamp, men lover at vende stærkt tilbage.

»Jeg er utrolig ked af situationen, og det hele er meget svært at begribe lige nu. Der er desværre ikke noget, jeg kan gøre for at ændre på den. Jeg er især ked af, at jeg må skuffe det danske boksepublikum på denne måde, men jeg lover at vende stærkt tilbage,« siger Sarah Mahfoud.

Da der først er ledige datoer i Royal Arena i 2025, arbejdes der på at gennemføre boksegallaen i en ledig arena i indeværende år, og derfor kan allerede købte billetter ikke overføres til den nye stævnedato.

Ticketmaster sender en særskilt mail omkring refundering og hvordan man skal forholde sig som billetkøber.