Pallebokshamzakampplus4 8Martsbanner1200x630px2korr

05.03.2025

Kampprogrammet er på plads: Big Boys Boksegalla på Hotel Scandic - Sluseholmen

Der bliver med garanti smæk for skillingen, når Bettina Palle og bokserne fra Danish Fight Night lørdag aften indtager Scandic Hotel - Sluseholmen, et moderne hotel på Sluseholmen kun 500 meter fra Sydhavnen i København. 

Her bydes der på et high end og intimt ringside-event med topboksning i de tungere vægtklasser, sværvægt, cruiservægt og super-mellemvægt.

Det store danske boksehåb Hamza Hussein får i sin blot 9. kamp som professionel chancen for at sikre sig en entré på WBC’s verdensrangliste, når han lørdag aften bokser karrierens første titelkamp – om WBC’s internationale Silver-titel i cruiservægt - mod finske Niklas Räsänen. Vinderen af titelkampen sikres automatisk adgang til verdensranglisten hos WBC, som er et af de fire, store VM-forbund i professionel boksning. 

Niklas Räsänen har en flot rekordliste på 17 sejre, 3 nederlag og 1 uafgjort. 10 af de 17 sejre er afgjort på knockout. Den hårdtslående finne har desuden et langt CV i olympisk boksning og har været national finsk mester.

Udover Hamza Hussein skal også den danske super-mellemvægter Oliver Zaren (15-0) i aktion, når han bokser mod franskmanden Samuel Cavret (8-3-1).

Den 25-årige danske hardhitter er ubesejret i 15 kampe og imponerede senest ved Danish Fight Night i Frederiksberg-Hallerne den 29. november, da han stoppede den stærke mexicaner Carlos Gallego Montijo i 6. omgang. Samuel Cavret er imidlertid aldrig blevet stoppet før, så der er udsigt til et opgør, der potentielt kan gå alle omgange.

I afdelingen af sværvægtskampe serveres der blandt andet et spændende opgør mellem to ubesejrede boksere.

Dansk-ukraineren Nikolay Piddubnyy skal nemlig i sin anden optræden som professionel bokser op mod den ligeledes ubesejrede Tomas Makula fra Tjekkiet. Den 28-årige tjekke er ubesejret i 3 kampe som professionel med alle 3 sejre afgjort før tid.

Nikolay Piddubnyy er oprindeligt fra Odessa i Ukraine, men har boet i Danmark siden 2017. Han har de seneste år repræsenteret den hæderkronede Lindholm Bokseklub i Nørresundby, hvor han også er fungerende træner i klubben. Han blev nordisk mester i super-sværvægt (over 92 kilo), da han i 2023 besejrede danske Gustav Thorsen og nordmanden Ole Laache på sin vej til guldmedaljen.

Mathias Hansen vender ligeledes tilbage i bokseringen, når der er boksegalla på Hotel Scandic – Slueseholmen. Den 24-årige danske sværvægter bokser sin syvende kamp og skal op mod den langt mere rutinerede Elvis Smajlovic fra Bosnien-Hercegovina, som står noteret for hele 38 kampe (17-18-3, 9 KO).

Mathias Hansen er for nylig vendt hjem fra en træningslejr i England, hvor han blandt andet sparrede i henholdsvis Churchill’s Boxing Gym og Peacock Boxing Club, som betragtes som et af de bedste boksegyms i London.

Aabenraa-bokseren hentede blandt andet en sølvmedalje ved U17-EM i olympisk boksning som et af højdepunkterne, før han blev professionel. Han måler 192 centimeter og har en kampvægt, der ligger mellem 110 og 112 kilo. På trods af sin størrelse er han en meget bevægelig bokser, der er hurtig på hænder og fødder, og som leverer meget tempofyldt boksning med eksplosive kombinationer og kvikke undvigemanøvrer.

I aftenens første sværvægtskamp skal norske Brage Lange, som er ubesejret i fire kampe med sejre på knockout, op mod Marko Vucevic fra Kroatien, som har en rekordliste på 5 sejre og 5 nederlag (4 sejre på knockout).

Den 26-årige nordmand, som er klar til sin første profkamp på dansk grund, måler 202 centimeter i højden og vejer godt 115 kilo. Der er med andre ord højde, drøjde, vægt og power bag slagene fra de norske næver.

Dørene åbnes klokken 18.30, og første kamp indledes klokken 19.30.

Boksestævnet vises på kampsportsplatformen Fightsport.dk, og via samme platform kan der sikres billetter til arrangementet på Hotel Scandic – Sluseholmen.

Tue Trnka og Jimmi Bredahl kommenterer kampene, og ringannouncer er Ketel Ljungquist.

Velkommen

Log ind med din email