30.11.2024
Sarah Mahfouds VM-drøm lever efter sejr over verdensranglistens nummer 2
Det lykkedes sent fredag aften den professionelle danske bokser Sarah Mahfoud at besejre sin brasilianske modstander Danila Ramos efter en hård og tæt kamp over 10 omgange i Frederiksberg Hallerne.
I et opgør mellem WBO-verdensranglistens nummer 1 og 2 trak Sarah Mahfoud sig sejrrigt ud af duellen og øgede dermed sin chance for at bokse om verdensmesterskabet hos WBO, et af de fire store VM-forbund i professionel boksning, som pt. har Amanda Serrano som mester.
Kampen, som gjaldt WBO’s Internationale titel i fjervægt, endte med en dansk pointsejr (på en såkaldt majority decision), hvor to dommere havde Mahfoud som vinder, mens den tredje havde uafgjort.
Efter 10 omgange scorede de neutrale sidedommere fra henholdsvis Spanien (Jose Ignacio Martinez Antunez) og Italien (Matteo Montella) opgøret 96-94 og 96-94 i Sarah Mahfouds favør, mens den polske sidedommer (Leszek Jankowiak) havde kampen uafgjort 95-95.
Danila Ramos gik fremad, angreb med højrehånden og vandt sine omgange med aggressivitet, mens Sarah Mahfoud formåede at vinde sine omgange med kvikke undvigelser og hurtige kontrastød, når brasilianeren ramte forbi.
»Jeg har det godt, og jeg er meget glad. I flere måneder har jeg ventet på denne kamp, som først blev udsat, men nu står jeg her med sejren, og nu fortsætter denne rejse med kurs mod en ny VM-match. Jeg vidste, at hun ville komme løbende fremad, så jeg havde forberedt mig på, at jeg skulle bokse kontra, og det var det, som jeg gjorde. Hun blev ved med at gå fremad, så det drejede sig om at holde tempoet og kunne se hendes slag hele kampen igennem,« sagde Sarah Mahfoud, som nu står noteret for 15 sejre og 2 nederlag, efter kampen.
Brasilianeren, som inden fredagens opgør havde bokset 16 kampe med 13 sejre, kæmpede sin chance. Det var en hård og tæt kamp, og selvom mange af brasilianerens angreb blev afværget, kunne Sarah Mahfoud ikke undgå selv at blive ramt.
»Der var nogle omgange, hvor jeg blev ramt lidt for meget, og så måtte jeg lige tage mig sammen. Sådan er boksning: Man har 10 omgange, hvor det kan gå lidt op og ned. Det vigtigste er bare, at man til sidst har vundet de fleste omgange,« siger Sarah Mahfoud, som nu håber på at få en ny VM-kamp i det nye år:
»Boksning er som et puslespil, hvor alt skal falde på plads, og man er ikke sikker på noget, før kontrakten er underskrevet, men nu håber jeg på, at jeg får lov til at bokse en VM-kamp i 2025.«
Promotor Bettina Palle fra Danish Fight Night, som stod bag boksestævnet, er ligeledes glad og ser nu frem mod en mulig VM-kamp med dansk deltagelse i 2025.
»Det var et stort sats at bokse denne kamp, fordi det var et opgør mellem WBO-verdensranglistens nummer 1 og 2. Og jeg blev ikke mindre bekymret af, at Sarah Mahfoud har været godt snottet i ugen op til kampen. Men hun kæmpede stærkt og gjorde det, der skulle til, under svære betingelser. Nu ser vi på mulighederne, som især afhænger af, hvad verdensmesteren Amanda Serrano har af planer for fremtiden,« siger Bettina Palle.
Amanda Serrano gik for nylig tre vægtklasser op og boksede VM-kamp mod Katie Taylor på det stævne, hvor Jake Paul boksede mod Mike Tyson.
Den internationale boksehjemmeside BoxingScene, som havde en reporter ringside fredag aften, havde ligesom flertallet af sidedommere Sarah Mahfoud som vinder med scoren 96-94. Det fremgår af følgende resumé. Det samme havde den danske boksehjemmeside Knock.out i sit resumé. Det var med andre ord en tæt kamp, der dog ifølge neutrale observatører fik den korrekte vinder.
Tidligere på aftenen fredag i København vandt den ubesejrede danske super-mellemvægter Oliver Zaren sin kamp mod den hårdføre mexicaner Carlos Gallego Montijo, da kampleder Per K. Hansen stoppede kampen i 6. omgang. Oliver Zaren er nu ubesejret i 15 kampe som professionel.
Cruiservægteren Hamza Hussein fra København viste ligeledes lovende takter, da han stoppede sin modstander Camilo Castagno fra Argentina, da sekundanterne i det argentinske ringhjørne kastede håndklædet i ringen i 4. omgang. Hussein er nu ubesejret i 8 kampe som professionel.
Der var i alt 10 professionelle kampe på programmet ved boksestævnet, som samtidig markerede Bettina Palles 25-års jubilæum som boksepromotor.
De øvrige resultater:
Sværvægt, 4 omgange
Nikolay Piddubnyy (Ukraine/Danmark) besejrede i sin debutkamp Marko Colic (Bosnien Hercegovina) på KO i 1. omgang.
Fluevægt, kvinder, 4 omgange
Sofie Rosshaug (Danmark) besejrede Snezana Siljkoviv (Serbien) på point, enstemmig afgørelse.
Super-letvægt, 4 omgange
Victor Ramon (Danmark) besejrede Catalin Mihalache (Moldova) på KO i første omgang.
Sværvægt, 4 omgange
Mathias Hansen (Danmark) besejrede Nemanja Kerezovic (Bosnien Hercegovina) på KO i 1. omgang.
Fjervægt, 4 omgange
Frederik Lundgaard Jensen (Danmark) besejrede i sin debutkamp Alexandr Polinchevici (Moldova) på point, enstemmig afgørelse.
Sværvægt, 4 omgange
Genti Morina (Sverige) besejrede i sin debutkamp Julian Savic (Bosnien Hercegovina) på KO i 1. omgang.
Super-mellemvægt, 6 omgange
Mark Davies (Wales) besejrede Anatolii Burdian (Ukraine) på point, enstemmig afgørelse.
Fakta: WBO’s verdensrangliste (pr. 15. november 2024)
VERDENSMESTER: AMANDA SERRANO (Puerto Rico)
1. SARAH MAHFOUD (Danmark)
2. DANILA RAMOS (Brasilien)
3. LUCRECIA MANZUR (Argentina)
4. JENNIFER MIRANDA (Spanien)
5. VIVIAN RODRIGUEZ (Dominikanske Republik)
6. DANIELA BERMUDEZ (Argentina)
7. RAVEN CHAPMAN (Storbritannien)
8. PEI YI WU (Taiwan)
9. JENNY TULCAN (Colombia)
10. MARCELA ACUÑA (Argentina)
Fakta: De fire store VM-titler
WBA: AMANDA SERRANO (Puerto Rico)
WBO: AMANDA SERRANO (Puerto Rico)
WBC: SKYE NICOLSON (Australien)
IBF: NINA MEINKE (Tyskland)
Kilde: World Boxing Organization (WBO).
Fakta om Sarah Mahfoud
- Født: Den 29. september 1989 i Tórshavn, Færøerne
- Rekordliste: 15-2 (3 KO).
- Vægtklasse: Fjervægt (57 kilo).
- Højde: 165 cm.
- Titler og meritter: Nuværende WBO International-mester efter sejr over Danila Ramos i 2024. Tidligere WBC Silver-mester efter sejr over Lara Ochmann i 2023 - forsvarede titlen mod Marcela Acuña i 2023. Tidligere IBF-verdensmester (Danmarks første nogensinde) efter sejr over Brenda Karen Carabajal i 2020 - forsvarede titlen mod den officielle udfordrer Nina Meinke den 21. april 2022. Tabte den på point til Amanda Serrano den 24. september 2022. Tidligere IBF interkontinental-mester efter sejr over Bukiwe Nonina i 2019. Entrede for førte gang de tre vigtigste forbunds verdensranglister, da hun i 2018 besejrede Stephanie Ducastel, som var rangeret som nummer 5 på WBA og WBC’s ranglister.
- Trænere: Allan Mahfoud og Mauricio Ramirez.
- Debutkamp som professionel: 11. februar 2017.
- Aktuelle ranglisteplaceringer: WBO #1, WBC #1, IBF #8.
- Amatørkarriere: 55 kampe, 3 gange dansk mester, 2 gange nordisk mester (fjervægt, elite).