Sarahmahfoud 12Okt24 2436X1365

30.08.2024

Sarah Mahfoud skal bokse VM-kvalifikationskamp mod den brasilianske kriger Danila Ramos

Nummer 2 og 3 på WBO’s verdensrangliste tørner sammen i et brag af en kamp den 12. oktober i Royal Arena, når Bettina Palle afholder sit 25-års jubilæumsstævne.

Den tidligere verdensmester Sarah Mahfoud får ingen nem vej tilbage en eventuel ny VM-kamp.

Allerede i sin første kamp efter sit VM-nederlag i Las Vegas venter nemlig den bomstærke brasilianer Danila Ramos, som er tidligere verdensmester og sidste år boksede en historisk VM-kamp mod superstjernen Amanda Serrano. Det oplyser boksepromotor Bettina Palle, som har fået kontrakten på plads efter forhandlinger med den brasilianske lejr og World Boxing Organization (WBO).

»Det er en stor satsning, for der er tale om en modstander og en kamp, som reelt er på VM-niveau. Danila Ramos kan reelt være Sarah Mahfouds hårdeste modstander nogensinde på dansk grund. På WBO’s verdensrangliste ligger de to boksere henholdsvis nummer 2 og 3 efter verdensmesteren Amanda Serrano. Nummer 1 er tyske Nina Meinke, som Sarah Mahfoud tidligere har besejret i en VM-kamp, og tyskeren er netop blevet udpeget til at bokse om IBF’s ledige VM-titel. Derfor er det reelt et opgør mellem WBO’s to højestrangerede kandidater til Amanda Serranos VM-trone. Vinderen vil rykke afgørende tæt på en ny VM-kamp, så der er kolossalt meget på spil,« siger Bettina Palle.

Kampen bokses over 10 omgange og gælder officielt WBO’s Internationale titel i fjervægt, som er en form for kvalifikationskamp til WBO’s verdensmesterskab.

Brasilianske Danila Ramos har bokset 16 kampe med 13 sejre og kun 3 nederlag, som alle var i VM-opgør. Hun er tidligere WBO interim-verdensmester. En titel hun erobrede i 2023 efter en pointsejr i Buenos Aires over argentinske Brenda Karen Carabajal, som Sarah Mahfoud ligeledes besejrede, da hun i 2020 blev IBF-verdensmester. Danila Ramos besejrede Brenda Karen Carabajal på en såkaldt split-decision, men de fleste iagttagere, inklusiv de argentinske tv-kommentatorer, havde Ramos som en klar vinder i dette opgør.

Danila Ramos tabte titlen den 27. oktober 2023 i Orlando, USA på point til superstjernen Amanda Serrano i en historisk begivenhed for kvindeboksning, idet det var første gang, at der blev bokset VM-titelkamp i de store forbund over den fulde distance (12 omgange a’ 3 minutter) ligesom herrerne.

Brasilianeren har tilnavnet ”A Guerreira” (krigeren), og det stemmer godt overens med hendes fysiske og fighterbetonede stil, der bygges op bag et stærk jab, snævre hooks og en farlig overhåndshøjre. Det bliver med andre ord en langt mere angrebsivrig modstander, som Sarah Mahfoud skal krydse handsker med sammenlignet med den mere defensive og teknisk betonede VM-modstander Skye Nicolson, som pointbesejrede Sarah Mahfoud i Las Vegas tidligere på året.

Udover WBO-titlen har Danila Ramos også været brasiliansk og senere sydamerikansk mester i professionel boksning. Hun har ligesom Sarah Mahfoud også lang amatørkarriere bag sig. Ramos er tre gange brasiliansk mester (2011, 2014 og 2016) og har vundet sølv to gange ved de samme nationale mesterskaber, inden hun i 2017 fik sin professionelle debut.

Sarah Mahfoud, som var IBF-verdensmester fra 2020 til 2022, jagter en ny VM-kamp i fjervægt i et af de fire store VM-forbund. Vægtklassen har været domineret af Amanda Serrano i de seneste år, men der er opbrud og nye verdensmestre på vej, og opgøret den 12. oktober vil rykke vinderen afgørende tæt på en ny VM-chance.

Danish Fight Night afvikles som bekendt i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena med godt udsyn fra alle pladser, og billetter er allerede sat til salg via Ticketmaster.

Boksegallaen markerer, at det nu er 25 år siden, at Bettina Palle arrangerede sit første boksestævne, hvilket vil blive fejret på behørig vis den pågældende aften. Der forventes i alt 8-9 professionelle boksekampe på programmet.

Hovedkampene transmitteres direkte af Pluto TV, og de indledende kampe sendes forskudt lige efter live-sendingen. Pluto TV kan hentes som app eller ses via pluto.tv. Pluto TV kan tilgås og streames gratis på tværs af mobil, web, smart tv og tilsluttede tv-enheder. Uden log in.

Danish Fight Night Facebook: www.facebook.com/DFNboksning
Danish Fight Night YouTube: www.youtube.com/@DanishFightNightReal

Fakta: WBO’s verdensrangliste:

VERDENSMESTER: AMANDA SERRANO (Puerto Rico)
1. NINA MEINKE (Tyskland)
2. SARAH MAHFOUD (Danmark)
3. DANILA RAMOS (Brasilien)
4. RAVEN CHAPMAN (Storbritannien)
5. BRENDA KAREN CARABAJAL (Argentina)
6. JENNIFER MIRANDA (Spanien)
7. VIVIAN RODRIGUEZ (Dominikanske Republik)
8. LUCRECIA MANZUR (Argentina)
9. CAROLINE VEYRE (Canada)
10. PEI YI WU (Taiwan)

Fakta: De fire store VM-titler:

WBA: AMANDA SERRANO (Puerto Rico)
WBO: AMANDA SERRANO (Puerto Rico)
WBC: SKYE NICOLSON (Australien)
IBF: Ledigt: NINA MEINKE møder DANIELA BERMUDEZ om IBF-titlen den 21. september.