Pallebokshamza8martsbanner1200x630px2korra

04.03.2025

Hamza Hussein før sin første titelkamp mod hidtil sværeste modstander: Det er en drøm, der går i opfyldelse

Det er en toptunet og velforberedt Hamza Hussein, der lørdag aften på Hotel Scandic – Sluseholmen i København bokser karrierens første titelkamp mod finske Niklas Räsänen. 

De to boksere kæmper om WBC’s Internationale Silver-titel, der ifølge vedtægterne sikrer vinderen en plads på verdensranglistens top-40 hos WBC, som er et af de fire store VM-forbund i professionel boksning.

25-årige Hamza Hussein fra Husum i København kan med andre ord med en sejr lørdag aften sikre sig en kometagtig entré på verdensranglisten efter blot 9 kampe som professionel.

»Det har altid været min drøm at bokse titelkampe og få muligheden for at komme ind på verdensranglisten, men det er gået meget hurtigt. Netop her i marts måned er det præcis 7 år siden, jeg boksede min allerførste boksekamp ved Hvidovre Box Cup. Hvis jeg var blevet spurgt dengang, så havde jeg ikke troet, at jeg allerede i dag skulle bokse titelkamp i professionel boksning og om at komme ind i top-40 på WBC’s verdensrangliste,« siger Hamza Hussein og tilføjer:

»Det er første store skridt i min drøm om at blive verdensmester. Der er kun en vej frem. Det gælder om, at jeg skal levere varen og vise, at jeg ikke bare er her for min hobbys skyld. Det her er min livsstil. Det er det her, jeg vil!«

Det bliver dog ingen nem opgave, for i det modsatte ringhjørne venter Niklas Räsänen, som har en flot rekordliste på 17 sejre, 3 nederlag og 1 uafgjort. 10 af de 17 sejre er afgjort på knockout. Den hårdtslående finne har desuden et langt CV i olympisk boksning og har været national finsk mester.

»Det er en stor kamp, som Bettina Palle har skaffet til mig. Han er min hidtil hårdeste modstander, og den bokser, der har haft den bedste rekordliste til dato. Men jeg er helt klar til lørdag aften. Jeg glæder mig, og jeg er spændt, men jeg er ikke nervøs før kampen, for jeg har trænet rigtig hårdt og er godt forberedt,« lyder meldingen fra Hamza Hussein

Den københavnske højrefodsbokser fra Husum har ikke nærstuderet sin finske modstander minutiøst. Den del har han overladt til sin træner. I stedet vil han benytte sin intuition og kreativitet til at finde nøglen til sejr. 

»Jeg føler, at det belaster min kreativitet i mine kampe, hvis jeg fokuserer for meget på videoer af min modstander. Måske vælger han at bokse på en helt anden måde. Jeg er i stedet god til at finde åbninger under kampene, og så lytter jeg til min træner, som også fortæller mig undervejs, hvad jeg skal gøre. Jeg har dog set en lille smule video med ham, og han ser i hvert fald ikke dårlig ud, og så har han masser af erfaring. I sidste ende handler det om, hvor godt jeg har forberedt mig op til kampen, hvor god form jeg er i, og hvor godt min træner har forberedt mig på den taktiske del af opgaven. Man ved aldrig, hvad der sker i den slags kampe. Måske ender den hurtigt – måske går den alle 10 omgange. Jeg er forberedt på alt,« siger Hamza Hussein og tilføjer:

»Publikum kan glæde sig til en rigtig spændende kamp. Det er ikke for sjov, at jeg hedder ’Assasin’, som der står på mine shorts. Det er min stil. Jeg går ikke efter bevidst efter knockouten, men den kommer lige pludselig.«

Udover Hamza Hussein skal også super-mellemvægteren Oliver Zaren (15-0) i aktion, når han bokser mod franskmanden Samuel Cavret (8-3-1).

Derudover bliver det især de helt tunge drenge, der kommer i fokus, når det går løs den 8. marts. Der er nemlig udsigt til kampe med de tre sværvægtsboksere: Mathias Hansen (6-0, 4 KO) fra Aabenraa, Danmark; Brage Lange (4-0, 4 KO) fra Oslo, Norge samt den dansk-ukrainske bokser Nikolay Piddubnyy (1-0, 1 KO) fra Lindholm Bokseklub.

Danish Fight Night-stævnet ”Big Boys Boksegalla” vises på kampsportsplatformen Fightsport.dk, og via samme platform kan der sikres billetter til arrangementet på Hotel Scandic – Sluseholmen.

Fakta om Hamza Hussein

  • 25 år
  • Bor i Husum, København
  • Uddannelse: Læser til maskinmester i København
  • Træner til daglig i Bispebjerg Bokseklub
  • Træner-team: Osama Hadifi, Ali Hussein, Robert Larsen og Idris Ahmed.
  • Højde: 193 centimeter
  • Kampvægt: 91 kilo (cruiservægt)
  • Rekordliste som professionel: 8-0 (3 KO)
  • Professionel debut: 13. maj 2022 i Berlin.
  • Rekordliste som amatør: 8-0
  • Dansk mester i 2022 i 92-kilo-klassen
Pallebokshamzakampplus4 8Martsbanner1200x630px2korr

Velkommen

Log ind med din email